Vi må se at komme den etnocentrisme og ekstremisme til livs, som forpester vores syn på alle dem, der ser lidt anderledes ud
Det kan være værdifuldt at se på nutidens udlændingedebat med sine racistiske undertoner i et socio-historisk perspektiv, for det bliver hurtigt klart, at mange danskere har samme syn på "de fremmede", som man havde for 100 år siden. Rejseforedrag, rejselitteratur og rejsefilm var i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af det 19. meget selvforherligende eller etnocentrisk, tydeligvis præget af århundreders imperialisme og sejlivede myter om den vestlige kultur.

Filmforedrag eller bøger fra et lands kolonier har før i tiden fungeret som en grundpille til den nationale stolthed. Igennem de fremstillede reportager fra kolonierne voksede nationalfølelsen og den nationale stolthed hos borgerne over moderlandets styrke, hvilket blev udtrykt gennem dets udenlandske besiddelser.

Kolonimagten kunne se det fordelagtige i befolkningens opbakning og støttede derfor gerne officielt eller finansielt filmrejser eller ekspeditioner ind i områder af landets besiddelse. Således håbede de på accept til yderligere investeringer i kolonierne og deres videre udvikling.

Thomas Clegg gjorde opmærksom på filmens kvaliteter i denne henseende allerede i 1910, da han skriver følgende i det amerikanske tidsskrift, Moving Picture World: "Kolonimagterne har længe kendt til biografernes evne til at vise koloniens vigtighed, værdi og skønhed. Således at befolkningen måtte ønske at emigrere dertil, men også for at sikre mere kapital til koloniens fortsatte udvikling".

Men litteraturen og filmene om de fremmede lande viste også en manglende forståelse for de fremmede eller måske snarere foragt for de indfødte. En rejseforedragsholder som Burton Holmes (Storbritannien), der rejste fra 1890 til 1910, var ikke med til at skabe en mere humanistisk opfattelse af fremmede kulturer eller en reel indsigt i deres levevis. Generelt var foredragsholdere i højere grad med til at sætte glød under en nedværdigende opfattelse af fremmede kulturer. For eksempel talte Burton Holmes om marokkanere som værende "tilbagestående og barbariske".

Martin og Osa Johnson (USA), der lavede safarifilm, er berygtede for deres behandling af de indfødte, som de udsatte for nedværdigende situationer, hvor formålet udelukkende var at gøre dem til grin. I Simba (1928) ser man, hvordan en gammel stammekriger, forsøger at åbne en ølflaske med en oplukker, og hvordan en indfødt kvinde hjælpeløst forsøger at smukkesere sig med indholdet i en pudderdåse.

Denne type nedsættende behandling af "de sorte" var heller ikke usædvanlig i rejselitteraturen. Det var på samme tidspunkt, der blev tænkt racehygiejniske tanker, og koloniseringen af store dele af verden var på sit højeste. Opfattelsen af, at "det ariske folk" var overmennesker, blev et kollektivt værdigrundlag blandt mange hvide i begyndelsen af det 19. århundrede.

Opfattelsens rødder kan blandt andet søges i filosoffen Nietzsches Übermensch-teori samt forkerte udlæggelser af Darwins evolutionslære (socialdarwinisme), men også national-ekstremistisk stolthed og endelig i koloni-hegemoni. Derfor opstod racehygiejnen i Tyskland og andre steder heller ikke ud af ingenting - opfattelsen af fremmede kulturer var i bred udstrækning fordømmende og nedværdigende.

Før Første Verdenskrig var skønlitteraturen og avisernes spalter fulde af fordømmelse af andre racer. Fordømmelsen var ikke indpakket i anklager om voldelighed eller social belastning, som den er i dag, men den fremgik eksplicit. Ikke mindst hos forfatteren Jack London, der blev et betydningsfuldt forbillede for Martin Johnson, også globetrotteren og fotografen Cherry Kearton (Storbritannien) var én af de mange, som udtrykte etnocentrisme i sin litteratur, hvilket man kan finde talrige eksempler på i hans bøger.

Kearton var en typisk hovmodig engelsk aristokrat, og for ham var alle racer med kulør laverestående og for så vidt den hvide mands ejendel. I 1898 skrev Kearton følgende om de amerikanske indianerstammer: "Den røde indianer måtte selvfølgelig forsvinde. Han er en af de racer, som simpelt hen ikke kan leve side om side med den hvide mand."

