I dag er det 100 år siden kvinden fik kommunal stemmeret. Først i 1915 kunne hun stemme til Folketingsvalget. Kampen fra kvinde til borger var lang.

Jeg forestiller mig, hvordan hun træder ind i stemmeboksen, hvordan hun uvant, men stolt, sætter sit første kryds. Hun har overskredet samfundets usynlige grænse, hun har indflydelse, hun bliver hørt.

I 1909 får kvinden kommunal stemmeret. Først i 1915 bryder hun helt igennem lydmuren og kan bruge sin stemme ved folketingsvalget. I dag den 12. marts er det 100 år siden, at kvinden første gang kunne bruge sin stemme. Nu, tre generationer senere, er stemmeretten en selvfølge og ikke et privilegium. Jeg føler mig ikke som kvinde, når jeg stemmer. Jeg føler mig som borger. Men træder jeg ind i stemmeboksen for 100 år siden, er jeg pludselig mit eget køn bevidst. Jeg er kvinde, og jeg kæmper for, at min stemme bliver hørt.

Kvinden har kæmpet for at blive hørt det meste af verdenshistorien. Hun har altid haft en stemme, men ofte er den druknet i støjen fra et (mands)dominerende samfund, hvori kvinden er et sagnomspundet og modsætningsfyldt væsen.

Hun er fristeren, der spiser æblet og lokker menneskeheden i fordærv. Hun er samtidig også jomfruen, der føder menneskehedens frelser. På overfladen er hun altså en engel, men der er en djævel gemt i hende. En ulv i fåreklæder, eller en ulv i tækkeligt forklæde, om man vil. Kvinden er et driftsvæsen, og da samfundsmoral udgår fra seksualitetens væsen, bliver kvinden også i samfundsmæssige forhold utilregnelig.

1800-tallets borgerlige familie er et af kvindens største politiske nederlag. Her mister hun sin offentlige stemme og henvises til hjemmets fire vægge. Den humane socialiseringsproces, der begynder i fremskridtets tegn, reducerer kvinden til en husalf, der skal støtte sin mands beslutninger og ikke træffe sine egne.

Den industrielle revolution forandrede ikke kun erhvervsstrukturen, men også samfundsstrukturen. Familien er ikke længere et samlebånd af overlevelsesstrategier, men i stedet en enhed, der overlever på følelsesmæssige bånd - manden er forsørger, og kvinden er opdrager.

Man sublimerer og idylliserer moderrollen og fremhæver kvinden som hjemmets engel.

Kvinden bliver en borgerlig Jomfru Maria. Men under overfladen ulmer seksualiteten - Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll og Mr. Hyde (1886) er et tidstypisk litterært eksempel på det borgerlige menneskes indre dualisme, splittelsen mellem det sociale menneske og den ukontrollerede natur.

Seksualitet er lig selvdisciplin og undertrykkelse, og derfor spaltes kvinden ud i en dydig Maria og en promiskuøs Eva. Hun får en dobbeltrolle, og bliver samtidig offer for en dobbeltmoral. Dette er udgangspunktet for sædelighedsfejden, der kommer i kølvandet på Georg Brandes’ opfordring om at "åbne vinduerne til Europa".

Det moderne gennembrud bliver på mange måder kvindens gennembrud. Borgerskabets kvinder var symbolet på moralsk dydighed, men når manden ønskede adspredelse, kunne han finde den i syndens hule, hos den prostituerede: Ulighed i køn, samfund og moral.

Brandes’ kulturradikalisme gik til angreb på den borgerlige mands dobbeltmoral, den forsvarede ikke kvindens rettigheder som sådan, men hyldede tanken om det frie, borgerlige individ. Fjerner man klasseskel fra ligningen, er det dog første skridt på vejen mod ligestilling.

Da Henrik Ibsen lader Nora træde uden for sit dukkehjem, eksponeres kvindens situation endegyldigt. Det er mænd som Ibsen og Brandes, der ofte betegnes som dem, der giver kvindens historie en stemme.

Men kvinden har fortalt sin egen historie. Litteraturens sopranstemmer er utallige. Med brevromanen i 1700-tallet finder den kvindelige forfatter et ståsted, og der opstår et kvindeligt litterært publikum. Genrens fokus på det indre liv falder kvinden naturligt. Ofte er den følelsespatetiske brevroman moralsk belærende. En ung heltinde som Samuel Richardsons Pamela belønnes med ægteskab for sin dyd og sin ærbarhed, da hun afviser bejlerens tilnærmelser. Året efter i 1741 skriver Henry Fielding parodien om Shamela, en alt andet end dydig kvinde, der promiskuøst planlægger at forføre og forlede. Kvinden har i mandens optik et janusansigt - hun er dydig og letlevende.

Mary Shelley’s Frankenstein (1818) er dog et eksempel på en brevroman, der sprænger genren. Heri beskrives, hvordan manden stjæler skaberkraften og flytter livets mirakel fra kvindens skød til sit monstrøse og moderløse laboratorium. På mandens credo bliver kvinden overflødig - Victor Frankensteins monster lever, og alle kvinder ofres blodigt.

Det er kvindedebat skjult under etiske og videnskabelige problemstillinger. Det er ikke kun livets skaberkraft, der problematiseres, det er også kunstens. Kvinden er musen, hun er inspirationen. Hun er kunstens medium, hun er endda kunstens objekt, men aldrig kunstens skaber. Hvilken rolle skal den kvindelige forfatter så indtage?

I det victorianske England bliver modsætningen mellem kvinden som objekt og kvinden som tænkende subjekt tydelig. Kvindelige forfattere spalter heltinderne i den dydige og den promiskuøse kvinde. I Charlotte Brontës Jane Eyre (1847) møder Jane sine dobbeltgængere - dydsmønstre og gale, følelsesbesatte kvinder.

Jane sejrer, da hun forkaster deres livsfilosofier og selv finder balancen i sin personlighed. I litteraturen opstår således en feminin subkultur, der bygger på fælles oplevelser af undertrykkelse. Det er udelukkende en kulturel forbindelse, kvindelige forfattere tog afstand fra deres professionelle rolle, de følte ikke, de kunne ændre på sociale forhold. De er stadig fanget mellem englen og rebellen. Kvinden udfordrede ikke samfundet, hun søgte dets godkendelse og accept.

I slutningen af 1800-tallet begynder en bevidst og direkte konfrontation med det maskuline samfund. Feminismen gryer, og fiktionen bliver et talerør for den umyndiggjorte og fejlbehandlede kvinde.

Båndene mellem kvinder vokser og kulminerer med stemmerettighedsgrupperne. Litteraturen er politisk, og det er kvinderne også. De glorificerer kvindelighed og afviser maskulin kultur, de træder ind i en separatistisk sfære, hvor en indre fælles tankegang udforskes. Denne tendens afløses af Virginia Woolfs ønske om et eget værelse. Det er ikke nok med et fælles kvindeligt og kropsligt erfaringsunivers, det er tid til en kvindelig æstetik.

Virginia Woolf proklamerer kunstnerisk autonomi uden social og kønslig indsigt. I den kvindelige æstetik udslettes kvinden altså i det poetiske jeg. Bevægelsen væk fra erfaring og fra materiel verden og mod afsondrede, egne rum betyder endelig løsrivning fra maskulin diskurs og dominans. Enhver fortolkning af virkeligheden er subjektiv, derfor er kønnet ikke relevant.

Woolf har en vigtig pointe. Kvinden skal definere sig ud fra egne tanker og følelser, ikke i forhold til samfundet, men hendes æstetik bliver samtidig en undvigende manøvre. Indestængt i eget værelse får kvinden ikke indflydelse på andre end sig selv.

Op gennem det 20. århundrede vrimler kvindelitteraturen af fiktionsskæbner, der bukker under for samfundet. Men der udforskes. Der er stadig fokus på modsætningen mellem pligt og selvrealisering, men kvindelige forfattere afsøger nu territorier, som tidligere var tabu. Vrede og seksualitet bliver mere og mere den kreative drivkraft. 60’erne og 70’erne fører kvindefrigørelse og socialrealisme med sig, og blandt andet Vita Andersens Trygheds-narkomaner (1977) giver kvindens besyv med, for kan kvinden finde sin identitet uden at spejle sig i andre, spejle sig i manden?

I dag har den kvindelige forfatter såvel som kvinden i samfundet overskredet alle tidligere konventioner. Hun har skabt sine egne kvindebilleder, og hun har fornyet og opdateret de gængse. Men i litteraturen udfordres arketyperne gang på gang, og udtrykker stadig det usagte i samfundet.

Litteraturen gav kvinden mulighed for at træde ind på mandens område, den bandt kvinderne sammen. Først i kulturelle subkulturer, dernæst i feministiske stemmerettighedsgrupper. Den kvindelige litteraturhistorie er social og politisk, og den er uadskillelig fra den nutidige kvindelige identitetsfølelse og bevidsthed. Litteraturen gav kvinden det første forum for sin stemme.

Jeg træder ud af mine formødres stemmeboks og ind i min egen tids. Min stemme er igen kønsneutral. I hvert fald min politiske…

Dorthe Marie Petersen

H.C. Andersens Gade 69, Odense C, er stud.mag.art.i litteraturvidenskab