Kritik er en pligt


Kritik er en pligt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det skal være forbudt at kritisere religioner, mente en række lande som forbereder antiracisme-konferencen "Durban 2". Men det er absurd

Muslimske lande hævdede tidligere, at de på antiracisme-konferencen "Durban 2" i april ville stille forslag om, at det i "Erklæring om Menneskerettighederne" skulle forbydes at kritisere religioner. Det var et umuligt foretagende, som ikke har ændret sig meget med den seneste formulering, der opfordrer til "at undgå at tildele religioner negative stereotyper".

For det første er det at tilhøre en bestemt religion overhovedet ikke et spørgsmål om race, da alle religioner dyrkes af mange forskellige racer. Man prøver at få det indlysende: "at alle racer er ligeberettigede, og man dermed ikke kan kritiseres blot for at tilhøre en bestemt race" overført til det absolut ikke indlysende: "at man ikke må kritisere religioner" - uanset deres indhold.

At der i praksis kun tænkes på islam ses af det forhold, at Koranen selv kritiserer andre religioner, og forfølger deres tilhængere. For det andet er det besynderligt at de bekymrede sig om netop menneskerettighederne, som næsten alle muslimsk regerede stater til stadighed overtræder - hvis de følger deres ‘hellige bøger’.

Disse religiøse forskrifter læses langt overvejende for pålydende, bogstaveligt, fundamentalistisk, nemlig efter fundamentet, bogen selv.

Det vil sige, de opfattes som absolut sande, men i så tilfælde strider disse skrifter imod de fleste artikler i menneskerettigheds-erklæringen. For det tredie kan man ikke forbyde religionskritik uden nøjagtigt at definere, hvad kritik er - hvilket er umuligt. Ingen vil i så fald nogensinde kunne kritisere noget som helst, fordi Koranen også er en politisk lovbog, der omfatter næsten alt.

Er det for eksempel kritik at sige, at jorden kredser om solen, stik mod opfattelsen, at solen kredser om jorden (Sura 36,40), som man mente i 600-tallet, da Koranen blev nedskrevet?

Er det forbudt at hævde, at mand og kvinde er ligeværdige, når det strider mod Koranens nedvurderende kvindesyn? I så tilfælde vil menneskerettighederne komme i modstrid med sig selv, idet ligeværdighed mellem alle mennesker er en hovedpointe her.

Koranen derimod hævder, at "mænd står over kvinder, fordi Gud har givet nogle fortrin, frem for andre" (Sura 4,34). Det kan næppe stride mere frontalt mod ideen om ligeværdighed. ‘Mennesket’ er i Koranen kun ‘manden’, fordi alt er skrevet af mænd til mænd. ‘Kvinden’ er kun en del af hans nyttige ejendom.

Ville det for eksempel være kritik af kristendommen at nægte, at Kristus repræsenterer ‘kærlighed’, eller at sige, at kristne fundamentalister er naive? Ville det være kritik at hævde, at man finder Asa-troende komiske? Listen er indlysende uendelig lang.

Forslaget om forbud mod kritik kan kun fremkomme i totalitære samfund, hvor al kritik i forvejen er forbudt, og disse samfund netop derfor stagnerer. Det er således betegnende, at ordet ‘frihed’ ikke findes i Koranen. Der er ikke brug for det, fordi borgerne bare skal gøre, som der bliver sagt og står skrevet.

I demokratiske samfund er kritik derimod en selvfølge og en nødvendighed, hvis samfundet skal udvikle sig.

Her er det nærmest en pligt at deltage i en åben debat og kritisere de fejl og mangler, som altid vil være der. Demokratiet lever og udvikler sig ganske enkelt af kritik. Også derfor er totalitære stater imod demokrati.

Når religion og politik er et og det samme, som tilfældet er i islamisk regerede stater, så bliver kritik umulig, og samfundet går i stå - hvilket da også i høj grad er tilfældet i de totalitære, islamiske stater, vi kender.

Det er netop, hvad magthaverne ønsker - for at de kan beholde magten. I demokratiske stater er religion og politik - i hvertfald i praksis - adskilt, og de religiøse ledere har ingen politisk magt.

Det er således symptomatisk, at islamiske lande i 1981 fik menneskerettighedernes artikel 18 ændret, sådan at retten til ‘at skifte religion’ blev ændret til retten til ‘at have en religion’.

Det er jo en naturlig følge af, at det er forbudt at forlade islam, og af behandlingen af ‘de vantro’ i det hele taget f.eks. jf: Sura 2,19. (Præcis det, der gør konflikten mellem Israel og Palæstina næsten uløselig. Begge parter har absolutte ideer om deres modstridende rettigheder).

Der er ydermere flere uheldige ændringer i menneskerettighederne. At vedtage endnu en ændring, et forbud mod religionskritik, vil kun være en bastant eftergivende fejlbedømmelse mere. Vi skal ikke give efter for forvildede værdier, som strider mod alle vore egne ideer om et frit og godt menneskeliv.

Hovedproblemet med de islamiske ideer er simpelthen, at de - helt overvejende - anses for givet af Gud og dermed er urørlige, absolutte. Alt, hvad der står i Koranen er simpelthen sandt, fordi Gud har sagt det.

Men man kan ikke argumentere med begrebet Gud (som også bibel-fundamenterlister gør), netop fordi dets indhold er ‘uendeligt’ og dermed ubegribeligt - udenfor logikkens og videnskabens område, hvor noget kan bevises.

Gud hører under kategorien ‘tro’, hvor man ikke kan argumentere og bevise. Der er således heller ingen ende på de uhyrligheder, som er begået historien igennem af næsten alle religioner i Guds navn.

Ydermere er det ifølge Koranens egne skriftlige udsagn en ‘viden’, den indeholder - ikke en ‘tro’. Dermed sættes videnskaben mere eller mindre ud af spillet. Næsten alle forhold i menneskets tilværelse er omfattet af nøje direktiver, som vi i vesten ville kalde verdslige eller politiske.

Mærkværdigvis har den alvidende Gud dog ikke taget stilling til moderne fænomener som f.eks. organdonation eller kunstig befrugtning. Den stillingtagen overlades derfor til mere eller mindre selvbestaltede religiøse ledere.

Der er således i de fundamentalistiske, muslimske kredse ingen forståelse for, at ordene er nedskrevet i 600-tallet af mænd, som ønskede at holde styr på flokken, og at skrifterne naturligvis er påvirkede af den tid og det sted og øvrige forhold, de levede under.

For eksempel meddeles det, at idealet ‘paradis’ er ‘skyggefuldt’ - næppe lige det første, man ville ønske sig på disse breddegrader. Alle fortolker mere eller mindre bevidst en tekst og påvirker den. Hvis den oversættes bliver forholdet mange gange værre, som man f.eks. også kan se i forskellene på de to danske oversættelser af Koranen.

Som ‘tro’ og ‘viden’, må religion og politik skilles ad. Folk må tro, hvad de vil, hvis det ikke går ud over andre, men islams ideer handler desværre næsten altid om, hvad ‘de andre’ må og skal, og ikke mindst, hvordan de skal straffes, hvis de overtræder. Grusomme straffe, som ingen i dag kan gå ind for, hvis man er ved sine fulde fem.

Man skal som muslim blot gøre som fællesskabet, mængden, vil, og den er igen bestemt af Koranen og de øvrige religiøse skrifter.

Islams ideer eller værdier går således forud for det enkelte menneske, der ikke har meget at skulle have sagt, som vi f.eks. ser i tvangsægteskaber, kvindetildækning og lignende patriarkalske bestemmelser. Familiens, slægtens, landsbyens, statens, islams ‘ære’ er det eneste, som tæller.

Men konklusionen og dermed situationen, når ‘systemet’ går forud for ‘den enkelte’, når ideer er vigtigere end menneskeliv, er netop: terrorisme.

I min bog "Værdier - Verdenserklæring om menneskerettigheder, Det nye Testamente, Koranen" er Koranen sammenlignet med menneskerettighederne artikel for artikel.

Resultatet er forstemmende, og de muslimske landes nye forslag til "Durban 2" om at "undgå at tildele religioner negative stereotyper" ændrer ikke på dette forhold. Det er stadig absurd.

Birgit Bertung

Frimestervej 51, København NV, er mag.art. i filosofi og forfatter

Kritik er en pligt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce