Mellemøst-blues


Mellemøst-blues

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den nye blodige konflikt mellem israelerne og deres palæstinensiske naboer har inspireret kronikøren til at se på den virkelighed, som begge parter må leve med.

Ka du? Ka jeg? Kadima? Det er ikke lykkedes for nogen endnu.

Måske lykkes det for Kadima.

Bosættelser på Vestbredden skal rømmes totalt.

Grænsen skal trækkes op.

Med en fed mur.

Israel for israelere.

Palæstina for palæstinensere.

Et nyt Palæstina vel at mærke. Med nye og andre grænser.

Men er der ikke en grænse?

Er det lykken?

Er det løsningen?

Er den holdbar?

I så fald - for hvem?

Gården i den kristne arabiske landsby i Israel gives jo ikke tilbage til dens oprindelige ejer.

Den har ellers været i familiens eje i 531 år.

Marshoud har stadig skødet gemt i en kuvert i skabet.

I den elendige, kolde og mørke lejlighed et uvist antal km øst for Jeriko.

Bulldozerne kom, soldaterne rømmede byen og fordrev ham og hans familie fra gården.

Dér hvor han var vokset op.

Hans far var vokset op.

Hans farfar og hans far før ham.

Her havde de levet i generationer, side om side med muslimer og jøder.

I århundreder.

I et multikulturelt middelhavs-knudepunkt.

Palæstinensiske folkesange.

Græsk mad.

Jødiske legekammerater.

Men så kom '48.

En krig var slut.

En anden begyndte.

Tak fucking England.

Tak fucking Frankring.

Og skide USA.

Hvordan kan man overhovedet få nogen til at tro på, at det er helt i orden at bede Marshoud og hans familie om at skride fra arvegården og slå sig ned et nyt sted - kaldet Uvisheden.

Uden at eje noget.

Flytte ind i et telt, som senere blev erstattet med lavkvalitetslejlighed på almisser fra Hamas.

Betalt med blod.

Hele familien.

Også den lille nyfødte Yasmin.

Værsgo' at aflevere nøglerne til gården.

Jorden snupper vi sgu også lige i farten.

Hvem kan man få til at tro, at det er o.k?

Mig!

Det er da lykkedes.

Det er blot et spørgsmål om skriveteknik i historiebøger, medier og folkeskoleundervisningen.

Om gården stadig står der den dag i dag, aner Marshoud ikke.

Bor der nu en jødisk familie?

Har bulldozeren kværnet den?

Erstattet den med et amerikansk take-away til sultne russiske emigranter?

Småsulten efter hebraisk undervisning? Snup en Subway!

Godt krydret med umoralsk dressing og selvfedende usyret brød.

Nyd den til udsigten over Genezerath Sø.

Eller spis den i bilen når du holder i kø, på vej hjem til gaden med alle de ens huse med lyshårede beboere som også er ved at lære hebraisk med slavisk dialekt.

Mehonit sheli gdol meot.

Bensona!

Bevakasha!

Toda FN!

Der skulle gå 50 år før man ikke længere blev kaldt for nazist, hvis man mente, palæstinenserne var uretfærdigt behandlet af israelerne.

Historieundervisning har gjort sit.

Medierne har haft deres rolle at spille.

Men til sidst blev det for åbenlyst for enhver.

Vi måtte tage ansvar!

NU ER det et fyord at sige Israel.

Det hedder ikke Jerusalem, det hedder Al Quts.

Det er yt at have israelske venner og holde af landet Israel.

Jødestjernen er blevet synonym med forbrydelser.

Hvem taler om det kollektive mareridt, israelerne lider under dagligt?

Tvunget i hæren i tre år

for piger.

fire år for drenge.

Lige efter gymnasiet.

Alle uden undtagelse.

Dog er de orto-helt-dokse undtaget.

De har travlt med at bygge bosættelser.

Så jøderne bliver hadet endnu mere.

Af palæstinenserne.

Af den unge europæer m/k med politisk korrekte holdninger.

De bosættelser bliver beskyttet af 18-årige soldater.

Af Sarah og Jakob.

Som i øvrigt begge er ateister og meget hellere ville side på Uni og læse hhv. havbiologi og jura.

Men nej.

Du er israeler, det her er din skæbne!

Hold vagt på dit checkpoint!

Ingen søvn i 48 timer.

Hold dig vågen!

For enhver pris!

Drik cola.

Ryg flere smøger.

Skyd lidt.

Bare ikke falde i søvn...

Træt af din skæbne?

Så tag et år til Indien og dyrk yoga, når du har overlevet hæren.

Hvis du ikke er knækket inden

Eller har bedt din kammerat om at brække begge dine ben på dig, så du slipper for at deltage i morgendagens massakre i Libanon.

Smerten i de brækkede ben er at foretrække.

Det er en befrielsens og sødmens smerte.

Som du kan have for dig selv og ligge og hygge dig med under tæppet på hospitalet.

"Så gør jeg da ikke skade så længe" tænker du.

Hellere denne smerte i benene end den i hjertet.

Så kan du ligge og glæde dig til, at årene skrider hurtigt frem, så du endelig kan komme til Indien og glemme alt om det her helvede.

Indien. Landet med andre unge israelere.

Ryg hash!

Send det hjem i kæmpe doser godt skjult i de smukke indiske puder din mor blev så glad for og har sat i sofaen til pynt.

Så har du noget at trøste dig med, når du engang vender hjem til helvede igen, hvor det eneste højdepunkt, er den tilbagevendende ferie i Dahab med vennerne.

Hvert år i oktober.

Mere hash.

Dykke med delfiner

og blondiner.

Her er du også hadet.

Omgivet af egyptere.

Men du har pengene, så de er venlige og tilbyder billig hash.

Her møder du europæiske unge der også ryger hash og snorkler i koralrev.

Som hader dig.

Fordi du er israeler.

Derfor

Og ikke andet.

Det er din skæbne.

Hold dig vågen.

For enhver pris.

Unge europæere, som engang syntes du var for fed.

Fordi du var israeler.

Derfor

Og ikke andet.

Fordi det var synd for dig efter Anden Verdenskrig.

Og kun rimeligt at du og dine fik landet Israel.

Men det er ikke længere politisk korrekt.

Så nu skal man hade israelere.

Mon israelerne hader os?

Frankrig

England

USA

FN

Ka de li os?

Ka vi?

Kadima?

Rebecca Venca Simonsen, Sdr. Fasanvej 87, Frederiksberg, er kunde- og personalekonsulent samt billedkunstner.

Mellemøst-blues

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce