Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Miljøfolk må stå til regnskab


Miljøfolk må stå til regnskab

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

På trods af direktoraters og ministeriers indførelse af skrappe miljøkrav har vi flere sprøjtegifte i fødevarerne end nogen sinde før. "Æblekrigen" er et billede på fiaskoen

"Det kan du tage gift på," lyder et slagord.

Jamen på hvad?

På at også miljøfolket må stå til regnskab for, hvad de har lavet af grove fejl i de sidste årtier. For statens miljøfolk har eksperimenteret meget og er ikke ufejlbarlige. Tag nu bare æblekrigen.

I 2002 havde vi kun 428 æbleplantager tilbage.

I 2005 var tallet faldet yderligere til 381. (Ifølge Dansk Gartneri).

Det er dog mange at mistet.

Miljøfolkets andel i nedlæggelserne kan ikke bare fejes af bordet med ordet: Udviklingen.

Tidligere var det et smukt syn at køre omkring på Fyn og i Sydsjælland. Om foråret stod plantagerne med et gys af hvide og lyserøde blomster, i det kølige efterår bugnede plantagerne af moden frugt.

Træerne dengang var højere, så man måtte op på en lang stige for at plukke æbler, et roligt drej på stilken, og så æblet forsigtigt ned i kurven. Hvem husker ikke smagen af et modent æble, som lå nede i det kølige græs en dugklar morgen?

Eller en efterårsdag med støvregn, hvor man fra træet plukkede et friskt Ingrid Marie, et Gråsten eller et Cox´s Orange æble og fyldte sin næse med æblets skønne duft?

I dag er der få erhvervsplantager tilbage på Sydsjælland, ligesom der er få kreaturer og gårde tilbage på markerne, et landskab med stille arbejdsomhed er borte, begravet i jordens dybe minder.

Cox´s Orange er vores dejlige, nationale æble.

Engang fandtes der 333 æblesorter i Danmark, i dag på det kommercielle marked er der kun ca. 8 sorter tilbage. Miljøfolkene indenfor det offentlige har stillet mange bidske krav til miljøet i æbleplantagerne, med det "strålende og hellige" resultat, at mange danske erhvervs- æbleplantager ikke kan klare sig i konkurrencen med billige, importerede æbler.

Det er en underlig fortælling og giver ingen mening på bundlinien.

På vores køkkenbord står fem skåle med to kg. æbler i hver, indkøbt i forskellige supermarkeder i Charlottenlund og omegn.

Æblerne er ikke danske, men dyrket i lande indenfor og udenfor EU. Jamen, æblerne er plukket umodne, sminkede, bonede eller så sprøjtede, at de er næsten uden smag, aroma eller saftighed. Jo længere væk æblerne kommer fra, som Sydafrika eller Chile, jo mindre friske er de selvfølgelig.

De værste af dem svier på tungen og er uspiselige rå. Importerede amerikanske æbler kan være gasset op med stoffet SmartFresh, så de kan holde sig "friske" i op til et år. Bank æblet ned i bordet og det får ofte et lilla farvet stødmærke. Selv importerede øko-æbler må sprøjtes med svovl og kobber. Udenlandske avlere kan bruge mange flere bekæmpelsesmidler for at undgå skadedyr og sygdomme end avlerne må herhjemme.

Efter en uges tid får vores æbler i skålene et sygt, ligesom punkterede udseende, ingen blev naturligt rynkede og brunligt rådne.

Himmel! Er den elendighed resultatet af årtiers enormt aggressive miljødebat omkring de små selvstændige i et urgammelt landbrugserhverv. Hvilken sejr!

Vi har nogle af verdens skrappeste og dyreste miljøkrav, restriktioner og begrænsninger, som går helt ned til smålig plagsomhed. Hvilken fiasko for Miljøministeriet, Ministeriet for Fødevare, Landbrug og Fiskeri, Fødevaredirektoratet, Plantedirektoratet, Miljøstyrelsen, Direktoratet fra FødevareErhverv osv., osv. at meget af deres arbejde har været til mere skade end gavn.

For på trods af alle love imod sprøjtede æbler, har vi forbrugere fået endnu flere giftsprøjtede æbler end nogen sinde før - bare som import fra andre lande. Det var jo ikke ideen, at så mange danske erhvervsplantager skulle gå ned, mens det vælter ind over grænserne med oversprøjtet, dårlig frugt - men det er resultatet, som ikke kan benægtes.

