Fordommene om hvad en skolelærer egentlig laver lever i bedste velgående. Mere viden om realiteterne og synliggørelse af jobbet er nødvendigt
Folkeskolelærer Camilla Albers skriver 17.10 i Fyens Stiftstidende om læreres arbejdsvilkår. Det får mig til at mindes, hvordan jeg tidligere har haft stor respekt for job som lærere, pædagoger, postbude og andre offentligt ansatte.

På en eller anden lidt usynlig måde er der sket et større skred i respekten og værdsættelsen af mennesker ansat i disse erhvervsområder, samtidig med at stressniveau og kravene i stillingerne er stigende. Jeg kender særdeles godt de problematikker, Camilla nævner, da jeg selv i flere ansættelser har været klasselærer, og jeg kender til det store arbejde, man gør, for at forældre, kolleger og skoleledelse kan respektere det arbejde, man udfører - både i skolen, i forberedelsesarbejdet og telefonsamtalerne derhjemme.

Problemet ligger implicit i, at vi ønsker at gøre vores arbejde så perfekt som muligt, både på det faglige og de mere sociale områder, som vi i stigende grad også skal tage os af. Hvor kunne det engang imellem være befriende, hvis vi "kun" skulle gøre, hvad vi faktisk er uddannet til: At undervise.

Men de urolige børn, de krævende forældre, politikernes krav om dokumentation og læreplaner og manglen på de resurser, der kunne gøre det væsentligt lettere at udføre sit arbejde, gør det vanskeligt, og så har du, Camilla, meget ret i, at vi som lærere ikke er særligt gode til at sælge vores værdier og fremhæve respekten for vores position og vores faglighed.

Medierne, forældre og politikere lægger flere og flere opgaver (eleverne lærer ikke nok, læreren handler ikke nok på mobning, er læreplanerne dokumenteret?) ud til lærerne, som er presset nok i forvejen, fordi vi så gerne vil lave rigtig god undervisning, og vi vil så gerne også tage os af klassens problemer og det enkelte barn. Så tager vi gerne aftenerne og mange gange også weekenden med til vores forberedelser - uden kompensation forstås, fordi det forventes.

Hvad får vi så for det? Jo, det sker da, at vi får ros for det gode arbejde, men respekten varer ofte kun til næste uenighed med kritiske forældre, hvor børnene er deres projekter, og hvor forældrene ikke kan se den helhed i klassen, der er nødvendig for at få alle elever til at øve menneskelige kompetencer.

Vi er vel for dårlige til at melde ud, hvordan forholdene er i klassen, hvor der ofte er 4-5 elever med alvorlige problemer og/eller diagnoser. Så er der enkeltelever, som i perioder har brug for støtte for at undgå lettere drillerier eller mobning, der kan opstå sorgbearbejdning ved fx bedsteforældres død, der er ofte også 4-5 elever, der skal have faglig støtte, og så er der de dygtige og intelligente elever, der keder sig og skal have særligt udfordrende opgaver. Hertil kommer så, at lærerne skal forholde sig til forskellige læringsstile for eleverne, lave individuelle elevplaner, og så skal der også lige forberedes forældremøder, temauger og lejrskoler.

Dette er ikke beskrevet for at beklage lærerjobbet, der er ofte også spændende opgaver, men der er til tider bare for mange af dem, så opgaverne bliver til belastninger i stedet for at være almindelige udfordringer i jobbet. Det betyder stress, nedslidning og depressioner.

På mange lærerværelser tager man sig godt af en kollega, der er ved at brænde ud, men samtidig har man også selv mange opgaver, som stresser.

Vi er ved at udvikle os til at være vores egne fjender ved at ville det bedste, klare det hele med overskud, og ikke at kunne indrømme, at både de beskrevne og de uskrevne krav er ved at være for belastende.

De fleste lærere vil ikke indrømme, at jobbet er hårdt, fordi vi gerne yder vores bedste - og klare vores drømmejob. Og helst med et smil, der simulerer overskud. Vi kan så tage en sygedag engang imellem for lige at trække vejret og for ikke at bryde sammen, det har jeg hørt flere kolleger indrømme.

Men indrømme, at man har svært ved at klare jobbet, er noget ganske andet. Det gør en lærer ikke, for så ryger respekten fra kolleger, forældre, eleverne og skolelederen, og man kan miste sin selvrespekt.

Der ligger også et pres fra succesfulde lærere og skoler omtalt i medier. Vi skal alle helst være de bedste, og vi skal udnytte resurserne, så vi kan lave mest for færrest penge. Så kan det være, der bliver råd til nye materialer, så alle eleverne kan få bøger med hjem, at man ikke skal dele bøgerne mellem flere klasser, eller at skolen bliver repareret, når den går i stykker, eller ordnet hvis noget ikke virker som fx på toiletterne, som kan lugte langt ud på gangene.

Jeg har en drøm om et samarbejde med pædagoger, så læreren primært tager sig af undervisningen, og pædagogen primært tager sig af pædagogiske opgaver i klassen.

Jeg har haft en klasse med 5 meget urolige drenge, der skabte så meget opmærksomhed, at det var svært at undervise på den spændende måde. Pga. en særlig elev lavede jeg en aftale med en pædagog: Jeg tilrettelagde undervisningen, pædagogen tog drengene ud af klassen (i visse timer) og lavede opgaverne med drengene, og det blev en rigtig god succes. Den lille gruppe drenge blev faktisk bedre i faget og fik som belønning en kort fodboldomgang i gården med pædagogen.

Vi andre havde ro i klassen til at lave spændende undervisning, og eleverne blev væsentligt mere motiveret i undervisningen. En elev sagde, at hun ikke længere havde ondt i ørerne pga. støjen.

Succes er med til at få os til at føle værdi, at være noget værd i større sammenhænge. At få en klasse med problemer vendt til at samarbejde. At få mobning til at høre op. At få enderne til at nå sammen om både de fagligt svage i klassen og at give udfordringer nok til de dygtige.

Men når vi har så travlt og bliver pålagt mange ekstra opgaver, bliver det sværere at få alle ender til at nå sammen. Og, som Camilla skriver, bliver vi ikke værdsat særlig meget for alt det ekstra arbejde, tid og penge (fx telefonsamtaler), som vi påtager os. Og vi er slet ikke gode til at stille krav.

Måske lever vi efter gamle uskrevne regler om, at lærergerningen er et kald - og dermed næsten bærer lønnen i sig selv. Samtidig, når vi ikke formår at sætte grænsen for, hvad vi påtager os af ekstraopgaver, udgifter mv., er det ikke befordrende for at 1) kunne stille krav, 2) at sige "nu er det nok", og 3) det vil vi have betaling for.

Bertel Haarder har ikke gjort det lettere ved at stille yderligere krav om kontrol og dokumentation - det ekstraarbejde har vi heller ikke fået mere i løn af - eller kompensation for i tid, som måske ville være endnu bedre for at undgå stress, sygdom og nedslidning.

Det vil være rigtig godt at synliggøre alt det arbejde, der ligger i forberedelserne, telefonsamtalerne, de elevsamtaler, der stjæler lærerens frikvarter eller efter-skoletid, fordi det er reelt arbejde inden for vores job.

Jeg vil derfor sammen med Camilla - og sikkert rigtig mange andre - opfordre til synliggørelse af den skjulte del af vores arbejde. Jeg oplever mange, som mener, at vi bare har tidligt fri og lange ferier. Tidligt fri? Det hedder at tage hjem for at forberede næste dags undervisning, rette stile, tale med forældre/kolleger mv. Lange ferier? Jamen, det har vi jo selv opsparet i tid ved at arbejde flere timer i dagligdagen. Det er jo ikke foræringer. Men det lever i folks bevidsthed, at lærere har meget fritid.

Lige nu er jeg desværre arbejdsledig. Hvad folks reaktioner er? Jamen, der er jo mangel på lærere, så hvorfor har du med alle dine uddannelser ikke job? Det er bare sådan, at der absolut ikke er lærermangel på Fyn, og jeg er ikke parat til at rive mine 53-årige Odense-rødder op.

Der lever altså en masse fordomme om lærerjob. Synliggørelse og viden om realiteterne kan måske ændre på forholdene.

Tak for dit indlæg, Camilla, jeg synes, det er modigt af dig at melde de ting ud, du nævner. Jeg oplever ikke, at du "brokker dig", men ærligt fortæller om, hvordan lærerforholdene er, og jeg synes samtidig, at du slår fast, at lærerfaget mangler respekt og realisme.

Selv om jeg synes, at lærerjobbet indeholder rigtig mange gode situationer, som motiverer mig til at yde mit bedste, mener jeg ikke, at jobbet kan siges at være et kald. Det er ind imellem knaldhårdt arbejde.

lone hvid

Herluf Trolles Vej 151, Odense SØ