Vi har travlt, rigtig travlt. Så travlt at noget så uskyldigt som at vente på at kunne låne en biblioteksbog kan sætte tålmodigheden på prøve. Måske skulle vi sætte farten ned.
På syvende døgn venter jeg utålmodigt på en biblioteksbog i forbindelse med mit arbejde.

Jeg kan for en gangs skyld ikke bare lige købe den (ikke engang på amazon.com), og jeg kan desværre heller ikke via nettet downloade det kapitel, jeg skal bruge. Højst besynderlig følelse. Nærmest ubehageligt sløvt og langsomt.

Noget har ændret sig radikalt. Tidligere kunne jeg vente fuld af ro i flere uger, måske fordi jeg endnu ikke havde vænnet mig til de højhastighedsmuligheder, vi får flere og flere af. Og i dag burde jeg da også bare gøre mig endnu mere umage i forbindelse med de daglige opgaver, bruge overskydende tid til at læse andre bøger, fordybe mig og lytte til kollegerne.

Udover en hel del irritation, får situationen mig til at tænke over, om vi i mange henseender har vænnet os til, hvor hurtigt alting kan gå - og dermed skal gå.

Jeg er i den forbindelse kommet frem til følgende basale spørgsmål: Er det umagen værd at reflektere over, hvor meget ro og fordybelse, vi omgiver os med i dag? Jeg kobler fordybelsen på roen, fordi der i det højere tempo er fare for det overfladiske, det hurtige, det ligegyldige - uden at jeg dog vil påstå, at ALT hvad der går hurtigt, er dårligt. Tænk bare på et tandlægebesøg.

Men lad os lige klippe til børnehøjde:

Scene 1.

På stuegulvet ligger to 8-årige piger med rumpen i vejret. De leder efter en helt speciel dims til den Lego-verden, de er ved at konstruere ud af fri fantasi. Måske en rød toer eller en hvid smal ener? Der er vild jubel, da de finder den specielle klods, for nu kan husets tag åbnes og lukkes uden problemer, så man kan se ned i alle værelserne ovenfra. De to piger har gjort sig umage med at konstruere.

Scene 2

Ned ad trappen fra husets førstesal kommer to 8-årige piger drønende. De vil gerne låne min bærbare computer, selvom de allerede har taget den anden computer inde fra stuen med op på værelset. De forklarer mig, at de på den måde med to computere kan hoppe ind i og rundt i hinandens Penguin-verdener, og at det bare er rigtig sjovt. De to piger har gjort sig umage med at konstruere.

Det er selvfølgelig de samme 8-årige skolekammerater, jeg beskriver. En tirsdag og en torsdag i maj 2008.

Når de ikke leger med husets store gamle samling af Legoklodser eller beamer hinanden på computeren, leger de i haven, tager et tæppe og en kurv med kiks og saftevand over på det grønne område, tegner med farvekridt på asfalten, spiller fodbold, håndbold, løber på rulleskøjter, hopper i elastik, tegner en halv kilometer tegninger, laver lektier, løser kryds og tværs, læser små bøger og Anders And-blade, danser til popmusik, ser tv, sender sms-beskeder fra mors mobiltelefon, spiller nintendo og meget mere.

Nogle dage fordyber de sig mere end andre. Og selvfølgelig er der også dage, hvor pigerne slet ikke kan finde på gode lege, allermest når de er hver for sig. Og hvor det meste er dumt, og livet er træls. Sådan må det være i en kompleks verden.

Men er der plads nok til det? Giver vi dem i overført betydning mulighed for at lære at vente på en bog? Tid til at surmule og lave ingenting. Kede sig halvt til døde og gøre sig umage med ikke at vise, at man er blevet glad igen, for så at vende tilbage til legen. Tid til at finde på, gøre sig umage og fordybe sig.

Som forældrevalgt repræsentant i en af landets mange skolebestyrelser har jeg i årets løb været med til at drøfte timefordelingen, som det nu hører sig til.