I supermarkedernes kæder sidder der 2-3 indkøbere, de køber ind til hele redeligheden og lader 70 % af markedet domineres af de stærkt sprøjtede udenlandske æbler, fordi de er de billigste.

Konkurrencen er blevet for hård og unfair. Også plukkernes arbejdsløn er dyrere hos os end f.eks. i Portugal og Italien, og supermarkederne vil ikke betale en merpris for danske æbler, så hellere hælde billigt skidt i truget til kunderne.

Vi forbrugere i byerne burde lade være med at købe æbler udenfor sæsonen; højsæsonen for danske æbler er fra september til november, og ender ved juletid med bl.a. de røde Pigeoner.

I den mørke tid fra 1990 til 95 ønskede EU at nedlægge æbleplantager. 145 danske frugtavlere turde ikke mere tro på fremtiden og valgte at fælde deres plantager for et beskedent beløb. Mange gav op i lede ved miljøfolkets arrogance, ydmygende kontrolbesøg og det krævende bureaukrati.

Men at fælde alle de plantager medførte så store menneskelige tragedier, at det svimler for en, det var nederlag, der føg ind over familier som kolde haglbyger.

Jeg husker et besøg i 1994 på en større plantageejer i Sydsjælland. Den velholdte gård lå i et bakket terræn, ude på gårdspladsen stod et stort egetræ, hvor fugle kvidrede. Men stemningen var trykket, for en gåtur udover markerne viste, at alle plantagens træer var fældede og kørt væk.

Tilbage stod endeløse rækker af små træstubbe, hektar efter hektar, det lignede et mærkværdigt offersted efter en rettergang, eller en slagmark hvor kæmper havde gået bersærkergang; nu var her stille, dødt og færdigt. Ikke fordi æbletræerne havde været syge, men fordi miljøkravene var det.

Det er svært at affinde sig med miljøfolk, der tror at tjene livet ved at ødelægge det for andre.

I plantagen havde der ellers været skurv-varsler i træerne, så der kun blev sprøjtet, hvis et træ blev angrebet af skurv, svamp eller andre plantesygdomme, men det var ikke godt nok i datidens øjne.

Til sidst gav den ranke, dygtige landmand op og sagde ja til en uønsket nedlægningsordningen, for der var kommet flere onde end gode dage på gården.

Vi sad i stuen og snakkede dæmpet om nederlaget, familien var meget ked af det på en stille måde, et livsværk var blevet fældet, træer som landmanden havde podet på, fremavlet og værnet om i hele sit arbejdsliv.

Han gik ud ad stuen, kom tilbage med en skål af sine sidste gyldne Guldborg æbler og bød rundt. Da løb det sammen for mig, også jeg fik tårer i øjnene, og jeg har aldrig, hverken før eller siden, spist et æble, der var så sprødt og velsmagende. Familien på gården havde ikke fortjent det her, det var som et smerteligt stik i hjertet. Nej, det var ikke rigtigt, at det var gået sådan for en dygtig avler.

I dag på vores køkkenbord står 10 kg. sminkede, punkterede, importerede æbler - i morgen ryger de i skraldespanden.

Det er længe siden, der har været fest i de danske erhvervsplantager.

Det her er vi nødt til at snakke om, for der skal ske noget nyt i miljøsagen.

Miljøfolkets svaghed er, at de vil diktere, vise vej, kontrollere, og de anerkender ikke en fagmand, som har arbejdet med sine træer uden at ænse blæst og regn, fra længe før Miljøministeriet blev oprettet. Det er, som om embedsmænd tænker: "Af vejen med alt, hvad der ikke er os. Os tilhører naturen." De har deres skrivebordsteorier, rutscher omkring på møder i det lukkede system og miskender praktisk "folkelig" viden og erfaring.

Jamen, forkyndelsen af "den rene lærer" fører til næsten altings forvirring. Tænk hvis miljøfolket i ministerier, styrelser og departementer ikke mere ville nedlægge og begrænse, men bevare.

Det ville være en nyhed!

ulla dahlerup

Eivindsvej 49, Charlottenlund er journalist og forfatter

Miljøfolk må stå til regnskab

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.