I samfundsdebatten kan striden om karikatur- tegningerne dreje sig om ytringsfrihed. Kristne skal holde fast i, at den udspringer af mangel på respekt for, at noget kan anses for at være helligt
Hvad er forskellen på en prædiken og en kronik? Den er, at en kronik fremlægger et synspunkt og argumenterer for det i dialog med andre synspunkter. Man forklarer og begrunder og bruger dertil et sprog, der i bund og grund erfornuftsbetonet, rationelt. Den sandhed, man forholder sig til, er altså akkurat diskutabel, relativ, og målet er i sidste endeat nå frem til en enighed, som man i samfundslivet kan bygge videre på.

Prædikenen har et andet sandhedsbegreb. Den er netop forkyndelse og forholder sig derfortil en sandhed, som er åbenbaret. Dens sprog er præget af åbenbaringens billedsprog, og den stiler ikke efter at fremstille synspunkter, men efter at være en genlyd af den åbenbarede sandhed. Den opererer inden for en forståelse af, at noget er helligt.

Men en kronik kan godt forklare, hvad en prædiken kunne prøve at forkynde - især når prædikenen forholder sig til en debat og et modsætningsforhold, som er af betydning for alle mennesker, som har bopæl i Danmark uanset deres tro og livsanskuelse.

Så dette er en kronik, som ikke er en prædiken, eller også er det en prædiken, som er en kronik. I hvert fald handler den entydigt om kristendom.

Den verdensomspændende vrede over de billeder af profeten Muhammed, som Jyllands-Posten har bragt, udspringer af forbitrelsen over, at noget helligt er blevet forhånet. Lad os derfor tage udgangspunkt i, hvad det betyder, at noget anses for helligt, for det er jo selve stridens kerne.

At noget er helligt betyder, at det giver alt andet mening og betydning. Altså: Det hvoraf alt henter sin betydning er helligt. Det hellige er mættet med væren, har man sagt. Det gælder steder - engang var det jættestuen oppe i Snave. Eller det gælder tider - "Hvorfor er denne aften anderledes end alle andre aftener?" spørger jøderne hvert år ved deres påskemåltid - og det gælder personer - Dalai Lama, som mange danskere blev betaget af ved hans besøg her i landet for nogen tid siden.

Ogdet gælder naturligvis Gud, det usynlige ophav. Luther siger det ganske enkelt: "En Gud vil sige det, hvoraf man venter sig alt godt, og som man tager sin tilflugt til i al nød." (Den store Katekismus)

DET hellige er dog, når det kommer til stykket, uforklarligt, for vores sprog bygger på erfaringer og taler derfor kun i billeder om det hellige, som jo akkurat ikke kan erfares totalt. Mange mennesker har afvist det hellige, fordi ingen har lært dem, at religiøst sprog udgøres af billeder og skal tydes sådan.

Siden oplysningstiden er begrebet om det hellige blevet afløst af tilliden til forstandens analytiske evne og det dertil hørende sprog. Det vil sige det rationelle sprog, der bearbejder virkeligheden som en billedhuggers mejsel, det er det sækulariserede sprog. Sækulariseringen medfører en ubekendthed med det hellige.

Det, som troende kristne eller muslimer holder for helligt, møder sækulariserede med uvidenhed, uforstand eller foragt. Sådan har det været, især siden gamle Brandes indvarslede de moderne tider, og Henrik Pontoppidans romanfigur Lykke-Per skød en kugle gennem et krucifiks med ordene "Se på den blege Herre, der hænger dér! Hvornår får vi mod til at spytte ham vor modbydelighed lige i ansigtet...Denne tarvelige tilskuestillen af sin Ynkelighed!.. Naa, hans Tid faar vel Ende snart!"

Gud blev skudt ned, men da havde Nietzsche for længst stillet diagnosen: "Han er død!" Hele røret om Grossbølls bog En sten i skoen er en sen udløber af denne problemstilling, hvor sækulariseringen har gnavet sig helt ind i forkyndelsen.

Er sækulariseringen nu blevet det almindelige i det offentlige rum, og er det sådan, at mange mennesker nærer modvilje eller aggression imod kristendommen og kirken, hvad de måske har sørgeligt gode grunde til? Mange kristne miljøer har snarere fornægtet end forkyndt evangeliet til håb og trøst, så man alligevel besinder sig på sin egen religiøse identitet og spørger:

Er det sådan, at folk, som vil kalde sig troende kristne, har en særlig opgave i denne krise, hvor det, som troende muslimer holder for helligt, er blevet forhånet?

Ja. Opgaven er at vedstå talen om det hellige.

FOR muslimen er Muhammed og Koranen hellig. Deri åbenbares alt godt, og dér tager man tilflugt i al nød.

For den kristne er kirken hellig, forkirken er fællesskabet om dåb og nadver, hvor Vorherre taler til os og ér lyslevende iblandt os, når ordet lyder. Hans ord gør kirken hellig. Han bor iblandt os, når vi bekender troen på ham og lever ud fra den.

Når det hedder i trosbekendelsen, at "vi tror på den hellige, almindelige kirke", betyder det, at Guds ord helliger de mennesker, som holder sig til ordet. Kirken er altså ikke i første omgang et hus, men først og fremmest et fællesskab af mennesker, som bygger på Jesu ord.

Derfor smerter det os, når han skydes ned, gøres til genstand for obskøne vitser, eller når småbørn sættes til at trampe på korset i Dannebrog.

Den kristne har nu den opgave at holde fast i, at den nu standende (eller rettere rasende) strid udspringer af mangel på respekt for, at noget kan anses for at være helligt.

I samfundsdebatten kan det gøres gældende, at striden drejer sig om ytringsfrihed, og denne debat skal føres til ende i det offentlige rum. Men ved siden af det offentlige rum og det private rum er der også et troens rum, hvor det hellige har betydning, hvad form det så end har.

Ytringsfrihed er ikke et kristent krav i sig selv. Kristendom stiller ingen krav. Men kravet om ytringsfrihed udspringer oprindelig af det kristne begreb om den enkelte som stående direkte over for Gud, i og med at Gud taler til hvert menneske i dåb og nadver. Og i og med, at hver enkelt står over for Gud med sin skyld.

Det kristne begreb om mennesket som en sjæl har affødt forestillingen om den enkeltes samvittighed, der må beskyttes af friheder og rettigheder. Men rettighedstænkning er ikke et kristent anliggende.

Det kristne anliggende er at tro på Gud og holde sig til hans ord, og derved erkendes omgående, at kristne og muslimer ser forskelligt på, hvad der er helligt. Men vi ser ens på det, at noget er helligt.

Kristne og muslimer står over for hinanden med to uforenelige trosforestillinger og helligheds-billeder. Men uforenelighed behøver ikke at betyde ufordragelighed eller strid.

Hvis vi nemlig reflekterer grundigere over, hvad kristendommens særkende er, altså hvad dens åbenbarede sandhed er, så fremgår det, at dens særkende er åndsmeddelelsen - dette, at Jesu sindelag lever videre i menighedens fællesskab.

Fredens og kærlighedens ånd skaber kirkens enhed om Jesus, somer hele Verdens frelser. Det kristne menneskes opgave er nu at øve sig i at give denne ånd plads og råderum i sit personlige samvær med mennesker i alle relationer, hvor man end mødes.

For den kristne er Gud historiens herre, der har det mål for hele verden at føre tiden frem imod Guds Riges frembrud, og det betyder et frembrud af fred, retfærdighed og glæde. Det kan ikke fremskyndes af nogen ved magt eller politiske tiltag, men er alene hans vilje.

Jo mere man kender kristendommen og fordyber sig i den, jo mere ser man, hvor forskellige de to former for tro er. At kende sin tro er det modsatte af at yppe kiv. Det er at kende sin rod og tage roligt på modsætninger i forvisningen om, at det er Gud, der vender bladene i historiens bog.

At kende sit eget religiøse ståsted giver et sprog, hvori man kan mødes med anderledes troende.

Agnete Holm Hvidt, Falen 29, Odense C, er sognepræst.