Historien om totalfredningen af skarven tilbage i 1980 er til at få gråd i halsen over. I 20 år rasede skarv-krigen, men hvad kom der ud af den?
Det burde få os til at dreje hovedet med et ryk.

Men nej, mange tåler ikke den tanke, at miljøfolket har eksperimenteret og gjort store fejl i naturen. Jamen, hallo, ingen er ufejlbarlige og sidder på sandheden.

Miljøminister Troels Lund Poulsen har fået Folketinget til at godkende en opstramning af miljøreglerne. Ny lov betyder ubetinget ansvar og lammende store bøder for at ødelægge naturen, uanset om skaderne er sket bevidst eller ved et hændeligt uheld. Men så må Miljøministeriet også selv betale for skam og skade.

Ét eksempel: Skarven, som blev totalt fredet i 1980.

Den historie er til at få gråd i halsen over.

Skarven var klassificeret som et skadedyr, en grovæder af en sort fugl, der aggressivt fordriver andre fugle. Hver skarv æder cirka et halvt kilo friske fisk om dagen; mest ål, ålekvabber, lask, sild og fiskeyngel.

Fuglen dykker gerne ned til bundgarn, når den jager og skamhugger fiskene i nettet til fiskernes fortvivlelse. Fiskerierhvervet har fået mange begrænsninger og mindre og mindre kvoter, der er færre fiskekuttere på havet og i havnene end nogen sinde før, men skarver må tage alle de fisk, de orker. Nej, fiskeripolitikken hænger ikke samme.

På mange bundgarnspæle sidder de grimme, langhalsede, sorte skarver, tørrer vingerne og venter på, at der kommer fisk forbi, haps, skarven er en skarp svømmedykker, og har kostet mange fiskerne deres erhverv og livsglæde.

Skarven breder sig i kæmpestore, skrigende kolonier på øer og sandbanker, bygger reder på jorden eller oppe i løvtræerne. Fuglenes ætsende afføring skider lodsejernes træer til døde, så landskaber med en skarvkoloni ligner et goldt, hvidt månelandskab, der stinker.

Når man læser i materialet for og imod skarvens totale fredningen, bliver man overvældet og forbløffet. Det her er ikke til at smile ad. Total fredning af skarven var en sag, der gik over alle breder. Himmel og hav, hvilke ubegrænsede resurser, arbejdstid, møder, store ord, rapporter, analyser og offentlig arbejdskraft er der ikke brugt på den ene fugl - igennem to årtier!

For fuglens fredning var en stribe miljøministre fra Erik Holst til Svend Auken, fulgt op af Fødevare-og Miljøministerierne, departementer og styrelser som Skov- og Naturstyrelsen, folk i EF´s fugleudvalg, Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Folketingets Miljø og Planlægningsudvalg, de politiske partiers miljøordfører, samt private interesseorganisationer om Dansk Ornitologisk Forening, Dyrenes Beskyttelse, Naturrådet og Danmarks Naturfredningsforening, sidst nævnte havde sin storhedstid i 1980-90, hvor betalende medlemmerne strømmede ind.

I mere end tyve år kørte skarv-krigen, så man må snappe efter vejret.

Imod total fredning af skarven var blandt andet Danmarks Fiskeriforening, Dansk Kystfiskerforening, Erhvervs-og Fritidsfiskere, Foreningen Kyst, Land og Fjord, Landsforeningen Levende Hav, Dansk Fritidsfiskerforbund, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark samt Lodsejerne. Her mente man, at skarven skulle holdes nede, men ikke udryddes.

Man indsamlede stabler af rapporter som skarvens trussel imod fiskebestanden, rapporter, som man følte, ikke blev læst. Skarven var lige midlet til at gøre livet fattigere for alt i nærheden.

Man afholdt store protesterende folkemøder, som anklagede miljøfolket for, at de, i deres over-iver efter en "ædel" sag at kæmpe for, havde forrykket den økologiske balance i naturen, for skarven åd det hele. Hør på os ude på landet.

For uden fjender var antallet af skrigende, sorte skarver i Danmark vokset til omkring 41.000 par, dertil skal lægges ældre og unge fugle, der ikke er avledygtige, så reelt er et par lig med fem fugle. Det var helt vildt. Tilbage i 1960 var der kun 500 par skarv i hele landet.

Hvorfor overdrev miljøfolket sådan og spandt sig ind i stejle tanker? Fra 1904-26 udbetalte det daværende Fiskeriministerium en præmie på 1. kr. pr. aflivet skarv, havde det bare været for sjov?

Tiden gik. Man halede i sagen fra begge sider, som to katte i ét åleskind. Imens voksede antallet af skarvkolonier.

I Brændegård Sø på Fyn havde en koloni på ca. 6.000 skarv skidt både søen og skoven ihjel. I Skive-Nissum-og Ringkøbing Fjord fortærede skarver i susende flokke næsten al fiskeyngel, de unge fladfisk og laks, der skulle ud i havet.

Skarven fulgte i morgengryets skrå belysning efter i fiskekutternes kølvand ligesom måger. Se fuglene kom brusende og formørke luften ved Horsens-og Roskilde Fjord eller Limfjorden, jamen, det gøs i en, som i Alfred Hitchcocks film: "Fuglene".

Skarvbestanden ved Limfjorden blev mere end tidoblet fra 1990-2000, hvor cirka 20.000 skarver jagtede efter føde i Limfjorden, alene her åd skarver cirka 10 tons fisk hver eneste dag.

Men ornitologerne, som på landet har øgenavnet "gratisterne", fik fingrene i mange dejlige naturområder ved kysterne og hamrede straks Adgang forbudt-skilte ned i jorden, for nu var her et reservat, kun med adgang for dem selv.

Endda Københavns Kommune fik afslag på at måtte begrænse de talløse skarver på Fugleøen i Sortedams Dosseringen på Østerbro.

Miljøstyrelsen og Dansk Miljøundersøgelse ved Århus Universitet skrev flere og flere arbejdsrapporter.

I 2004 var yngelbestand af skarver koncentreret i 23 kæmpestore kolonier nær Bælter og i Smålandshavet. Og det steg i 2006 til 41.

Efter meget tovtrækkeri, uoverskuelig mængde af tid og penge, analyserer, bekendtgørelser, forvaltningsplaner, grublerier over tekniske afværgemekanismer, nedsættelse af skarvforvaltning, skarvudvalg, offentlige høringer, arbejdsgrupper, brevvekslinger og mødereferater - så skete der ingenting, sagen kom ikke ud af stedet, men det religiøse begreb "miljø-synder" kom i munden. Miljøfolket trampede frem, for jorden er vel til at træde på.

Men så vender Svend Auken som på en tallerken - og totalfredningen bliver opgivet, som med et skuldertræk; en fejl, ha, ha, game over. Bestanden skal ned!

Hele legen havde været til ingen verdens nytte, og systemet vender gradvis tilbage til udgangspunktet. Det blev tilladt fiskerne at skyde skarver indtil 500 m fra faststående fiskeredskaber. Grundejerne må skyde skarver, som vil lave nye skarvkolonier. Men ulykkerne blev ved, for fuglene er sky og svære at komme på skudhold af.

Så sendte Skov-og Naturstyrelsens Overvågningskontor folk ud med syle på Fjandø i Nissum Fjord for at gennemdolke 3.000 æg i 620 reder.

Senere i hele landet gik man over til at gå krumbøjede rundt og smøre i titusindvis af æg i reder med paraffinolie, så æggene ikke klækkedes.

Men havde miljøfolket fra starten lyttet til erfarne fiskere og lodsejere, havde hele det kolossale og langvarige arbejde været komplet unødvendigt.

Fiskerne er samfundets urgamle jægere, de lever ude under stjernehimlen i al slags vejr, bundet af virkeligheden og har roligt kunnet tænke naturens kredsløb til ende - fra længe før Miljøministeriet og Dansk Ornitologisk Forening blev skabt.

Men med skarven-sagen følte stenbroens miljøfolk, at de havde fat i en god sag, som ikke tålte at blive taget af ilden. Deres ukyndige handlinger viste en tro på, at deres styrke var uden ende, som kunne de dreje vinden efter deres eget hoved.

Men reelt havde miljøfolket hjertet på albuerne og nægtede at lytte til landbefolkningen; det var dem ubehageligt. Derfor endte miljøfolket med at ødelægge miljøet og naturens kredsløb, fordi de havde så meget andet at tænke på. Der var så mange store ord at få på tungen, som kunne de ikke føle sig selv, uden at være i modsætning til landbefolkningens erhverv.

Ak, det er en gammel historie, der ikke kan blive ny mere. Men der er en ubetalt regning.

Ifølge miljøminister Troels Lund Poulsens nye regler skal staten og de private interesseorganisationer se at få vendt lommerne, genoprette hvad skarvkolonier har ødelagt af natur for lodsejerne samt betale fiskerne for ødelagte bundgarn og tabt arbejdsfortjeneste. Lighed for loven.

For den sidste skarvkolonis skrigeri er ikke hørt i blæsten, som omsuser landet. Det er ikke forbi, og det er ikke godt.

ulla dahlerup

Eivindsvej 49, Charlottenlund, journalist og forfatter