Multietniske ferieminder


Multietniske ferieminder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Canada er ikke noget fejlfrit samfund, men vi kan godt lære meget af landet. For eksempel siger man: Integration er at føle sig hjemme

Der er langt fra lille Danmark til store Canada, ikke blot i fysisk forstand. Også mentalt er afstanden stor, selv om der indimellem bliver draget sammenligninger imellem de to lande. Det vil jeg også forsøge at gøre i denne kronik, selv om tre ugers ferie i et fremmed land ikke gør en til ekspert, endsige sandhedsvidne.

Min kone og jeg valgte rejse til Canada for at opleve den vilde natur og det rige dyreliv, og på det punkt levede ferien til fulde op til vores forventninger.

Men det er andre indtryk der står stærkest på nethinden: de åbne, tolerante og hjælpsomme canadiere, den afslappede og venlige atmosfære der synes at herske overalt - og så ikke mindst oplevelsen af et multietnisk samfund, der fungerer uden konflikter og spændinger imellem de mange etniske grupperinger.

Som tilrejsende oplever man forskellen på Canada og Danmark allerede ved ankomsten i lufthavnen, i vores tilfælde Vancouver.

Det multietniske personales håndtering af de mange flypassagerer og deres habengut foregår effektivt, men ustresset, og de rutinemæssige opgaver bliver ledsaget af venlige bemærkninger og et glimt i øjet, der får en til at glemme rejsetræthed og jetlag. Man føler sig velkommen fra det øjeblik, man sætter foden på canadisk jord.

Med de hjemlige erfaringer i baghovedet kunne man ellers godt forvente at møde et samfund fyldt med fordomme og racespændinger, for i årtier har Canadas grænser været åbne for immigranter.

Det betyder, at der f.eks. i Vancouver - porten mod Sydøstasien - er en meget stor gruppe af kinesiske indvandrere, ikke mindst fra Hong Kong. Også japanere, vietnamesere, koreanere og filippinere fylder meget i det etniske landskab - foruden indere, pakistanere og sydamerikanere og et væld af andre nationaliteter.

Faktisk har over halvdelen af indbyggerne i Vancouver et andet sprog end engelsk som deres foretrukne modersmål, men for at få et job kræves det at man kan tale engelsk, og det gør stort set alle.

Det multietniske præger ikke blot gadebilledet, men alle steder i samfundet: forretninger, hoteller og restauranter, offentlige transportmidler, private og offentlige arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner mv. Ja, flere af de etniske grupperinger har sågar deres egne tv-programmer, hvor der bliver talt på modersmålet. Kunne man forestille sig programmer for arabere eller tyrkere herhjemme? Næppe!

I Canada hersker den holdning at indvandrernes egen kultur er vigtig, ikke blot for dem selv, men også for det land de er en del af.

Derfor opfattes mangfoldighed ikke som en trussel, men som en styrke. Følelsen af at have sin egen historie og kultur med sig i bagagen giver identitet og tryghed og mindsker risikoen for etniske spændinger. Måske en naiv tanke set med danske øjne, men det fungerer i praksis.

I de tre uger min kone og jeg rejste rundt i British Columbia og Alberta, oplevede vi ikke én eneste gang optræk til spændinger eller aggressioner imellem folk.

Canada har ingen Pia Kjærsgaard. Racespørgsmål - når man ser bort fra den indianske urbefolknings vilkår - er ikke noget der debatteres i det offentlige rum, hverken blandt politikere eller i avisernes læserbrevsspalter, for hvem har patent på at kalde sig "ægte" canadiere?

Mens vi opholdt os i Vancouver, oplevede vi den canadiske nationaldag, som blev højtideligholdt med taler og underholdning fra morgen til aften. Canada Day er et tilløbsstykke for alle etniske grupper, som møder op med de rød-hvide canadiske ahornsflag i hænderne eller malet i ansigterne. Et festligt og broget multietnisk skue, som ville give Pia Kjærsgaard søvnløse nætter.

