Tronfølgeloven skal snart ændres, og jeg spørger: Er det rimeligt, at man fortsat kan arve landets fornemste embede uden nødvendigvis at være kvalificeret til det?
På et tidspunkt skal grundloven ændres, så de to køn får lige adgang til tronen, og de fleste mennesker i dette land vil sikkert mene, at det er særdeles rimeligt.

I forbindelse med denne ændring er det sandsynligt, at nogle af de politiske partier, specielt dem til venstre, vil foreslå, at når man nu er i gang, kan man lige så godt samtidig foreslå et par andre ændringer, f.eks. at afskaffe regentens underskrift på de love, Folketinget har vedtaget, for regenten har jo ingen valgmulighed. Han eller hun skal underskrive lovene, uanset om man sympatiserer med lovene eller ej.

Ville en regent tøve med eller nægte at underskrive en lov, ville det straks afstedkomme politisk uro både på Christiansborg og ude i landet med krav om monarkiets afskaffelse. Den nuværende underskrift er for så vidt en tom og overflødig handling, som man lige så godt kan afskaffe. Det samme må så også gælde de udnævnelser, som reelt foretages af ministrene og ikke regenten.

Man kan også forestille sig, at mange politikere, specielt igen på venstrefløjen, vil mene, at tiden er løbet fra den såkaldte "dronningerunde", hvor regenten inddrages i en lidt kompliceret regeringsdannelse. Regenten skal efter deres mening ikke have politisk magt. (Jvf. de ændringer man har foretaget i Sverige.)

Og hvad bliver der så tilbage? Ja, der bliver vel ikke stort andet end de repræsentative pligter. Regenten åbner udstillinger, påtager sig protektorater, modtager fremmede statsoverhoveder og rejser sammen med ægtefællen rundt i landet og kaster glans over jubilæer og andre festlige arrangementer.

Den hjemmefødte regent ved, at sådan forholder det sig, idet han eller hun fra barnsben er opdraget til det. Men for en ægtefælle, der kommer udefra, vil det være nyt og måske også overraskende.

Som bekendt er det i vore dage ofte svært for prinser og prinsesser at finde ægtefæller med blåt blod. Det kan vel forklares med, at der er færre monarkier end tidligere, og at de kongelige i dag i højere grad blander sig med det menige folk, end deres bedsteforældre gjorde.

Men disse borgerlige personer skal helst komme fra udlandet. Jeg ved ikke, om det er fordi man synes, det er mere spændende, eller fordi man nødig vil have svigerfamilien alt for tæt på.

Men man kan nemt forestille sig, at det vil være noget af en kolbøtte for en udlænding at skulle optages i en kongefamilie. Ikke blot skal man lære et nyt og for én malebarisk sprog, men man skal også lære den royale adfærd og etikette, som jo er noget helt andet end det, man kom fra. Og man skal desuden acceptere, at den uddannelse, som man i sit hjemland måske har brugt adskillige år på at tage, den kan man ikke bruge i det nye land.

Hvis man havde drømt om at blive sagfører, diplomat, læge, gymnasielærer eller noget andet, må man kvitte denne drøm. Nu skal man åbne udstillinger (helst med en ny hat på hver gang), være protektor for velgørende organisationer - og hvis man er kvinde, føde børn.

Her kan man regne med stor modtagelse og megen opmærksomhed. Men til gengæld må man så også finde sig i medier, som ikke bare er interesserede, men som også nemt bliver kritiske. Man vil se resultater som tak for den fornemme titel og den høje apanage. Hvis det nye medlem af kongehuset ikke hurtigt lærer at tale det nye sprog flydende og helst uden accent, kommer der kritik.

Som bekendt er det specielt billedbladene, der dyrker det kongelige stof. Man behøver ikke at købe disse blade for at få et indtryk af, hvad de skriver. Forsiderne fortæller tilstrækkeligt til at antyde, hvor tæt man maser sig ind på den kongelige familie. Urimelig tæt vil nogen mene.

Men mange mennesker nyder at læse beretningerne, og bladenes redaktioner ved, at der er salg i den slags journalistik, så der kan tjenes penge på det. Og kritik bliver normalt afvist. Der er ytringsfrihed i et demokratisk samfund. Og med den høje apanage, de kongelige får, må de finde sig i mediernes interesse for dem. Ja, næsten være taknemmelig, fordi de mange historier og billeder vedligeholder interessen og sympatien for monarkiet.

De fremmede personer, der ved ægteskab bliver medlem af det danske kongehus, skal samtidig være medlem af folkekirken, og da folkekirken er luthersk-evangelisk, må de personer, der eventuelt tilhører en anden trosretning, konvertere til den luthersk-evangeliske kirke.

Det må være tilladt at mene, at det er problematisk, for ikke at sige urimeligt, at tvinge mennesker til en religiøs opfattelse, som eventuelt er i modstrid med deres ærlige overbevisning.

Der er næppe nogen tvivl om, at der i dagens Danmark er flertal for monarkiet.

Men jeg håber, det kan tillades, at jeg et øjeblik prøver at antyde, hvordan det ville se ud, hvis vi i stedet havde en republik. Ikke efter den amerikanske eller franske model, slet ikke, men noget, der ligner det, man har i Finland, Island, Tyskland og andre steder, og som mig bekendt fungerer udmærket.

Her er præsidenten statsoverhoved uden politisk magt. Og det behøver ikke at være kedeligt.

Ligesom et kongepar kan præsidenten med ægtefælle køre i guldkaret med garderhusarer foran og bagved ved forskellige lejligheder, og selvfølgelig skal der være en livgarde, der i flotte uniformer dagligt bevogter præsidentpalæet.

Et vægtigt argument for republikken vil bl.a. være, at præsidenten normalt er i 50-60 års alderen, og det betyder, at billedbladene ikke har anledning til og mulighed for at interessere sig for præsidentparrets børn fra før, de er født. En interesse og nysgerrighed, som billedbladene typisk har i et monarki. (Kan man se en lille bule under kronprinsessens spadseredragt?) Præsidentparret er også fri for at skulle præstere en arving.

Det er en almindelig opfattelse, at der er noget ophøjet ved de kongelige personer. Det skal man have lov til at mene. Gælder det også de borgerlige, der ved giftermål er blevet prinser og prinsesser? De er vel i hvert fald i en vis udstrækning mennesker som alle os andre med gode egenskaber, fejl og mangler, styrke og skrøbeligheder. De får de samme sygdomme som alle os andre, og de lever lige så kort tid eller længe som de mennesker, hvis blod ikke er blåt, men rødt.

Er monarkiet en anakronisme i et moderne demokratisk samfund? Er det rimeligt, at man fortsat kan arve det, der betragtes som landets fornemste embede uden en garanti for, at man er kvalificeret til det? Det kunne man vel egentlig godt tænke lidt over.

erik brygmann

Fynsvej 4, Asperup