Hvis vi kan erkende os selv i Michael Kviums billeder, vil vi måske også kunne regulere vores adfærd, så vi igen tror på den nordiske sommernat og måske en fremtid
Michael Kvium har malet en række tankevækkende billeder med blege, spinkle og sygeligt udseende birketræer. Græsset er meget grønt, men træerne står i fuldstændigt mørke.

Malerierne er fra Kviums seneste udstilling "Silent Eye", som tidligere på året kunne ses på Ordrupgård. Kvium siger selv i et interview i kataloget: "Når jeg maler disse blege opkomlinge af nogle selvplantede birketræer, er de snarere tænkt som spejlinger af os selv heroppe på grænsen af den vestlige civilisation".

Billederne er derfor ikke en hyldest til den lyse nordiske sommernat, som vi besynger og længes efter, men som vi også rejser væk fra og ikke tror på, når den er her.

I 1908 udkom Bræen af Johannes V. Jensen. I denne besynges den nordiske lyse sommernat.

"I de nordiske lyse Nætter staar Birken med alt det rige Løv hængende ned over de trinde Stammer, der dæmrer som hvide blakkede Legemer; hele det fine Træ skælver som en Kvinde, hvis lange Haar er falden frem over Hovedet, og Nordhimlen der smiler rødmende med den sovende Sol i sin Favn ved ikke, om Birken har skjult sit Ansigt fordi den sitrer af Lykke eller fordi den græder."

Johannes V. Jensen tror på det nordiske, på fremskridtet og på menneskets store muligheder. I Bræen er der ingen flugt fra det, man drømmer om, for man tror på det.

Med en tysthed som en birkeskov i den lyse nat debuterede Love Shop i 1990 med en sangtitel, der næsten er for god til at være sand. "En Nat Bliver Det Sommer" er en ode til de lyse nordiske nætter, en besyngelse af mørket som den renselsesproces, der skal få os igennem til den anden side, og en beskrivelse af længslen efter forrige sommer, da man troede på alt, og kærligheden stadig var ren og hvid som en søtunges sarte og faste kød.

"En fjern og fin musik giver dig alt, du aldrig fik...". Hele stemningen i sangen er som den lyse sommernat, men vi tør ikke tro på den, når den er der, smukkere, blidere og større end alt andet, og derfor lader vi den være, brokker os og tager sydpå.

I 2005 udgav Jens Unmack sit første soloalbum efter Love Shop. På denne svarer han på sin sang fra 1990. "Når sommer kommer, rejser jeg igen, når sommer rejser, længes jeg, op til skoven højt mod nord, hvor de lyse nætter bor."

Vi længes efter noget, vi ikke tror på, nemlig den lyse, dejlige nordiske sommernat. Vi besynger den, men fravælger den.

Det er som med vores vestlige civilisation og vores kulturarv, danskheden og samfundets sammenhængskraft. Vi taler og taler om det, men når det kommer til stykket, tror vi ikke på det.

Derfor indføres der indskrænkning, disciplin, pligt, straf og tvang som aldrig før samtidig med, at der bliver friere spil for de stærke. Og birkeskoven, der før var lys og blid, den bliver sygelig, dyster og mørk.

I Kviums tidligere billeder er det ej heller den stolte nordiske civilisation, som bliver afbildet. Den almindelige dansker er ikke sådan lige at få øje på, men via kunsten til sygdom søgte han om bag det billede, vi gerne vil vise af os selv.

Han malede os allesammen, og mange ville ikke kendes ved det billede, han malede af os. Disse mennesker bor et andet sted, for de er da godt nok for underlige og grimme - ja og utroligt smukke.

Kvium søgte i sig selv og malede disse vanskabninger, som er et billede på vores virkelighed. Mange blev forargede, for sådan ser vi da ikke ud. Kvium malede også i en kort periode farvestrålende billeder, hvor de malede personer ikke kunne skjule, at de i grunden var i udmærket humør, og mange af dem ligner jubelidioter. Denne tro på, at tingene bare løser sig selv, og vi bare skal fortsætte livet som altid, får én til at tænke på en vis Lomborg.

Kviums personer er alle billeder af os selv, og nogle er forvandlet til et skvulpende emotionelt plasma, som vi alle kan fortolke efter behag eller blot væmmes ved. Hvis vi kan erkende os selv i hans billeder, vil vi måske også kunne regulere vores adfærd, så vi igen tror på den nordiske sommernat og på noget så voveligt som et håb om en fremtid.

Statsministeren har talt meget om kulturkamp, og den drejer sig for resten om at kæmpe netop imod ham. Hvornår kommer den dag, da han dropper den primitive hetz? Måske først når vi er sunket så dybt i sumpen som personerne i "Deep Forest", der kunne ses på Horsens Kunstmuseum i 2003.

Her ser man lange, spinkle og svagelige birketræer, som vokser i en sump. Personer vader rundt i vand til livet, og stammerne danner nærmest tremmer som i et fængsel. Måske synker vi fortsat dybere i den åndsforladte sump, hvor man er tryggest ved mistro. Birketræerne på Kviums nye billeder er forkrøblede og spinkle og indhyllet i mørke, og menneskene er væk.

Et gammelt ordsprog siger, "at man ikke kan se skoven for bare træer". I dette ligger der jo en stor portion sandhed. Man fokuserer på en lille del af virkeligheden, hvorved man sjældent kan se eller overskue den hele virkelighed, derfor ligger der bagved en masse, som vi ikke ser eller forstår eller simpelt hen ikke vil kendes ved.

Og det er jo netop det, Michael Kvium fokuserer på i sine malerier. Vi mennesker tænker over tingene, og Kviums billeder taler til tanken og sætter en lang række tankeprocesser i gang, og tankerne kommer nemt til at fokusere på tilværelsens løgne, fornægtelse og blindhed. Men pludselig kan man også få et afgrundsløst klarsyn. I et glimt forstår man pludselig en masse sammenhænge, som hører vores natur og forfald til.

Vi mennesker definerer os selv i forhold til andre og finder modsætninger for at stive os selv af. Vi peger på dem, som vi synes er forkerte, på de gale og på de grimme. Et mindre sympatisk menneskeligt træk, som vi ser overalt i hverdagen og i høj grad inden for religion og politik.

Vi definerer os selv i forhold til synlige modsætninger, derfor føler mange, at de bliver udvisket af lighed. Kviums billeder stiller spørgsmål til moralen og de blindt accepterede grænser. Det er blandt andet disse temaer, der går igen i Michael Kviums kunst, og netop derfor er Michael Kviums billeder stor kunst, om man kan lide hans billeder eller ej.

Poul Erik Pedersen

Rørkærsvej 5, Strib, Middelfart, er agronom og miljøkonsulent.