Denne gang afledte denne drøftelse en interessant dialog om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at prioritere/fortsætte fag som fx sløjd og håndarbejde.

Et af argumenterne imod en fortsættelse af fag som disse var, at vi lever i en anden tid (end da fagene blev indført), og at kulturen i hjemmene er en helt anden end for bare 20 år siden.

At der eksempelvis ikke længere bliver hverken stoppet strømper eller savet og hamret i særligt mange hjem i vores lille område. At vi snarere er gået i retning af en overfladisk smid-ud-og-køb-nyt-kultur, hvor færdigkøbt designertøj og dyre håndværkere supplerer rengøringskone, hundelufter og havemand.

At der ikke længere er mange forældre (læs:fædre), der hamrer i værkstedet med deres børn, eller forældre (læs:mødre) der syr og strikker med deres børn. Er det nu rimeligt?

Man kan faktisk også argumentere den stik modsatte vej og plædere for, at hvis nu børnene ikke lærer disse færdigheder derhjemme, er de måske ekstra motiverede for at lære færdighederne ude, altså i skolen. Lidt ligesom de tyske verber eller oldtidskundskaben, som de færreste almindelige forældre forholder sig til på en ugentlig basis. Eller sagt på en anden måde: Hjemme hos os taler vi ikke tysk, så det skal min datter ikke have i skolen, den holder vist ikke.

Men lad nu hele den dannelsesdiskussion hvile.

Hvad der derimod var umådeligt interessant i forbindelse med timefordelingen, var en personalerepræsentants indspark til drøftelsen, eftersom hun pegede på betydningen af "at gøre sig umage".

Hun understregede det væsentlige i, at skolen vedblivende støtter børnene i at træne evnen til at gøre sig umage, hvilket både processer og produkter i fx håndarbejde og sløjd netop er helt fantastiske til. Stofligheden er i sig selv væsentlig ud fra devisen: man må gribe, før man kan begribe.

Koncentration og fordybelse og følelsen af, hvordan det egentlig er at gøre sig umage er ydermere væsentlig for vores selvfølelse. Børnene ved til stadighed godt, hvornår de har gjort mere ud af noget end af andet, kan man hævde. Men minimerer vi - eller fratager vi dem - muligheden for at træne evnen til at gøre sig umage, er der fare for, at noget værdifuldt går tabt.

Og således også i voksenhøjde: En af mine gode venner deltog for noget tid siden i et weekendkursus, hvis hovedformål var at bage brød på gammeldags maner (altså fx uden gær) og eksempelvis vente 7-9 timer på, at en dej hævede tilstrækkeligt.

Beretningen om, hvor grænseoverskridende det var at være sammen med de andre kursister alene om dette ene formål, gjorde et stort indtryk på mig. Her var det brødene, der suverænt bestemte farten. En øget efterspørgsel på stille-weekender og meditationskurser peger i samme retning.

Vi vil gerne mærke roen og træne i at gøre os umage på mange niveauer. Vi vil ikke kun lynhurtigt downloade alt materiale, deltage i turbokurser, speed-date når vi skal søge job (eller kæreste) eller udelukkende deltage i power-netværk. Vi vil også slow og flow.

Så tilbage til den biblioteksbog, jeg nu lidt mindre utålmodigt går og venter på.

Jeg øver mig i at gøre mig umage, mens jeg venter. At vi kan nås hele tiden, og at det hele kan og derfor skal gå pænt stærkt, er blevet et grundvilkår. Men det føles nu alligevel rart selv at sætte farten lidt ned.

Så ja, det er selvfølgelig umagen værd at reflektere over, hvor meget ro og fordybelse, vi omgiver os med i dag. Og det er især umagen værd at tænke grundigt over, hvor uendelig meget, vi kan lære af børnene i den retning.

Anette Grønning er ph.d.
  • fyens.dk