Kriserne er over os. Finanserne bløder, fødevarerne bliver dyrerer, energipriserne eksploderer og klimaet sveder. Hos eksperterne er panderynkerne dybe som plovfurer.
Enhver der læser avis kender budskaberne om krise indenfor finansverdenen, fødevareforsyningen og energiforsyningen og ikke mindst klimaet.

Også vores politikere forholder sig til dem, desværre på ganske traditionel vis, nemlig som enkeltstående kriser. Ved at anvise løsninger på kriserne enkeltvis undgår de at tage stilling til den bagvedliggende årsag, nemlig at de alle sammen bunder i et forbrug, der kræver flere resurser, end der er til rådighed.

Eksperter, især udenlandske, taler om en systemkrise, begrebet dækker over, at vi ikke kan sætte ind overfor krisen i den enkelte sektor uden at forværre situationen indenfor de andre sektorer.

EU's beslutning om forøget brug af biobrændsel ville gavne klimaet og samtidig aflaste efterspørgslen på olie. Desværre viste det sig at bøndernes omlægning fra fødevareproduktion til produktion af biobrændsel forværrede den globale mangel på fødevarer.

Det fik da også øjeblikkeligt danske politikere til at kræve forslaget fjernet, det var ganske enkelt uetisk at køre rundt med mad i tanken samtidig med at verden sultede. Omlægningen til biobrændsel udløste ikke fødevarekrisen, den forværrer den kun, derfor løses krisen heller ikke ved at ophøre med brug af biobrændsel.

Olieprisen har på et år bevæget sig fra en pris på 65 dollars til 126 dollars tønden, og ingen venter snarlige fald. Siden 2002 har den vestlige verden kun stået for ti procent af den øgede efterspørgsel, resten, de 90 % stammer fra udviklingsøkonomierne.

Chef- økonomen for Det Internationale Energiagentur, Fatih Birol oplyser, at "Der mangler nøjagtig 12,5 millioner tønder olie om dagen, hvilket svarer til 15 procent af den globale olieefterspørgsel. Det betyder, at der i de kommende år er udsigt til forsyningsknaphed og meget høje priser."

På spørgsmålet om det kan udløse væbnede konflikter svarer han: "Ifølge mit officielle mandat udtaler jeg mig ikke om krige og konflikter. Men jeg kan sige så meget, at energispørgsmål og geopolitik hænger meget tæt sammen. Energiforsyning bliver i mindre grad et rent økonomisk anliggende, men i stedet et både økonomisk og geopolitisk anliggende. Det lover ikke godt, og jeg bryder mig bestemt ikke om det."

Mere tydeligt kan truslen om væbnet konflikt vel næppe udtrykkes af en embedsmand, der ikke må udtale sig offentligt om emnet.

Fælles for energi og oliekrisen er, at de er udløst af især Kina og Indiens øgede efterspørgsel. Dermed ligger muligheden for at påvirke efterspørgslen også udenfor vores rækkevidde, situationen er, at det er disse lande, der fremover kommer til at styre efterspørgslen. Tanken om at vi skulle stille krav om tilbageholdenhed fra deres side er urealistisk set i lyset af, at vi i generationer har haft et uhæmmet forbrug.

Den begyndende velstand i Kina og Indien, som har skabt efterspørgslen, er et resultat af deres evne til at agere i et globalt marked. Dermed har den økonomiske model om global samhandel som værktøj til udvikling vist sin berettigelse ud fra et økonomisk synspunkt.

Tilsvarende vil en analyse, der tager sit udgangspunkt i rationel udnyttelse af resurserne vise, at det er ren Ebberød Bank at bruge energi på at transportere råstoffer fra et område til et andet for at fremstille forbrugsgoder, der skal sælges et helt tredje sted på kloden.

Når det har kunnet lade sig gøre, er det kun fordi de ekstra omkostninger ved transporten, er blevet betalt af de arbejdere, der producerer varen. Prisen har været løn og arbejdsvilkår, vi ikke har kendt de sidste hundrede år i Danmark, kombineret med det totale fravær af hensyn til miljøet. Avancen på disse kummerlige vilkår er omsat til yderligere forbrug i vesten.

Selv om de stigende priser skulle få vestens efterspørgsel efter asiatiske varer til at falde, vil de nye lande blot producere til hjemmemarkederne.

Markedsøkonomien er fast etableret derude, og 1,3 milliard kinesere, der har opdaget glæden ved at tage bilen ned i supermarkedet for at hente en kotelet, stopper man ikke. Tilbage står at vi må indstille os på, at vi fremover skal dele resurserne med 2 milliarder nye forbrugere, enten vi vil det eller ej.

Skulle det komme til en væbnet konflikt, er det ikke en selvfølge, at vi er de stærkeste. Ikke bare i antal er de overlegne, men de har også en kultur, hvor man sætter samfundet over individet.

Ligeså behøver deres ledere heller ikke tage hensyn til gruppers særinteresser, som vores demokratiske system gør. Glemmes må det heller ikke, at især Kina har opnået stor indflydelse på det afrikanske kontinent, skabt af store investeringer der er foretaget uden krav om demokratiske reformer.

Selv vores teknologiske overlegenhed er farlig at satse på, erfaringerne fra Irak og Afghanistan viser, at den ofte kommer til kort, når det virkelig gælder. Bortset fra det risikable i at satse på en sejr i en væbnet konflikt kan det heller ikke være rimeligt, at det skal være vores eneste bud på en løsning.