Avisanmeldelser fra samtiden reflekterer også en afslappet holdning til den nedværdigende måde indfødte omtaltes på. Eksempelvis skrev The Herald Tribune følgende i en anmeldelse af Martin Johnsons Congorilla (1932), at "der findes ikke noget mere hylende morsomt end to pygmæers forsøg på at tænde cigarer." (22. juli 1932) og The New York Times var ikke mindre begejstrede, da avisen skrev følgende om fremstillingen af Mbuti-stammen: "Vist med høj og god humor, samt med en venlig hånd" (22. juli 1932).

I svenskeren Oscar Olssons film Bland vildar og vilda djur (1921) indgår der en iscenesat sekvens, hvor et næsehorn går til angreb. Alle de sorte indfødte vises paniske, og man ser dem flygte op i det nærmeste træ, men en hvid mand bliver siddende tilbage. En mellemtekst lyder: "Men den svenske jæger dirrede ikke på hånden." Den hvide viste altså mandsmod, hvor de indfødte viste frygt. Dette er et typisk eksempel på, hvordan den hvide mand fremstilledes ærefuldt og de indfødte som både dumme og bange.

Hvis man har krummet tæer over det, jeg har beskrevet indtil nu, så prøv at læse følgende citater, som er sagt i 2007: "Det er rimeligt, man tager noget, man kan bruge, og ikke en hobefuld analfabeter. Det er jo det, vi har gjort. De kommer fra den samme højslette, de dér fremmedarbejdere." Det er en udtalelse fra Merete Egeberg Holm, som nu er blevet ekskluderet af Dansk Folkeparti, men partiformand Pia Kjærsgaards udtalelser er på ingen måde mindre etnocentriske: "Islamiske tørklæder og alt, hvad det repræsenterer, hører ikke hjemme i Danmark."

Hvem eller hvad siger sådanne udtalelser egentlig mest om? Dem, som siger dem, den kultur, de er en del af, eller det land, som de er vokset op i? Efter min bedste overbevisning skal vi den etnocentrisme og ekstremisme til livs, og den har mange forskellige former, religioner og klædedragter!

Som borger i Danmark kan man mærke den uændrede holdning til de fremmede på mange måder. Jeg er gift, har børn, og har købt hus med én af dem, og så har vi alligevel ikke de samme rettigheder i Danmark.

Vi har været gift i lidt over fem år, men må trods de stærke bindinger til Danmark, se os udsat for mange diskriminerende opfattelser og behandlinger. Man møder dem blandt den almindelige befolkning, i det offentlige system og hos politikerne. Vi mødes ofte (ikke altid) med en vis skepsis. Mørke øjne, sort hår og lidt kulør appellerer tilsyneladende til folks og systemets indre svinehund.

Min hustrus første syv år i landet er en slags eksil, hvor hun med jævne mellemrum må bede om opholdstilladelse, og hvor hun ikke kan få sociale ydelser. Hvis vi skulle blive skilt inden for de første syv år, ville hun miste sin opholdstilladelse, og konsekvensen kunne i værste fald blive, at hun måtte rejse fra sine børn. Børnene bliver per automatik danske statsborgere, alt imens hun selv kan risikere at blive smidt ud af landet!

Sådanne syv år føles som meget lang tid. Ikke mindst når man kan blive udsat for lidt af hvert. En søndag morgen blev vores kriminelle kærlighed stillet til offentlighedens skue. To mand høj troppede politiet op på vores adresse.

Da jeg åbnede døren, blev jeg selvsagt lidt fortørnet. "Hvad kan jeg hjælpe med?" Betjentene siger nærmest i kor min kones navn og ønsker at tale med hende. Vores datter på tre kommer ud: "Hvem er det?"

Da min hustru kommer ud, siger den ene politibetjent så: "Nå, der var vist ikke noget. Det ser fint ud. Undskyld forstyrrelsen." Ingen forklaring, ingen spørgsmål, bare et helt almindeligt besøg hos kriminelle danskere i 2007.

PALLE BØGELUND PETTERSON

Kogsbøllevej 10, Kogsbølle, Nyborg, er cand.mag.