Moral og medielogik


Moral og medielogik

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kampene mellem Israel og Hizbollah har endnu en gang demonstreret, at der parallelt med krigshandlingerne udkæmpes en pr-krig, der fokuserer på tildelingen af en skyld- og offerrolle

Som modtagere af moderne nyhedsmedier bliver vi konstant bombarderet med indtryk fra verdens forskellige brændpunkter. Vi udsættes ikke blot for "neutral" information om begivenhederne, men i mindst lige så høj grad konfronteres vi med en moralsk fordring fra nyhedsmediernes side.

Problemet er bare, at medierne i store træk fungerer efter deres helt særegne moralbegreber, der i sin kerne handler om at identificere "offeret" i situationen. Hvis vi følger medielogikken som retningsgivende for vores moralske stillingtagen, så bliver vi lette ofre for politiske gruppers manipulation, som f.eks. Hizbollah i øjeblikket forsøger. Dermed risikerer vi, at de moralske overvejelser, vi som borgere reflekteret burde gøre os i forhold til situationen, forsvinder fra vores opmærksomhed.

Nyheder er i et vist omfang underholdning. Medierne fortæller en historie, som skal appellere til modtageren. Grundbyggestenen i disse fortællinger er fastsættelsen af situationens "offer". Et offer er en let forståelig kulturel kategori, som medfører, at situationens egentlige kompleksitet kan simplificeres gevaldigt. I stedet for at give sig i kast med et væld af (evt. modstridende) moralske overvejelser, så kan medierne med tildelingen af offer-rollen præsentere en simpel spisefærdig moralsk forløsning for nyhedsmodtageren.

Nå jeg siger, at medierne konstruerer den moralske situation med udgangspunkt i fastsættelsen af "offeret", så skal det ikke forstås helt bogstaveligt, at nyhedsmediet stolt deklarerer, at nu har man fundet offeret i sagen. Tildelingen af offer-rollen kommer i stedet til udtryk i en række medielogikker, som vi konstant konfronteres med. Disse logikker vil jeg vende tilbage til.

Over for den mediebaserede moralvurdering står f.eks. international lov, der mere nøgternt lader os vurdere situations moralske karakter. Forskellen imellem medielogikken og den internationale lov kan passende illustreres med den nuværende Mellemøst-konflikt som eksempel.

I den internationale lovs perspektiv er konflikten relativt ligetil. Staten Israel er blevet angrebet af en væbnet gruppe, Hizbollah, der nyder ophold i det sydlige Libanon. Hizbollah er af FN krævet afvæbnet, men den libanesiske regering har ikke fulgt denne resolution.

Således kan den libanesiske stat drages til ansvar for dette angreb på Israel. Man kan med rimelighed sige, at Hizbollahs angreb er en krigserklæring, og at Israel har den moralske ret til at slå igen med det formål at bringe truslen til ophør. Men i medielogikkens moralske optik ser det anderledes ud - her handler det som sagt, om at være "offeret".

ET AF DE centrale spørgsmål i tildelingen af offer-rollen er spørgsmålet om, hvem der har lidt mest. Dette opgøres i den løbende opgørelse af dræbte og sårede. Det gælder for den, som ønsker offer-rollen, at have så mange tab som muligt.

I skrivende stund er stillingen i Mellemøsten: Libanon/Hizbollah 410 - Israel 42. Hvis man kan notere sig "fortrinsvis civile", tæller det ekstra. På denne parameter er Libanon/Hizbollah altså "offeret".

Det er ganske sigende, at hver gang man nævner israelske tab, så nævnes i samme åndedrag, at den anden side har lidt meget større tab. Som om de to størrelser kun kan vurderes i sammenligning.

Offerrollen vurderes også i et ulighedsperspektiv. I dag er det sjældent, at to teknologisk og militært ligeværdige parter mødes i konflikt. Ofte er den ene part den anden væsentligt overlegen. I forhold til offer-rollen gælder det selvsagt om at være den militært og teknologiske underlegne part.

Det er næsten en undskyldning for den underlegne part, hvis dens angreb foregår med relativt primitive våben. Omvendt, hvis den militært overlegne part bruger sin teknologiske fordel til fulde, så er det at betragte som suspekt i mediernes øjne.

Vi ser det i øjeblikket, da Israel nærmest klandres for at benytte Apache-helikoptere og F-16 fly til deres opgaver, når de "blot" er konfronteret med Hizbollahs guerilla-krigere med deres simple raketter. Således er der et voldsomt fokus på metoderne der bruges, selv om det strengt taget ikke har noget med situationens politisk-moralske karakter at gøre.