Kun en kraftig reduktion af vores forbrug kan på samme tid gøre os mindre sårbare overfor mangelsituationer og samtidig vise resten af verden, at vi har viljen til give dem andel i resurserne.

Grundlaget for hele vores samfund har de sidste 250 år været udnyttelsen af fossile brændstoffer i produktionen, og at stole på, at alternative energikilder alene kan stå for løsningen af problemerne, er ikke alene naivt, men kan også vise sig at være dødsensfarligt.

Vi må derfor finde en model for et samfund, hvor der kan foregå en kontrolleret nedbringelse af resurseforbruget. Ikke et utopisk nulenergisamfund, men en grundlæggende omlægning af det eksisterende. Hvis eksperterne får ret, har vi ikke noget valg. Til gengæld har vi mulighed for at vælge metoden, især hvis vi starter i tide.

På samme måde som demokratiet har arbejdet sammen med markedet for at fremme produktionen, skal vi nu bruge demokratiet og markedet til fremme af et bæredygtigt samfund.

Fokus skal flyttes fra centrale løsninger til lokale, og hvordan man gennemfører en sådan øvelse må alle gode kræfter sættes ind på. Lad mig blot komme med nogle få eksempler.

Vores byplanlægning bygger på en adskillelse af bolig, arbejde og indkøb, industrien skulle ud af byen fordi den svinede, yderst fornuftigt på den tid, men i dag er det meste produktion mindst ligeså ren som resten af samfundets aktiviteter.

Transporten til og fra arbejde favoriserede samtidig centerbyggerier, så man i dag transporterer fødevarer på lastbil til indkøbscentrene, herfra bringes de hjem til husholdningerne i privatbiler.

En politik, der understøtter en integration af bolig og erhverv, vil fremme et lokalt handelsmiljø, en omlægning der ikke koster noget på velfærden, men vil fjerne behovet for store mængder brændstof.

Vi har alle vænnet os til, at de fleste produkter har en begrænset levetid, ret meget over 10 år holder en bil ikke i dag. I en verden der formår at sende satellitter på flere millioner kilometer lange ture kan man også fremstille biler, der kan holde en menneskealder eller mere. Når det ikke gøres i dag er det blandt andet fordi, den økonomiske politik bevidst eller ubevidst fremmer kvantitet frem for kvalitet.

Et liv med en bil der er velkørende hele livet kan dårligt kaldes tab af velfærd.

Den samme tanke kan ses indenfor byggeriet, gamle solide håndværksmetoder blev forkastet til fordel for kønsløst betonbyggeri. Udover det æstetiske tab faldt nytteværdien også på grund af dårlig indeklima. Den øjeblikkelige økonomiske gevinst blev siden ædt op af kæmpe vedligeholdelsesudgifter. Hvem vil påstå at en tilbagevenden til godt håndværk er et velfærdstab?

At flytte fokus fra markedets behov til menneskets behov, når der skal prioriteres politisk, kan blive en vanskelig opgave, men at påstå at en sådan omprioritering automatisk vil medføre tab af livsværdi passer ikke.

Eksemplerne ovenfor er ikke løsningen, men de er et forsøg på at illustrere, at en stor del af den måde vi bruger resurserne og kræfterne ikke altid går til fremme af livskvaliteten.

Hele vores politiske system bygger på henholdsvis den liberale og den socialistiske ideologi, og trods deres tilsyneladende modsætninger har de begge deres udspring i det begyndende industrisamfund. Derfor er deres ideologi også svaret på, hvordan vi fik størst mulig velstand ud af de muligheder udnyttelsen af fossile brændstoffer gav. Deres udspring i ideologierne forklarer måske den manglende vilje til at byde ind med overvejelser om fremtiden set i lyset af systemkrisen.

Danmark er vært for næste års store klimakonference i København, i den anledning rejser både miljø- og statsministeren verden rundt for at få opbakning til selv små reduktioner af CO2-udledningerne.

Præmissen er, at udledningen skal ned uden det går ud over væksten, tværtimod skal reduktionerne bruges til at fremtvinge mere vækst. Selv hvis det skulle lykkes at fjerne CO2-belastningen via alternative energikilder vil det ikke lette presset på andre råstoffer som mineraler og metaller.

Helle Thorning-Schmidt fremsatte for et stykke tid siden ni punkter, hun mente skulle danne grundlag for et nyt politisk projekt for Socialdemokraterne. Et af hendes bud var, at vi skulle blive "verdensmestre i globalisering", hvilket må betyde at vi skal give os til at konkurrere på løn og arbejdsvilkår med Kina og Indien. For den tid, hvor vi kunne stå for produktudviklingen, og de tog sig af det beskidte arbejde, er slut. I dag er begge lande os overlegne i uddannelse af vidensarbejdere. Så enten nægter hun at se kendsgerningerne i øjnene, eller også udtaler hun sig mod bedre viden.

Den tid, hvor vi diskuterede ud fra et præmis om fortsat vækst, er definitivt forbi, og en fremtid uden vækst er alt for vigtig til, vi kan overlade den til vores politikere alene. Derfor skal der lyde en opfordring til alle om at bidrage til en debat om, hvordan vi klarer en sådan udfordring.
  • fyens.dk