Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Navneskiltet er taget ned


Navneskiltet er taget ned

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

At flytte, at bryde op er forbundet med både vemod og gå-på-mod. Man skal sige farvel til kendte steder, men også forsøge at slå rod og vokse fast

Navneskiltet blev taget ned som det sidste, der skulle gøres, inden jeg for sidste gang forlod det kønne gamle hus ved vold og slot.

Der var i lange tid blevet ryddet op og ryddet ud, for det var planlagt oprud , men alligevel så vemodigt. Her havde vi boet i næsten to årtier - det længste jeg har boet samme sted - med en af byens smukkeste udsyn, og nu var vi på vej til ganske andet. Brud og nyt, inden det bliver for svært, med alt hvad et opbrud indebærer.

Det er mere den mentale omstillingsproces, som giver arbejde, end alt det praktiske, der hører med.

At rives op og begynde at vokse nye steder kan være svært, og man skal have viljen til at skyde i vejret. Så mange steder har jeg selv boet, at jeg aldrig rigtig har slået rod noget sted. Og af samme grund er der en stadig længsel mod steder, hvor jeg ikke er, hvor jeg har været en tid, men hvor jeg ikke kan blive bofast igen.

Når først vi er flydt af sted med strømmen, er det sjældent, vi vender om og går op imod til samme sted igen.

At længes med vemod til barndoms land og by, er en litterær klassiker - og hvem kan næsten sige sig fri?

Selv løb jeg rundt i de midtjyske skove, klatrede i træer og byggede huler derude sammen med andre. Den tid står så lys og smuk, som den netop gør i bakspejlet for os.

Men var det frihedens leg eller netop den skønne skov og søerne, som er tankens mål? Det hele filtres sammen for os, når vi prøver at genkalde en tid i mindet, og måske var tiden ikke altid så god, stedet måske ikke så dejligt, men det forekommer os sådan, fordi vi havde rodfæste et sted.

Opbrud manglede ikke i min barndom, vi flyttede flere gange, men altid stod skoven derude i nærheden, og der kunne man trods andre huse eller lejligheder stadig lege eller gå og bare dagdrømme. Skoven forblev det kendte og trygge.

Der kom brud efter brud - hjemmefra og videre ud igen. Største opbrud blev kørslen over broen til det fynske - for her var arbejdet på det tidspunkt. Kun for en vending, troede jeg dengang, men sådan blev det ikke.

At jeg aldrig slog rod i den fynske hovedstad skyldtes velsagtens, at jeg manglede større vidde ud, men mest en indre modstand mod at slå rod netop her.

Og bruddet senere, som betød en rejse til grønlandske fjelde gav næsten mere hjemlighed, end storbyens huse gjorde det før - nysgerrigheden og åbenheden vandt.

Men at vende tilbage, var sværere, end at rejse ud. Danmark var med èt blevet så småt - ikke så meget naturen som menneskenes væsen, hvor smålighed og selvtilstrækkelighed sås klart efter et par år i et materielt fattigere land.

Luft måtte der til efter grå-grønne fjeldes udsyn og ørn kredsende over vores by ved den sydgrønlandske fjord, spækket med isfjeld og flager hvert forår, nemt var det ikke at finde, når transport og andet skulle regnes ind, kompromis´er blev indgået. Det moderne menneske er jo bundet og bastet, trods friheden!

Min generation, de store årgange efter krigen, har bevæget sig mere, end den forrige. Vi har bevæget os i hele pyramiden af uddannelser og arbejde, rejst til andre byer, måske til andre lande.

Vores forældregeneration fra tiden efter den første verdenskrig, havde sjældent de muligheder, hovedparten var vel bofaste mere eller mindre?

Økonomien var ikke til pludselige spring, og banen var kortere. De unge i dag rejser med største selvfølgelighed tværs over grænser og ind i andre sprogområder - bliver måske en tid og returnerer - eller fortsætter videre ud. Det er blevet så let, fordi vi kan kommunikere fra andre verdensdele og stadig holde fast i det, vi forlod.

Opbruddet behøver ikke være en bristning - man kan stadig være med mentalt. Man kan slå rod - eller rejse hjem igen.

Men det er ikke den første generation, som for altid har forladt kendte steder.

Endnu før vores forældregeneration drog både enlige og ægtepar med børn på meget længere rejse.

Fattigdom og manglende muligheder fik danske, svenske, irske og andre til at købe den næsten uigenkaldelige enkeltbillet til det "forjættede land", USA eller måske til Canada eller Australien.

Hvordan de oplevede den svære beslutning, rejsestrabadser og starten på det nye liv kan man læse om mange steder. Let har det bestemt ikke været, ligesom det heller ikke altid er let for nutidens fattige migranter.

Opbrud er brud med både kendte steder, og med en livslinje bagud. Placeret i ny jord, skal man forsøge at slå rod igen, og det er ikke bevægelsens afstand, der afgør, om det lykkes, men om vinden er mild, og om vi selv har vilje til at vokse fast.

Sådan var det for de fattige landboere, der drog til byen, for dem, der drog til andet land, for dem der drager ud i dag - og for os, der bare lukker en dør i, inden vi åbner en ny uden større omkostning.

Overflodssamfundet ses næppe tydeligere, end når vi - indenlandsflytterne, bevæger os, uanset om det er kort eller langt.

Genstand efter genstand pakkes ned og slæbes videre, alt for mange genstande pakkes ned og slæbes videre. Opbrud og nybrud kunne med fordel medføre nytænkning og grundig overvejelse, om vi stadig skal samle og gemme de utallige ting, vi alligevel ikke bruger?

For en tid siden sås Harvey Martins skulpturer "hvad vi tager med os" opstillet i en park i Nyborg.

De tre flygtninge bar henholdsvis et tæppe til læ, en krukke til vand, et læs brænde. Den figurgruppe gik jeg tidligere ofte hen og så på, for den var i al sin enkelthed så megetsigende.

Det basale kan nutidens fattige flygtninge bringe med, mens vi andre, der bevidst og efter grundige overvejelser flytter vores rammer, løst og let smider ud og giver væk, pakker kasser og henter flyttebil til det hele.

Fokus bliver sat på vores rige samfund, og måske kan vi tage det med videre i tilværelsen som noget væsentligt at huske.

Boligen betyder så meget her i landet.

Vi indretter os, bygger om og til, dyrker haver, planter hække , vi hygger os, inviterer gæster eller bare gemmer os bag gardinerne.

Vi holder fast i vores rammer, og måske prøver vi at definere os selv ud fra det sted, hvor vi bor. Medmindre vi er på stadig flugt eller er hjemløse - for hvem skænker dem mange tanker i det daglige?

Nogle slog aldrig rod af den ene eller anden grund og kommer måske aldrig til det.

Og nogle må tage det sidste opbrud modvilligt, hvis kræfterne ikke mere slår til - flytning til de aldrendes institutioner kan ønskes, men er ofte en bitter tur, fordi fremtidsønsker synes forbi.

Hver ting har sin tid, og man må lukke døre, inden man åbner nye, ellers står man let i gennemtræk.

Et hus har haft sin tid og rummer nu nye beboere, og selv står jeg ved mit vindue og stirrer drømmende ud på en blomstrende have og solnedgang over skovens træer ganske tæt på.

Her må vandes og gødes og fremtiden stå åben.

inge dam

Harevænget 79, Nyborg

Navneskiltet er taget ned

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.