Ligesom det er tilfældet med spørgsmålet om teknologi, så udkæmpes de fleste konflikter i et asymmetrisk forhold imellem en (relativt) vestlig part og en ikke-vestlig modpart. Her skulle man tro, at man havde mere tiltro til den vestlige parts moralske overvejelser i situationen. Men det omvendte er tilfældet.

Medierne har en tendens til at forvente mere af den vestlige part end af den ikke-vestlige part. For eksempel er Israel med en vis ret kommet under kritik for ikke at være påpasselig nok i sine kriterier for troppernes våbenanvendelse. Dette har desværre kostet civile libanesere livet.

Men medierne er forholdsvis tavse, når det gælder palæstinensiske militser og Hizbollahs målrettede raketangreb på israelske byer, med det formål at maksimere civile tab. Man skulle tro, at dette vil gøre israelerne til ofre, men medielogikken tilsiger, at den "primitive", ikke-vestlige part (altså Hizbollah) ikke skal holdes til samme moralske målestok som Israel.

Som sagt, nyheder er i et vist omfang underholdning, og derfor spiller drama med i fastsættelsen af offer-rollen. Med nyhedsdominansen fra tv får vi en væsentlig del af vores nyhedsindtryk fra valget af visuelt materiale og "vidneudsagn".

Som i tilfældet med antallet af dræbte fastlægges offer-rollen ud fra spørgsmålet om, hvem der har lidt de største tab. Her gælder det dog, hvem der kan have de mest hjerteskærende udtalelser og hvilket billedmateriale, der virker mest voldsomt. Topmålet sikres når nyhedsoplæseren med alvorlig mine udtaler, at "følgende scener kan forekomme voldsomme".

Brugen af "vidneudsagn" fra folk fanget i situationen kræver en særlig kommentar. Ofte "overtager" disse mennesker den egentlige nyhedsformidling, da deres udsagn meget sjældent bliver mødt med kritiske kommentarer eller udsættes for tilbundsgående baggrundsresearch.

Det nærmest antages, at disse mennesker har en uantastelig troværdighed med hensyn til sagens rette sammenhæng. Deres "historier" (som kan være mere eller mindre præcise) bliver nyhedshistorien.

I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at medier i mere end et tilfælde er blevet trukket gevaldigt rundt ved næsen af aktører med det formål at fremme en særlig politisk agenda.

HVIS VI skal summere op, så er det ideelle "offer" den part som har lidt flest tab, som har den dårligste teknologi, som er ikke-vestlig, og som har de mest dramatiske historier at fortælle det omrejsende medieshow.

I Mellemøsten er der vel næppe nogen, der passer bedre til den medieskabte offer-rolle end libaneserne og palæstinenserne.

Altså, vi opnår et andet moralsk resultat, hvis vi følger medielogikken frem for international lov. Medielogikken fremhæver Libanon/Hizbollah som ofre. International lov siger, at Libanon svigtede sit statsansvar og nu betaler prisen.

Problemet er selvfølgelig, at medielogikken er en størrelse, der er let at manipulere hvis man er kynisk. I Teheran og Damaskus, samt i hovedkvarterene for Hamas og Hizbollah noterer man sig sikkert med tilfredshed hver gang, der kommer endnu en medie-formidlet lidelseshistorie fra Libanon eller de besatte områder.

Medielogikken gør, at disse grupper har en interesse i at skabe så megen konflikt og lidelse som muligt, så længe de hele tiden holder sig for øje, hvordan medielogikken tildeler offerrollen. Det har Hamas og Hizbollah gennemskuet. De vidste, at Israel nødvendigvis måtte reagere på deres aktioner - det tilsiger grundlæggende statsræson - og at dette uundgåeligt ville føre til endnu en pr-katastrofe for Israel.

Så hvad kan vi lære? Man kunne ønske sig, at medierne brugte mere tid på baggrundsanalyser i stedet for på nyhedsdrama. Men nyheder er underholdning, og det presser på for at gøre det moralske spørgsmål let fordøjeligt.

Derfor skal vi ikke forventer revolutioner på denne front. I stedet skal vi som borgere konstant holde en reflekteret og kynisk distance til det mediedrama, vi dagligt præsenteres for.

Alan Klæbel, Randersgade 61, København Ø, er ph.d.-stipendiat.

Moral og medielogik

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce