Beskæftigelse er ikke bare beskæftigelse. Det er kompliceret at komme i job eller skifte fag, langt vanskeligere end et knips med fingrene, som nogen tror
Under folketingets åbningsdebat kunne man bl. a høre de konservatives Henriette Kjær udtale, at når der blev ledige hænder et sted kunne de da bare bruges et andet sted, og så ville regnestykket gå op.

Nu skal man jo være ikke så lidt ude af trit med virkeligheden for at nå frem til en sådan konklusion, for beskæftigelse er jo ikke bare beskæftigelse. Langt de fleste job kræver visse kvalifikationer, uddannelse, evner osv.

En bager kan ikke bare smide dejen og blive ingeniør, ligesom en økonom ikke uden videre bare pr. automatik vil kunne blive murerarbejdsmand

Det er der mange forskellige grunde til.

For det første vælger de fleste, hvilken erhvervskarriere de kan få eller vil have på baggrund af deres personlige kompetencer, styrker og svagheder, og gennem kortere eller længere uddannelse, erfaringer og så videre skærpes de grundlæggende egenskaber, og man bliver således (ideelt set) en dygtig og kompetent medarbejdere som er et stort aktiv for arbejdsmarkedet, inden for det, som man har ressourcer og kompetencer til.

Nogle er gode til mennesker, andre er gode til tal. Nogle er fysisk, socialt, økonomisk eller helbredsmæssigt begrænsede i forhold til at kunne bestride visse fag, og andre igen mangler visse sociale og psykologiske kompetencer for at bestride andre fag. Nogle er blevet støttet og anerkendt, andre er blevet problematiseret og gjort dårlige af institutioner, skoler og miljøer de indgår i, nogle har fået skærpet deres grundlæggende kompetencer og kunnen, andre er blevet opgivet eller "tabt" bag af vognen fra starten af.

Sagt med et Bourdieusk udtryk er der altså fra samfundets side i flere niveauer, udøvet en anseelige mængder symbolsk magt, med afmagt og eksklusion til følge. 

Dette er ikke noget nyt, det har derimod været en integreret del af alle civilsamfund i hele den vestlige verden så længe historien rækker tilbage.

Men for at det ikke skal skabe en stadigt voksende underklasse, forudsætter eksistensen af dette fænomen, at der skabes og bevares et sammenhængende samfund og arbejdsmarked som skeler til befolkningens faktiske kvalifikationer, muligheder og barrierer og i et vist omfang indretter sig herefter.

Herudover er der et yderst mærkbart mobilitetsproblem, som i al korthed betyder, at man for at få logistikken i familien til at hænge sammen, må begrænse sin uddannelses- eller jobsøgning til et forholdsvist begrænset geografisk område.

Man kan ikke uddanne sig til alt alle steder, og der er ikke job at søge indenfor alle brancher alle steder, det giver jo sig selv.

Opkvalificering eller omskolingsmuligheder er således yderligere begrænsede for rigtigt mange, som ydermere nu må slås med en kollektiv trafik, der er inde i en bekymrende hastigt roterende dødsspiral som følge af regeringens manglende vilje til at tilføre de nødvendige ressourcer til området.

Beskæftigelse er ikke noget der er tilgængeligt til enhver tid, for enhver borger, tværtimod.

Jeg vil eksemplificere alt dette ved at beskrive en markant ekskluderet borgers vej i livet. (Historien er sand, men dog anonymiseret af hensyn til Kim og hans familie):

 

Kim havde ingen far, han boede sammen med sin alkoholiserede mor, et hav af søskende og skiftende voldelige drikfældige stedfædre på et snusket lille sted i udkanten af landsbyen.

Hans mor var kendt som luderen Laila, og hverken i skolen eller derhjemme havde Kim det godt, hvilket prægede ham meget. Han blev tiltagende indesluttet og havde aggressive udbrud, som gjorde det hele meget sværere, men der var ikke nogen voksne der hjalp Kim, og selv de få, der var hans venner fra børnehaven, de trak sig også længere og længere væk fra ham, som årene gik.

De venner han fik i stedet var, som Kim, fra dårlige kår eller kærlighedsløse hjem, og allerede fra 12-13-års alderen var de ekskluderede og opgivet af såvel samfund som skole, nærmiljø og familie.

Kim har efterfølgende måtte kæmpe med sin ordblindhed, aggressivitet, negativ social arv og en meget dårlig skolegang.

Dette har betydet at han som voksen i et vist omfang kan siges at have yderst begrænsede ressourcer både socialt og i forhold til arbejdsmarkedet.

Han var dog så heldig et par år efter endt folkeskole, at få et job på et lokalt jernstøberi, hvor man havde stor forståelse for hans manglende kompetencer og forstod at indrette hans arbejdsdag efter det.

Han blomstrede efterhånden op som menneske og begyndte at tro på sig selv og fremtiden, han købte et hus, fik sig en kone og 3 børn.

Det gik fremad for Kim i de første 8-10 år efter vi gik ud af folkeskolen, men desværre blev jernstøberiet ramt at byggebranchens generelle nedgang i 90'erne, og han stod pludseligt  uden job eller jobmuligheder i sit lokalområde, hvor historierne endnu forfulgte ham.

Han forsøgte i flere år herefter at få job andre steder, men blev fyret hver gang det endeligt lykkedes, fordi han manglede basale kompetencer og kvalifikationer på flere planer.

Her 10 år efter jernstøberiet lukkede er han på kontanthjælp og bliver med jævne mellemrum sendt i aktiveringsprojekter af mere eller mindre intetsigende karakter.

Han er blevet skilt fra konen efter huset gik på tvangsauktion, og børnene har han ikke samvær med, da han har fået store problemer med alkohol.

Rent socialt har han fundet et fællesskab og en identitet sammen med andre marginaliserede borgere, hvor der er flere øl på bordet end godt er, hvilket kun er med til at udstøde ham yderligere fra lokalsamfundet.

Kim er i dag 39 år gammel, han kan ikke bare "tage et job" men han kan heller ikke hjælpes til at få løst sine problemer så det måske blev muligt.

Det er allerede alt for sent at redde Kim. Han er nemlig en af dem, der blev opgivet og tabt af systemet fra starten af.

Men Kim er desværre ikke et særtilfælde, ham har der været en håndfuld af i hvert et lille lokalsamfund, og storbykvarter siden ruder konge var knægt.

 

Nej, beskæftigelse er bestemt ikke bare beskæftigelse, det er et noget mere kompliceret, socialt, individuelt og kollektivt fænomen i flere dimensioner.

Det burde Henriette Kjær vide eller i det mindste sætte sig ind i via sit udvalg og andre eksperter på området, før hun udtaler sig. Det skylder hun sine vælgere og befolkningen som helhed, det er bl.a det hun modtager sin meget høje løn for.

mette valentin

Lervadvej 20, Ullerslev