Fordi man har problemer med at lære at læse og i øvrigt er et stille gemyt, behøver man jo ikke blive glemt. Men det er, hvad der sker.
Der er travlhed rundt omkring hos Odenses skolepsykologer i denne tid. Og det har intet at gøre med den tilstundende julehøjtid. Tværtimod.

Det handler om, at skolepsykologerne tester en række elever, så deres forældre her i november kan nå at søge optagelse på landets specialefterskoler for ordblinde.

Vi har også været gennem turen. Vi har en dreng, der har store læsevanskeligheder (hvilket er det udtryk, jeg bruger mest, da begrebet ordblind er noget omdiskuteret).

Egentlig blev han "opdaget" af en erfaren lærer i begyndelsen af 1. klasse. I 2. klasse blev han "udredt" hos skolepsykologen, hvorefter har han fået noget støtte i/uden for timerne, når der var tid/ressourcer til ham i skolens støttecenter. I 6. klasse købte vi en bærbar computer til ham, så han kunne få installeret støtteprogrammer specielt udviklet til børn med læsevanskeligheder.

Sagen er, at hver gang vi har fået iværksat et tiltag ønsker og håber vi jo, at nu sker der et gennembrud. Det er ligesom bare ikke rigtig sket.

Nu går han så i 7. klasse. Efter samtale med hans lærere i september gik det egentlig op for os, at med de tilbud vores lokale folkeskole kan give - en skole som vi ellers er glade for, og hvor jeg er skolebestyrelsesformand - vil han ikke blive i stand til at lære at læse så godt, at han kan gå til eksamen i 9. klasse.

Og det handler jo ikke kun om dansk. Er man dårlig til at læse, så bliver man efterhånden dårlig til alle skolens fag, da der i udskolingen 7.-9. klasse er virkelig meget læsestof. Samtidig siger det vel sig selv, at situationen ikke ligefrem løfter elevens selvværd.

Da vi har måttet se i øjnene at vores barn ikke kan rummes i den rummelige folkeskole, idet folkeskolen ikke har/vil bruge ressourcer på en undervisning, der er tilpasset/differentieret vores søn, søger vi nu optagelse på en specialefterskole for ordblinde.

Men hvorfor skal vi sende en sød og velfungerende dreng hjemmefra i 8. klasse ? Hvorfor kan han ikke få en undervisning, han kan profitere af? Måske ikke i den lokale folkeskole, men så i en skole et eller andet sted i Odense Kommune eller måske en nabokommune? Hvis bare det hjalp ham, skulle vi nok få klaret transporten.

Hvordan kan det være, at Odense Kommune har en række heldagsskoler, observationsklasser og andre specieltiltag for en lang række elever, som (heller) ikke kan rummes i en almindelig skoleklasse ? Når der nu ikke er noget reelt tilbud til elever med læsevanskeligheder? Ja, der er godt nok 18 pladser til børn med høre/tale/læsevanskeligheder på Ejbyskolen. 18 pladser! Sig mig, gør I grin med os ?

Når der på kommunens ca. 40 skoler sidder én eller flere elever i hver klasse, som kunne have godt af et ophold i en læseklasse? Et kortere eller længere ophold fra et par måneder til et 1 år, én eller flere gange i skoleforløbet. Der er så megen bagvedliggende forskning, der er så mange computerbaserede hjælpemidler, hvorfor gør man ikke noget for disse elever? Hvorfor kan 15-20% af skoleeleverne ikke læse (godt nok), når de forlader folkeskolen?

Og hvorfor skal vi selv betale 3-4000 kr. om måneden de næste 2-3 år, for at han kan gå på efterskole for at få en undervisning, han ifølge skoleloven skulle kunne modtage i den lokale folkeskole ? Hvor skal vi sende den regning hen ?

For sagen er jo den, at den lokale folkeskole ikke har mulighed for at hjælpe ham. De ressourcer, den får til støtteforanstaltninger er alt for små. Popper en elev op med massive problemer, kan udredningen af denne elev og særlig akutte foranstaltninger til vedkommende sluge alle skolens ressourcer, og den støtte en række andre elever havde fået lovet indstilles. Det vil sige, at de ingen hjælp får, for der var ikke lige penge til det. Selvom de på papiret skulle have haft det.

Byens politikere fraskriver sig ethvert ansvar, for skolen har jo fået penge, og så er det skolens sag at fordele dem.

Men når skolen ikke får nok, så går der brandslukning i den: den elev som har størst akut behov, den elev som andre elever og lærere har mest behov for at få fjernet fra undervisningen kommer i første række. Og der står en stille, veltilpasset elev med udtalte læsevanskeligheder aldrig.

For eleven forstyrrer jo ikke undervisningen, at han så ikke får noget ud af den, er åbenbart en anden sag, og hvis han ikke slår sin kammerater eller kravler i gardinerne, så kan man vel som lærer vænne sig til at overhøre sin faglige samvittighed, og bare lade ham passe sig selv til man får mere tid eller flere ressourcer.

Ovenstående må ikke læses som en kritik af den almindelige, pligtopfyldende lærer. Selvom man desværre nok indimellem har været lidt knubbet som forælder, når frustrationerne over den manglende indsats blev for store.

Én lærer kan ikke undervisningsdifferentiere sin undervisning til 20-28 elever. For i en ganske almindelig klasse er der rigtig mange elevtyper.

Der er de meget dygtige, som skal stimuleres og have lov at bruge deres evner. Der er børn med psykiske diagnoser, der er elever med læsevanskeligheder, der er elever, der er rigtig dårlige til matematik. Der sidder nogle, hvor problemerne derhjemme eller med andre elever i klassen er så store, at de umuligt kan koncentrere sig om at lære. Dertil kommer så flokken af ganske almindelige forkælede unger, der er vant til hele tiden at være i centrum.

Det siger sig selv, at én lærer ikke kan nå rundt om hele den brogede flok hele tiden, og som regel vil man som lærer være nødt til at løse de mest presserende problemer først, så man er i stand til at undervise klassen som sådan. Dvs. at de mest udadreagerende og højtråbende elever får mest opmærksomhed og dermed tager mest tid, da de simpelthen udgør en forhindring, som læreren er nødt til at overvinde for overhovedet at kunne undervise.

Dertil kommer, at den enkelte lærer ikke umiddelbart har kendskab til de forskellige computerbaserede hjælpemidler til læseindlæring, ligesom den enkelte skole kan have svært ved at opnå den nødvendige erfaring og ekspertise indenfor området i sit støttecenter.

Den enkelte skole er ligesom den almenpraktiserende familielæge. Her møder alle op, og lægen kan klare rigtig mange mere eller mindre banale ting, men er sagen alvorlig, er det vigtig at sende patienten videre til den rigtige behandling hos den rette specialist. En specialist, der som navnet siger, har et speciale, hvor vedkommende er virkelig dygtig.

Hvor ville det bare være fedt, hvis ens barn kunne blive visiteret videre i systemet til en flok speciallærere, der var eksperter i lige netop ordblindhed/læsevanskeligheder. Så havde man som forælder da i det mindste følelsen af, at der blev gjort, hvad der var muligt at gøre.

Budskabet er, at man overser en gruppe elever, som man burde hjælpe. Hvor svært kan det være at oprette læseklasser, som eleverne kan få et eller flere ophold i i løbet af deres skolegang? De findes faktisk i andre kommuner, som da sikkert gerne vil bistå Odense Kommune med erfaringsudveksling og gode råd.

Her er en god sag ledig til den politiker, der vil gribe den....

Alternativet kunne vel være at etablere en privat læseskole. Når der kan etableres en mensa-skole til kloge børn, så kan der vel også etableres en privat læseskole, hvor forældrene kun skulle betale almindelig friskoletakst og så endda have lov til at have deres barn hjemme ligesom alle andre forældre.

For tag endelig ikke fejl, vi ønsker ikke, at vores dreng skal på efterskole i 8. klasse. Men man kan jo føle sig tvunget til at gøre det.

Egentlig ville vi bare gerne have, at han modtog en undervisning, der kunne gavne ham, om ikke lige i vores lokale folkeskole, så bare i skoledistriktet eller kommunen.

anne-mette jakobsen

Allerup Bygade 52, Odense SØ