Selvfølgelig er Canada ikke noget fejlfrit samfund. Så langt fra. Regeringen har strammet immigrationsloven, så kun de indvandrere der er arbejde til, kan få opholdstilladelse. Landet har nemlig store sociale problemer, hvilket ikke mindst ses af de hære af hjemløse der findes i alle canadiske byer, store såvel som små.

Der er massive problemer med stof- og alkoholmisbrug, og som et forsøg har Canada nu i et par år praktiseret gratis udlevering af heroin. Med gode erfaringer, der kan komme Danmark til gode. Men synet af de flere hundrede meter lange køer af narkomaner, der venter på at få den daglige dosis, er ikke noget opløftende syn.

I forbindelse med nationaldagen den 1. juli fik den originale befolkning, indianerne, en officiel undskyldning for de overgreb som tidligere regeringer har udsat dem for.

I et forsøg på at påtvinge dem den hvide mands kultur blev indianske reservater lukket, og børnene blev tvangsfjernet og anbragt i hvide familier og i hvide skoler - en politik der blev håndhævet helt op til 1967.

Siden har indianerne fået tildelt nye reservater og tilbydes i dag gratis boliger af staten, hvis de ikke selv er i stand til at finde et sted at bo, hvilket dog har den ulempe at det fastholder dem i et passiviserende afhængighedsforhold.

På mange måder minder indianernes og grønlændernes problemer om hinanden. Begge befolkningsgrupper har mistet deres kultur og har ikke haft andet at sætte i stedet, og derfor lever mange indianere på bunden af det canadiske samfund, som grønlændere lever på bunden af det danske. De er typisk arbejdsløse eller har dårligt betalte jobs, og mange har store alkoholproblemer.

Indianerne udgør canadiernes dårlige samvittighed, og det er måske en af grundene til at magthaverne i dag gør meget ud af at få immigranter til at føle sig som en ligeværdig del af det canadiske samfund.

Et sted så jeg sloganet "Integration er at føle sig hjemme." Kan det siges smukkere og mere præcist? Herhjemme har vi sat lighedstegn imellem integration og assimilation. I Canada ved man af erfaring at der er stor forskel på de to begreber, men gør det ikke til et problem. Man kan jo ikke forlange af noget menneske at det kasserer sin fortid for at gøre sig fortjent til en fremtid i et nyt og fremmed land. Mener man altså i Canada.

Selvfølgelig kan man ikke umiddelbart sammenligne danske og canadiske forhold på flygtninge- og indvandrerområdet. Ligesom USA er Canada et land, der inden for de sidste små trehundrede år er opbygget af immigranter, der først kom fra Europa, senere fra Asien og Sydamerika.

Herhjemme har vi modtaget gæstearbejdere fra Balkan og Tyrkiet og senere krigsflygtninge fra muslimske lande, ofte med alvorlige traumer. De er i sagens natur sværere at integrere end asiater der kommer for at søge arbejde.

Alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af at vi på integrationsområdet kunne lære utrolig meget af canadierne, men desværre har vi en regering der mener at vi herhjemme kan alting bedre selv, og som styres af et Dansk Folkeparti, der baserer hele sin eksistens på fremmedfrygt og konflikten mellem dem og os.

Derfor er regeringens støtteparti ikke interesseret i en succesfuld integration, selvom det ville være den bedste form for terrorbekæmpelse.

Tænk hvis arabere, somaliere, pakistanere eller tyrkere pludselig kom til at føle sig hjemme i det danske samfund, tænk hvad der ville ske hvis de fik lov til at føle der var brug for dem, at de blev accepteret og respekteret på lige fod med den danske befolkning.

At besøge Canada har været en øjenåbner. At komme tilbage til dette lille, lukkede og selvretfærdige Danmark, hvor horisonterne skrumper mere og mere ind for hver dag der går, føles klaustrofobisk, og man spørger sig selv hvor længe vi kan blive ved med at lukke resten af verden ude.

torben poulsen

Langtvedvej 8, Ullerslev, er forfatter

Multietniske ferieminder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce