Hun knoklede i skolen for at få adgang til drømmestudiet, men opdagede til sin rædsel, at tilfældigheder og ikke gode karakterer afgjorde hendes skæbne.
Jeg blev konfirmeret den 23.04.06. For to år og to måneder siden trådte jeg ind i de voksnes rækker. Hvis min tidsperiode ikke havde heddet senmoderniteten, men min fødsel havde fundet sted omkring 100 år tidligere, havde jeg formentlig allerede været ude og tjene i to år nu. to år og to måneder.

Men heldigvis, ifølge mig, var der nogle, der opdagede, at jeg i en alder af 14 stadig havde et tomrum, der kunne udfyldes med mere viden og endnu mere erfaring. Men først og fremmest er man trådt ind i de voksnes rækker og er derfor fornuftig og moden nok til at kunne håndtere, at der fremover vil blive sat tal på hver individs præstationer.

Så er det Hans Pilgaards spørgsmål til en million dukker op. Kan man overhovedet bruge det til noget? Ja! Oveni mit hoved i hvert fald. Vores regering består af partiet Venstre, hvis grund ideologi er liberalismen. Eftersom jeg er en kvik pige, kan jeg hurtigt relatere til noget samfundsfagsundervisning, der har forklaret mig op til flere gange, at liberalismen mener "at enhver er ansvarlig for sig selv".

Jeg kan også bruge blå bogs "mest brugte sætning" om ideologien. "Man er sin egen lykkesmed". So far er der ikke opstået forundring, da jeg har kæmpet hårdt, for at mine eksaminer og årskarakterer skulle bestå af tocifrede tal, hvilket skulle sikre mig en bestemt linje på HHX, da der kun er plads til et bestemt antal ansøgere.

Men kan jeg så bruge mine høje tal, der er indrammet i lige sorte kasser, angivet på fladt hvidt papir? Nej! Det er dér problemet opstår. I hvert fald for mit vedkommende. Hvad der er logik oveni i mit hoved tager pludselig et skarpt venstresving og vælter over almindelig sund fornuft på vejen, hvilket resulterer i, at mit hoved ikke længere er i stand til at skelne op fra ned. Dette efterlader mig som et stort spørgsmålstegn og med en følelse af fortvivlelse og frustration.

Nu har jeg, som nævnt, intensivt fuldt undervisningen og er derfor godt klar over, at eventyr er en opdigtet handling og derfor hører under kategorien fiktion. De gode får ikke altid prinsen på den hvide hest, det halve kongerige eller drømmejobbet. Men det retfærdiggører stadig ikke måden, min fremtid bliver afgjort på.

Før jeg går videre, synes jeg lige, du skal sætte dig ned og være forberedt på det modsatte af, hvad der burde være fremgangsmåden, så du ikke får et ligeså stort chok som jeg gjorde.

Via lodtrækning er svaret. Via LODTRÆKNING.

For at få dig i den rigtige stemning, så vil jeg gerne have dig til at tænke på noget, der driver dig og holder dig kørende. Det kunne f.eks. være inden en fodboldkamp. Lige inden du skal ind på banen. Den her kamp er ikke hvilken som helst, men den afgørende. Den altafgørende. Hjertet hamrer, du får det varmt, og du kan mærke adrenalinen rundt i kroppen. Det er sådan, jeg har det. Der er ikke noget andet, jeg hellere vil. Drømmen om denne uddannelse er det, der driver mig. Det er det, der har fået mig til at arbejde ekstra, så jeg kunne skabe gode resultater. Tocifrede tal.

Min ansøgning, mine tocifrede tal, mine argumenter, min logiske sans har på ingen måde indflydelse på, om jeg er inde eller ude. Jeg har de sidste måneder gået i frygt for, at de to ord "game over" skulle dukke op på min skærm, da jeg er nået så langt i alle banerne og på alle niveauerne i det ene spil, jeg har ønsket mig at vinde i, at hvis det skulle ske, ville jeg miste håbet fuldstændigt.

Det eneste, jeg kan håbe på, er "at heldet er med mig i dag". Folk med karakteren "bestået" eller kommentaren "måske egnet", kan få den plads, som jeg havde fuld fortjent.

Jeg kan godt se, at alle skal have en chance, og det skal være fair for alle. Men er det det? De eneste, det netop ikke er fair for, er de dygtigste, de hårdtarbejdende, der knokler for at gøre en god indsats og få den velfortjente anerkendelse. Men hvis ikke vi finder den der, hvor gør vi så? I hvert fald ikke i dem, der sidder og kaster vandflasker hen over hovedet på en, når man prøver at fremlægge det, man har knoklet på derhjemme, eller i sidemanden der starter en dialog med ham bagved, når man prøver at fremføre argumenter til det spørgsmål, der lige blev stillet til en.

Jeg ved ikke hvem, der vil tage ansvaret for dette, eller hvem jeg skal rette det imod. Bertel Haarder måske? Jeg prøver - Bertel, du har indført nationale test, som jeg uden brok har deltaget i, nye regler som skulle skabe bedre resultater, ændringer op til eksamener, alt sammen i håb om at få dygtige elever, der senere hen skal have samfundet til at køre videre. Men til hvilket nytte?

Jeg kunne have sløset igennem min skolegang og lige præcis klaret mig igennem nåleøjet ved optagelsesprøven og have taget pladsen lige for næsen af en topelev.

For, at musikken skal kunne spille, skal alle strenge på guitaren være stemt, men det er som om, der er en, der mangler eller i hvert fald ikke stemmer med resten.

Jeg vil ikke lyde selvisk og egoistisk, men jeg er nu engang mig selv nærmest, og i en kort periode kunne jeg begynde at se min drøm ligeså stille krakelere og smuldre, mens jeg helt hjælpeløst kunne stå og se til uden at kunne gøre noget. Helt magtesløs. Jeg kunne placere mig selv under mit skrivebord og bruge mine tocifrede tal til at tørre øjne og næse i.

I realiteten kunne jeg være ligeglad. Jeg kom ind. Heldet var mig med den dag, navnene skulle trækkes op af posen. Så hvad er det egentlig, jeg beklager mig over? Jeg beklager mig ikke. Jeg prøver at fremføre mit argument og min pointe uden at få en vandflaske smidt i hovedet, og hvis det her er det eneste sted, jeg kan det, så må det være sådan.

Mit håb er, at de indflydelsesrige mennesker der styrer alt det her, stopper op engang og ræsonnerer, og selvom de har indført en masse nyttige regler, så overvejer dem en ekstra gang.

Måske burde jeg bare være glad for, at jeg var en af de heldige og så ikke bekymre mig mere om det, men allerede næste år vil der være en årgang 93'er kloning af mig, der står i samme situation. Hvad nu hvis hun eller han ikke har heldet med sig, men kun sine tocifrede tal og høje forhåbninger? At se et mennesker, miste sine drømme er tragisk. Men at se en 16-årig, med så mange år igen, tabe det hele på gulvet, ville ikke være til at bære.

Jeg ved det godt. Det er jo ikke den nemme løsning. Det ville betyde flere ressourcer, remedier og ikke mindst penge.

Sygeplejerskerne, daginstitutionerne, hjemmehjælpere har ret til benytte sig af deres ytringsfrihed, ligeså vel som jeg har. Jeg beder til gengæld ikke om højere løn, bedre klasselokaler eller for den sags skyld toiletter, der fungerer, som vi uden videre burde have krav på. Jeg vil vædde min højre hånd på, at ingen arbejdspladser ville byde deres ansatte dét, som danske folkeskoleelever bliver budt.

Trods det, er det heller ikke det, jeg beder om. Jeg har i ti år stillet mig tilfreds med ulækre toiletforhold, mangel på undervisningsmateriale, ingen vikardækning fra 7. klasse og op efter og når der så endelig var, så var det unge mennesker, der lige netop havde fået studenterhuen på, og mens de funderede over, hvad de så skulle tage sig til, kunne de forestille at være tysk-undervisere, skønt de var spansk-sproglige studenter og derfor var under niveau i forhold til de 9. klasser, de var sat til at undervise.

Hvilken part er det så fair for? Ingen, hvis du spørger mig. Derfor benytter jeg mig nu af min ytringsfrihed, som jeg håber, vil resulterer, i en øjenåbner til dem, der er ansvarlige for dette. Hvad er pointen med ansøgninger, hvis de bare bliver arkiveret uden at blive gennemset?

Folk bruger tit ungdomsuddannelserne som et alternativ, fordi de ikke har fundet sig selv endnu og ikke er sikre på, hvad de vil. Så vælger de det gymnasium, der matcher deres profil og personlighed bedst. Men hvad med dem, der godt ved det? Dem, der har de personlige og faglige kompetencer, profilen, indstillingen og viljen? Det skal jeg fortælle dig.

Den uddannelse jeg valgte at søge, skiller sig nemlig ud. Det er efter flere overvejelser og mange samtaler, jeg valgte at forsøge mig på denne. For mig er det ikke et alternativ. For mig er det min drøm. Men selvom min drøm rent faktisk ser ud til at blive realitet, så er jeg stadig ikke fuldt tilfreds. Standpunktskarakterer fortæller selvfølgelig én ting, men hvis jeg ikke har gejsten, så opnår jeg heller aldrig de bedste resultater. Jeg synes, du skal prøve at ryste posen engang og prøve at se det gennem vores øjne. Det er trods alt os og vores liv, det omhandler.

Globalisering, internationale kontakter og økonomi virker som noget Danmark har stor interesse i. Så hvad med, at vi brugte ressourcerne lige netop på dét, der skulle skaffe os den stabilitet i fremtiden? Kompetencerne bliver du nødt til at besidde for, at det skulle kunne lade sig gøre, men ikke mindst skal du have viljen.

Så i stedet for at putte alle navnene ned i posen, fordi du ikke har lyst til at ofre penge på, at alle skal kunne det, de gerne vil, så vælg dem ud, der rent faktisk har det, der skal til. Hvad med at gå lidt tættere på og i det mindste bare læse ansøgningerne, for der er typisk nogen, der brænder 100 gange mere for det end andre. De mennesker er nemlig dem, der er villige til at gå hele vejen for at opnå de bedste resultater, hvad enten deres gennemsnit ligger på 7 eller på 10. Og er det ikke det, vi gerne vil have?

Men hvis ikke du er villig til at ofre, kan disse resultater ikke skabes. Det har de unge nemlig ikke mulighed for, hvis ikke de modtager adgangsbilletten. Forestil dig et fremtidssamfund hvor folk rent faktisk gjorde det, de var bedst til, fordi de som unge fik muligheden for at udvikle de evner, de var i besiddelse af.

Så hvad med et nyt tiltag, Haarder? Det plejer du ikke at være bleg for. Alt andet er i hvert fald bedre end at overlade vores fremtid til tilfældigheden, og så vidt jeg ved, er nye ideer ikke noget, der er ukendt for dig. Ryst posen engang.

stine sloth gosvig

P.C. Davidsensvej 24, Haslev