Landsbyliv. Livet ebber ud i Bederslev


Landsbyliv. Livet ebber ud i Bederslev

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Henning Jensen, Bederslev 49, Otterup
Billede
Kronik. 

Jeg bor i en lille landsby ikke langt fra Otterup på Nordfyn, der hedder Bederslev, hvor jeg har en gård.

Jeg er på vej ned ad gårdens indkørsel for at tage min daglige spadseretur. Jeg når ned til landevejen og drejer til venstre for at komme ned gennem byen, og på min vej kommer jeg forbi de forskellige gårde og huse, der alle har en historie om fortiden og landsbyens beboere.

Vi skal tilbage til årene op til 1950. Dengang var Bederslev en levende by fyldt med aktiviteter fra morgen til aften. Byen bestod af 15 gårde af forskellig størrelse og nogenlunde det samme antal huse. På alle gårdene var der heste, køer, grise og høns. Det var et stort arbejde at passe husdyrene og markerne, og derfor havde de fleste gårde ansat en medhjælper, en karl som det hed dengang. Det var som regel ganske unge mennesker. Dengang var det almindeligt, at når man som 14-årig blev konfirmeret, så kom man efterfølgende ud at tjene på en gård.

Hvordan var hverdagen så dengang i landsbyen? Tidligt om morgenen kom mælkekuskene kørende. De havde været ude at indsamle sødmælk fra gårdene i byen og omegn. Mælken skulle op til Kappendrup Mejeri. Lidt senere kom de tilbage med returmælken, som blev brugt til foder på gårdene. Hen på formiddagen kom mælkemanden, som solgte mejeriprodukter til de husmødre, der ikke kom fra en gård. Nogle gange om dagen kom rutebilen med forbindelse til Odense kørende, og sidst på dagen kom fragtmanden med varer fortrinsvis til Brugsen. I løbet af ugen fik alle husstande besøg af bager, slagter og fiskemand. Når fiskemanden havde været der, stod menuen i mange hjem på fisk, da disse helst skulle spises samme dag.

Lige overfor, hvor jeg bor, lå Brugsen. Her kom byens og omegnens befolkning for at købe ind. Der var altid travlt. Uddelerparret kunne ikke nå ekspeditionerne alene, og derfor var der også ansat en kommis som medhjælper. Lige ved siden af Brugsen lå smedien. Der kom bønderne med deres redskaber og maskiner for at få dem repareret, og det var også her, hestene blev skoet. Smedien var lidt af et samlingssted for bønderne. Her kunne man altid møde nogen, som man kunne få en snak med, og den nærliggende Brugsforening var leveringsdygtig i øl, hvilket der blev drukket en del af, mens verdenssituationen blev drøftet.

På min vej ned gennem byen kommer jeg forbi huset, hvor murermesteren boede. Han sørgede for at bygningerne i landsbyen blev holdt ved lige, og samtidigt blev der også bygget nyt. Lidt længere fremme lå ishuset. Om sommeren var det et samlingssted for byens unge, og dem var de mange af. Der blev spist en masse is, og man havde det sjovt sammen. I det næste hus jeg kommer forbi, boede posten. Han sørgede for, at avisen kom ind at ligge på køkkenbordet i byens huse, og en sjælden gang var der lidt tid til en kop kaffe, inden han skulle videre til næste husstand.

Længere nede i byen boede karetmageren. Hans værksted lå lige over for hans bopæl. Han lavede træhjul til vogne, hvilket han var dygtig til. Ud over det blev han benyttet som snedker og tømrer i byen. Lige ved siden af karetmagerens hus lå forskolen. Her lærte børnene den vanskelige kunst at læse, skrive regne. Der var tre klasser, der blev undervist samtidigt af en lærerinde, der boede i byen. Længere fremme lå gadekæret. Om vinteren var det som regel frosset til i lange perioder, så her løb vi som børn på skøjter, og vi blev efterhånden gode til det. Ved siden af gadekæret oppe på en bakke lå kirken. Jeg kan ikke lade være at tænke på juleaften, den største dag på året for et barn. Dk var kirken fyldt af kirkegængere og ekstra bænke måtte sættes ind på kirkegangen, for at alle kunne komme til at sidde ned.

Dengang var der megen selskabelighed i byen. Blandt andet var der mange, der holdt pølsegilde. På gårdene var det almindeligt, at en gris fik lov at vokse sig ekstra stor, og hen på efteråret blev den så slagtet, og man inviterede venner og naboer til pølsegilde. Der var ikke noget, der hed frysebokse og køleskabe, så det gjaldt om at spise så meget som muligt af grisen, imens den var frisk, og inden resterne kom i saltkaret. Når man så havde spist al den gode mad, spillede man kort, mens tobaksrøgen lå tyk over bordene. Der blev spillet om penge, og jeg har tit siddet ved siden af min far og stablet mønter. Desværre tabte min far engang imellem et kortspil, og han måtte af med penge, men når han så atter vandt, glædede jeg mig over, at stablen af mønter atter voksede.

Jeg er nu nået udkanten af byen, hvor der er en korsvej. Jeg går til venstre for at komme ned til Daleskoven, der er målet for min vandring denne dag. Daleskoven er en fantastisk skov med et kuperet terræn og mange træsorter i forskellige størrelser. Jeg går rundt på skovvejene, nyder skoven, stilheden og roen, inden jeg atter går tilbage mod Bederslev. Jeg når korsvejen, går til højre og byen ligger åben foran mig, men i dag som en helt anden by.

Der er intet tilbage af det oprindelige, alt er væk. Brugsen og smedjen er for længst lukket, og det samme er skolen og karetmagerens værksted. Bussen til Odense kører ikke mere, og de ugentlige besøg af slagter, bager og fiskemand er holdt op. For 12 år siden blev den sidste kvægbesætning solgt, og for nogle år siden skete det samme for den sidste svinebesætning.

Bederslev blev en landsby uden husdyr. Landsbyen er død, og nu ligger de store tomme landbrugsbygninger uden at blive brugt til noget, og det vil der ikke blive ændret på, for jorden er mange steder solgt fra eller lejet ud. Jeg går igennem byen uden at møde et menneske. Befolkningstallet er faldet dramatisk, og mange af husene beboes nu kun af en person. Der er flere ældre, der ønsker at sælge deres hus for at flytte til en større by og være tættere på alting, men det er svært at sælge huse i landsbyen, selv om man kan få en god bolig til billig penge.

Jeg er nu efterhånden kommet tilbage til min gård og går op ad indkørslen. Der ligger de så, de store stald- og ladebygninger, der heller aldrig kommer i brug mere. Jeg går ind i stuehuset, hvor min kone har lavet kaffe til mig, og jeg kan se, at vi har fået besøg af vores yngste barnebarn. En lille gut på to år der er utrolig nysgerrig. Alting skal undersøges, og så kan han sige "morfar", hvilket jeg jo synes er meget vigtigt.

Det kan godt være at landsbyen er død, men inde i husene kan der stadig findes liv.

Landsbyliv. Livet ebber ud i Bederslev

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce