Legaliseret mistillid


Legaliseret mistillid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Folketinget er ved at drukne i lovgivning, og det er ikke et demokratisk sundhedstegn. Det medfører både lovsjusk og mindre initiativ og engagement i befolkningen.

Der kom en nyslået dansk statsborger ind ad døren på Christiansborg i foråret, da Folketinget holdt velkomstdag for de nye statsborgere. "Danmark er et eventyrland", sagde han. Det, han var fascineret af, var den vægt, vi har lagt på det decentrale, det ubureaukratiske, det uformelle. Det ikke standardiserede.

Der er intet så let som at standardisere og regelstyre. Der skal meget mere mod og iderigdom til det modsatte. Det, der er kunsten, det, der springer i øjnene, det, der inspirerer, er det, der er anderledes end det andet, vi ser. Derfor er mangfoldigheden vigtig.

Det var netop, at vi havde en tradition for at angribe tingene på en anden måde, der havde vakt den nye danskers interesse.

I Danmark har vi troet på, at demokrati bygger på tilliden til- og forventningen om, at hvert menneske yder sit til det fælles. Tankegangen har gennemsyret foreningslivet, andelsbevægelsen, fagbevægelsen, kommunestyret, folkekirken.

Modernisering, tilpasning til nye tider eller til det lokale er ikke vokset ud af en autoritær tankegang, men af at vi turde lade det personlige ansvar og dermed mangfoldigheden være inspiratoren, drivkraften og sammenhængskraften i samfundet.

Gennem det folkelige netværk lærte vi at arbejde sammen og kende hinanden på tværs af fagskel og økonomisk formåen. De mange kunne være med i alle led og dermed være med til at præge udviklingen.

Jo mindre den enkelte føler en glæde og forpligtelse til at yde sit, jo mere skal der regeres. Og regereri har en stærk tendens til at ville ensrette, men også til at flytte ansvaret fra den enkelte over til den, der regerer.

Vi står foran et nyt folketingsår. Tænk, hvis vi nu kunne tage os sammen til at minimere en stadig mere omsiggribende lovgivning.

Folketinget er simpelt hen ved at drukne i lovgivning. Det er ikke et demokratisk sundhedstegn. Jo mere regeren, jo mere ensretning, jo mindre initiativ og engagement ude omkring.

Men det er heller ikke forsvarligt, fordi det simpelt hen bliver vanskeligt for de folkevalgte at overskue lovgivningsmassen med lovsjusk til følge.

Hertil kommer, at fabrikationen af lovgivningen bliver aldeles embedsmandsstyret, og at evnen til at forstå lovgivningen bliver vanskeliggjort både for lokale administratorer, for erhvervslivet og for den almindelige borger.

Det er et demokratisk problem. Men det er naturligvis et sandt eldorado for konsulenter, advokater, systemelskere og administratorer.

Tidligere statsminister Poul Hartling sagde engang: "Det er ikke politikerens opgave at love befolkningen lykken." Det var vise ord. Men hårdt presset af medierne er det jo det, som det politiske system har meget travlt med: mindre langsigtet debat om, hvor vi vil hen med samfundet end om enkeltsager, personfnidder, del-emner, profileringer og forbudsønsker.

Politik bør skabe overordnede rammer for borgernes udfoldelsesmuligheder, ikke stadige forsøg på at snævre rammerne ind efter en øjeblikkelig stemning. Velfærd er ikke alene et spørgsmål om ydelser og service, men også om glæden ved at føle, at man magter og har ansvar for noget selv. Har friheden til at agere selv.

Vi har i åretvis netop uddannet mennesker som led i demokratiseringsprocessen til at påtage sig dette ansvar. Det er ærgerligt, hvis frugten af denne oplysnings- og uddannelsesindsats ikke høstes, og det personlige ansvar og den personlige samvittighed i stedet stadig flyttes opad i systemet.

Man kan regere, dirigere og kontrollere, så man helt tager arbejdsglæden og initiativet fra borgerne og de enkelte medarbejdere. Og det er dog dem, det hele handler om. Det er for øvrigt også dem, der betaler for en omsiggribende kontrol af, om der snydes, og om borgerne (medarbejderne) opfører sig ordentligt.

En af sommerens overskrifter fortalte, at danskerne stoler mindre og mindre på hinanden. Vi angiver også hinanden mere og mere. Det har ikke noget med tryghed og velfærd at gøre. Det er derimod sådan, det foregår en række andre steder, vi ikke så gerne vil sammenligne os med.

VI har arbejdet med et andet styringssystem end stadig stigende kontrol. Vi har arbejdet med motivation, åbenhed, tillid og forventning, men også med troen på selvstyrets, medansvarets og medbestemmelsens betydning.

Vi har troet på, at åbenhed, dialog og forventningen om, at mennesker lever op til de forventninger, vi stiller til dem, har sikret vores vej til velfærd.

Det har betydet, at mennesker har fået lov til og har turdet være lidt skæve og anderledes. Har turdet tænke og tale højt så nye tanker fødes. Vi har troet på dialogen, den åbne samtale, på ytrings- og forsamlingsfriheden, og satset på mangfoldighed og forskellighed som lynafleder for overgreb, terror, vold og for vejen til integration af mennesker med andre opfattelser.

Vi har netop anset alt dette for fundamentet i evnen til fremdrift og udvikling her og i samvirket med andre lande.

Hvis det politiske system signalerer, at stadig mere lovgivning og øget kontrol er vejen, er mistilliden blevet legaliseret også mellem befolkningen indbyrdes.

Og mistilliden stikker sit kedelige hoved frem: Kan de folkevalgte lokalt selv finde ud af at prioritere rigtigt (som Folketinget mener, de skal prioritere), kan borgerne selv prioritere og leve det rigtige liv, kører postbudet det fastlagte antal km på den fastsatte tid, sørger hjemmehjælpen for at tørre støv af, eller tillader hun sig at sidde og snakke med den ældre i stedet og på den måde yde den omsorg, der netop den dag er brug for?

Er kommunen i stand til selv at udøve den nødvendige ledelse og skabe det klima, der gør, at servicen fungerer optimalt?

Intet bliver overladt til tilfældighederne. Vi er over det med kontrol- og evalueringssystemer, som alt for let kommer til at overskygge det personlige ansvar og den personlige vurderingsevnes afgørende betydning for, om det, der kommer ud af det hele, er kvalitet og omsorg - eller bare papir.

Og medierne lader ikke dette noget efter. Det er de evigt dårlige historier, der sælger. "Skandalerne", misundelsen, det lille had, den lille mistro, den lille angst.

Fører DET til mere kvalitet? Næppe. Appellen til det enkelte menneske om at stå til ansvar for det, han eller hun gør, er en langt mere kvalitetsskabende faktor, end at vi løber rundt og kontrollerer og mistror hinanden hele tiden.

Det værste er måske, at alt det, der driver dette kontrolværk, ikke så meget er hensynet til borgernes ve og vel, som det angsten for Ekstra Bladets forside og for galluptallenes sviende øretæver.

Tiltror vi hinanden evnerne til at magte tingene? Bare ét aktuelt eksempel: Vi har lige indført universitetsbestyrelser, men tror vi alligevel, Folketinget magter det hele bedre? Tror vi, at de nyvalgte bestyrelser selv kan finde ud af, hvem de vil samarbejde med for at give "verdens bedste uddannelsestilbud", eller løfter vi "for en sikkerheds skyld" alligevel det ansvar over til ministeren og Folketinget med fare for, at bestyrelserne siger: "Så er det hele jo ligemeget. Hvorfor skal vi bruge vore kræfter her?"

Måske er de fusioner, Folketinget finder rigtige, slet ikke dem, de lokale institutioner synes, er de rigtige. Hvis de overhovedet ønsker dem. Måske satser de f. eks. meget mere på internationale netværker.

Vi trænger i den grad til i det kommende år at få sat nogle principper til debat om, hvordan vi vil styre vores land. Det er vigtigere, end at vi stadig lader lovmøllen køre.

Britta Schall Holberg, Hagenskov Gods, er MF (V) og tidl. indenrigs-, landbrugs- og sundhedsminister.

Legaliseret mistillid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce