Kunsten at vente i politik


Kunsten at vente i politik

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hillary Clinton og Helle Thorning-Schmidt er fælles om at vente på chancen for at nå magtens tinde. Men de har valgt forskellig taktik, og Hillary Clintons er nok den klogeste.

Hvad nu hvis? Kontrafaktisk historieskrivning er meget moderne for tiden. Hvad nu hvis Hitler ikke havde invaderet Sovjetunionen i 1941? Hvad nu hvis Kennedy ikke var blevet dræbt? Hvad nu hvis englænderne ikke havde besejret den uovervindelige armada? Hvad nu hvis og hvad nu hvis?

Disse spørgsmål om de store vendepunkter i verdenshistorien er fascinerende og kan sætte fantasien i gang. Man kan imidlertid også bruge den kontrafaktiske tankegang til at analysere mere nutidige og mindre dramatiske begivenheder.

F.eks. kunne man spørge sig, om ikke Helle Thorning-Schmidt på langt sigt kunne have vundet ved at efterligne Hillary Clinton. Sammenligningen kan måske forekomme søgt, men der er grund til at tro, at Helle Thorning-Schmidt i dag kunne stå langt bedre til at blive Danmarks næste statsminister, dersom hun havde ladet sig inspirere af Hillary Clintons tålmodige stræben efter magten.

Da det demokratiske parti skulle finde sin kandidat til det amerikanske præsidentvalg i 2004, var der mange, som opfordrede Hillary Clinton til at stille op imod George W. Bush. Hun havde et kendt ansigt, og mange troede, at hun kunne blive den første kvindelige præsident.

Hillary afviste imidlertid alle overvejelser om at stille op med den begrundelse, at hun ikke havde erfaring nok. På trods af, at hun havde haft en meget aktiv del i sin mands politiske karriere og selv havde været senator siden januar 2001, søgte hun således ikke det højeste embede i landet.

ALLE politikere deltager imidlertid i det politiske spil for at få indflydelse, og ingen stilling giver mere indflydelse end stillingen som præsident for De Forenede Stater. Man må derfor antage, at Hillary Clinton på langt sigt gerne vil være præsident.

Som med andre forhold i livet drejer politik sig i høj grad om timing, og Hillary Clinton kunne se, at det i 2004 ville blive svært at slå en George W. Bush, der dengang stadig red højt på patriotismens bølger, der havde rejst sig som en naturlig reaktion på terrorangrebene 11. september. Hillary indså, at hvis hun skulle have en chance for at blive præsident, måtte hun vente en postgang.

Denne strategi indebar naturligvis en meget stor risiko. For hvad nu hvis John Kerry rent faktisk havde besejret Bush i 2004? Så ville Hillary ikke have mulighed for at stille op imod sit eget partis kandidat ved næste valg i 2008.

Hendes første chance ville derfor blive i 2012, da hun ganske vist ville have over 10 års erfaring i senatet, men hun ville også begynde at nærme sig pensionsalderen. Dermed ville Hillary reelt være sat uden for kampen om at blive leder af den frie verden, som mange amerikanere en smule selvhøjtidelig benævner den til enhver tid siddende præsident.

Man kan derfor mistænke Hillary for at have næret et hemmeligt håb om, at John Kerry ville tabe til George W. Bush.

Ikke alene ville et nederlag til Demokraterne betyde, at Hillary i 2008 får en reel chance for at stille op til præsidentvalget. Det ville også betyde, at hun i 2008 ikke skal stille op imod Bush, der er afskåret fra at stille op til en tredje periode. Hun vil derimod skulle kæmpe på mere lige vilkår imod en mindre kendt modstander.

Som det desuden ofte sker i politik, bliver vælgerne trætte af deres ledere, når disse har stået ved roret igennem en årrække.

George W. Bush er således væsentligt mere upopulær i den amerikanske befolkning nu, end han var ved valget i 2004. Denne upopularitet skyldes naturligvis ikke udelukkende, at vælgerne blot ønsker forandring, men det er utvivlsomt en del af forklaringen.

Alle politikere slides af at sidde ved magten. Selv om Bush ikke kan stille op igen, kan hans upopularitet ikke undgå at smitte af på hans parti, hvorfor enhver republikansk kandidat vil skulle stille op med Bush's fejltagelser hængende om halsen som en møllesten.

MAN skal være påpasselig med at planlægge sin politik efter ordsprog, da ét ordsprog ofte modsiges af et andet. Alligevel valgte Hillary Clinton tydeligvis at følge det gamle ord om, at den der ager med stude, også kommer frem.

I modsætning til denne erkendelse valgte Helle Thorning-Schmidt at følge visdommen i, at man skal smede mens jernet er varmt. Der gik således ikke mange dage, fra hun var blevet indvalgt i Folketinget, til hun stillede op som formandskandidat for Socialdemokraterne. Hun havde endnu ikke holdt sin jomfrutale fra Folketingets talerstol, da hun modigt erklærede, at hun kunne slå Anders Fogh.

Socialdemokraternes store nederlag med Lykketoft ved roret betød da også, at partiet var parat til at prøve noget så tilsyneladende desperat som at vælge et nyvalgt folketingsmedlem til formand. Som sådan var der en chance åben for Thorning-Schmidt, og den greb hun.

Her et år efter Socialdemokraternes valg af formand virker det oplagt at spørge, om ikke Helle skulle have fulgt Hillarys eksempel og ventet endnu en valgperiode, inden hun gik efter magten.

Helle Thorning-Schmidt kunne naturligvis ikke have forudset, at Danmark med Muhammed-krisen skulle blive midtpunkt i en international krise uden sidestykke i mange år, og at denne krise ville lægge stort pres på Socialdemokraterne.

Hvad hun derimod kunne have taget højde for, var den parlamentariske situation i Folketinget. Da hun stillede op som formand, vidste hun således udmærket, at VK-regeringen og Dansk Folkeparti sammen havde flertal og dermed kunne holde Socialdemokraterne uden for indflydelse.

Havde Helle fulgt Hillary, havde hun ladet Frank Jensen stille op som formand uden konkurrence, så han i stedet kunne kæmpe med en yderst vanskelig parlamentarisk situation. Der er heller ingen grund til at tro, at Frank Jensen som formand ville have klaret Muhammed-krisen mere elegant, end den nuværende ledelse har gjort. Ganske vist havde Frank Jensen et vist mål af erfaring, men som repræsentant for partiets venstrefløj ville han sikkert have været mindst lige så vag i sin linje, som Helle Thorning har været det.

Det virker derfor sandsynligt, at Frank Jensen - dersom han var blevet valgt som formand - ville være i mindst lige så store problemer, som Helle Thorning-Schmidt er i nu med de rekord-dårlige meningsmålinger. Socialdemokraterne ville derfor kunne lide et lige så stort nederlag med Frank Jensen, som de ser ud til at gøre med Helle Thorning-Schmidt som formand.

Tænker man dette scenario til ende, er det indlysende, at Helle Thorning ville stå stærkere som ny formands- og statsministerkandidat, hvis Frank Jensen fra Socialdemokraternes venstrefløj havde gennemført en valgkampagne imod Anders Fogh Rasmussen og tabt med et brag.

Venstrefløjen i partiet ville så være endnu svagere, og hun ville kunne fremstå som en frelser - og i modsætning til nu ville hun have erfaring at spille på.

Ingen, der har set Helle Thorning-Schmidt på tv eller har haft fornøjelsen af at se hende fremlægge sin politik i levende live, vil være i tvivl om, at hun er en overordentlig dygtig og karismatisk kommunikator. Men selv i denne tv-tidsalder er gode kommunikationsevner tilsyneladende ikke nok til at sikre sig vejen til magten. Der kræves stadig politisk tæft og Fingerspitzengefühl - begge egenskaber, der udvikles ved års erfaring fra Christiansborgs gange.

Rent fagligt kunne Helle Thorning-Schmidt tilsyneladende godt have brugt et par år til på de bagerste rækker i Folketinget, inden hun kastede sig ud i kampen imod en så garvet politiker som Mr. Teflon - Anders Fogh Rasmussen.

Med sine 39 år ville hun desuden snildt kunne vente en valgperiode til og stadig være et ungt alternativ til snart sagt enhver borgerlig politiker. Anders Fogh Rasmussen, vil til den tid være over de 60. Dette vil naturligvis ikke diskvalificere ham i vælgernes øjne, men hans alder kan forstærke den naturlige træthed, som vælgerne før eller siden føler over for deres folkevalgte ledere. Foghs stadigt mere grå hårpragt vil populært sagt blot minde vælgerne om, hvor lang tid de har haft den samme statsminister.

Som det ser ud lige nu, kan Hillary muligvis blive indsat som USA's første kvindelige præsident om to år, mens Helles politiske karriere kan være død ved næste valg.

Havde Helle fulgt Hillarys eksempel og ventet tålmodigt, inden hun gik efter magten, kunne det have set meget anderledes ud i dag.

Man kender det fra cykelsporten, hvor det sjældent er den, der indleder spurten, der vinder løbet. Det er kun de helt store mestre, der ved præcis, hvor længe de skal vente, før de angriber.

Christian Hannibal, Østerled 17, Odense C, er cand.scient.pol.

Kunsten at vente i politik

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce