Menneskepligten er desværre smidt ud


Menneskepligten er desværre smidt ud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Menneskerettighedserklæringen har skabt egoistiske og selvcentrerede mennesker. Måske fordi vi totalt har glemt menneskepligtserklæringen. Men den findes

Demokratiet holdt sit indtog i det tyvende århundrede. Lidt slæbende i starten, men i tiden op til 2. verdenskrig faldt de funktionelle værdier på plads. De øvrige ideologier, kommunismen og fascismen styrkede angiveligt demokratierne yderligere i perioden.

Under 2. verdenskrig led de demokratiske holdninger stor skade i de fleste europæiske lande. Samarbejdspolitik og landsforræderi på regeringsplan var hverdagskost i de besatte lande! Kun Norge kunne efter 2. verdenskrig være sig selv bekendt.

De øvrige demokratiers løsagtighed gjorde dem ikke værdige til prædikatet "allierede" under 2. verdenskrig. Måske burde man allerede dengang, i 1945, have registreret demokratiernes svagheder. Ikke mindst Danmark bar skammen med sig gennem hele krigsperioden. Socialdemokratiet brillerede som okkupationsmagtens svorne partner. Loyaliteten til de allierede var fraværende og det demokratiske underskud var synligt allerede dengang.

Freden og den kolde krig kaldte demokratiet frem på ny. Skammen skulle begraves og kommunismen skulle besejres. Demokratiet og de frie markedskræfter skulle vinde det globale herredømme. Den vestlige verden rykkede sammen og ved brug af de nødvendige værktøjer, hvor markeds-økonomien var det væsentligste, vandt man mod slutningen af det tyvende århundrede den endelige sejr?

Demokratiets fundament, afbalancering af pligter og rettigheder, fik i efterkrigstiden trange kår. Den nye generation af politikere købte stemmer med rettigheder og afskrev pligter. Kun bugnende statskasser og enorme skattestigninger kunne finansiere populisternes indtogsmarch.

Langsomt og næsten umærkeligt udviklede demokratiet sig til sin egen modsætning. Noget der lignede "Planøkonomien" blev en nødvendig forudsætning for bevarelse af regeringsmagten.

Borgernes penge blev efterhånden i væsentligt omfang administreret af politikere og embedsværk. Årsagen var enkel, det politiske establishment lod sig vælge ved rundhåndet uddeling af rettigheder og fravær af pligter.

Det betød, at det offentlige system forsørgede en større og større andel af befolkningsmassen. Mennesker på overførselsindkomst og ansatte i det offentlige system udviklede sig epidemisk. En mindre og mindre del af befolkningsmassen skulle ved produktion brødføde en stadigt stigende befolkningsmasse på overførselsindkomst. En uholdbar situation der nærmede sig planøkonomiens værste scenarier. Man byttede rettigheder for stemmer og fravalgte pligternes nødvendighed.

Menneskerettighedserklæringen af 1789 bidrog til at skabe det egoistiske, selvcentrerede menneske. Imidlertid var den franske, lovgivende forsamling opmærksom på problemet og vedtog derfor d. 22. august 1795, den nødvendige Menneskepligtserklæringen ( La Déclaration des devoirs de l'homme et du citoyen). Siden er den blevet gemt og glemt. Resultatet af dette fravær er ikke udeblevet

Det har til alle tider været en gylden regel, at rettigheder og pligter skulle afbalanceres. Når konventet i 1789 ikke påtog sig udformningen af den nødvendige afbalancering af menneskeretserklæringen, skyldtes det angiveligt revolutionstidens turbulente forhold og angsten for massernes blodrus. Fornuften blev indfanget 6 år senere, balancen mellem pligter og rettigheder blev genoprettet. Menneskets pligt overfor samfundet og overfor hinanden blev lovfæstet.

Hvad der har bevæget de næste 200 års politikere til at glemme pligter og hovedsageligt dele ud af rettigheder er ikke svært at forstå, når det iagttages, at magtens mænd, fra demokratiets indførelse, skulle vælges til deres embeder. Rettigheder giver stemmer. Pligter gør det ikke!

Parlamenterne i den vestlige verden, står i dag med det problem, at de har uddelt rettigheder og privilegier uledsaget af afbalancerende pligter. Pligter, som at tage vare på sig selv, på sin familie og på sit land. Sidstnævnte viste sig med al tydelighed under 2. verdenskrig, de øvrige forhold gjorde sig især stærkt gældende i sidste halvdel af det tyvende århundrede.

Samfundet gøres i dag ansvarlig for borgerens problemer af enhver art. Rettighedernes mængde levner ikke råderum til den enkelte borgers personlig pligt og ansvar. Borgernes krav til og behov for rettigheder er umætteligt. Til gengæld stemmer man gerne på de mest gavmilde politikere. Et selvdestruktivt system som lever på lånt tid!

I den vestlige verden planlægger mennesket sin pension i 20 års alderen og er tjenlig til førtidspension, når det er halvtreds år. Arbejdstiden er reduceret til det halve i dette århundrede, medens nedslidningen af mennesket er eksploderet.

Der stilles sjældent kritisk spørgsmål til pensionsiver eller nedslidning. Psykosomatisk indstiller mennesket sig på de givne regler og normer og så retter livet, helbredet og psyken sig efter de givne muligheder.

Det kan forekomme mærkværdigt, at et samfund som det danske kan fungere med godt en million mennesker på overførselsindkomst, knapt en million ansat af staten til servicering og kontrol og den resterende del, godt en million (når børn og unge under uddannelse regnes fra), skal skabe indtægtsgrundlaget til dækning af rettigheder og privilegier.

Få tror det holder i længden, langt de fleste har indset at rettighedernes mængde og pligternes fravær vil skabe økonomisk kaos og politisk ustabilitet i en ikke fjern fremtid.

Det er en umulighed at gå baglæns med hævdvundne rettigheder, det kræver revolutioner, og sådanne optager ikke et folk indsyltet i rettigheder og forsørgelse.

Den højaktuelle situation med ændringer i førtidspensionerne viser med al tydelighed, hvor svært det er at demontere hævdvundne privilegier. Frihed, lighed og menneskeret blev til under slagordet solidaritet, men med tiden er det endt i en urskov af grupperingers egotrip. En gang råbte man højt "første maj" - nu råber man " først mig "!

Der lyder ramaskrig når folkestyret fortæller de de unge, at studierne skal gennemføres på normeret tid eller at "café tilskuddet " skal bortfalde. Det findes naturligt, at de unge protesterer og kræver bevarelse af hævdvundne rettigheder, - sådan er de nu en gang opdraget.

Politikerne lytter og vurdere stemmepotentialet og frafalder tiltagene. Pligternes nødvendighed er ikke kommet til de nye generationer med modermælken. Hvem bærer ansvaret? Kollektiv børnepasning, udøvet af pædagoger som er uddannet i privilegiernes verden, er den opvoksende ungdoms væsentligste, måske eneste, adgang til holdning og dannelse.

Dette århundredes politikere har stået som formidlere af et overbud af rettigheder uden tilhørende pligter. De gjorde sig det ikke klart, hvad tabet ville være ved fravær af pligter og overbud af rettigheder.

Taberne var de svagest funderede. Dem man havde svoret solidaritet, de svageste, svigtede man mest. Svag fundering er ikke socialt betinget, undertiden tværtimod. Svag fundering findes i alle sociale lag og det er dér, hvor fraværet af pligter gør mest skade!

Flemming Brylle

Jægervej 11, Dragør, er billedkunstner

Menneskepligten er desværre smidt ud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce