Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kongerøgelse - i moderne tid


Kongerøgelse - i moderne tid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kongehuset er populært i befolkningen, ingen tvivl om det. Paradoksalt nok, for egentlig hører det en anden og svunden tid til.

"Gorm havde gigt. Det er strengt taget det eneste, man med nogenlunde sikkerhed ved om den konge, der betragtes som den egentlige stamfader til hele den danske kongeslægt, og som man via stamtavlerne, godt nok ad mange snørklede omveje, kan føre vor nuværende dronning tilbage til". Således opsummerer historikeren Benito Scocozza vores viden om Gorm den Gamle.

Når det gælder den nuværende kongefamilie, er vores kendskab unægtelig noget større. Aldrig har mediedækningen været så intens som de sidste 10 -20 år, og i særdeleshed de kulørte ugeblade er hele tiden leveringsdygtige i historier fra den royale familie. Dette viser det nyligt overståede bryllup mellem prins Joachim og Marie Cavallier også med al tydelighed.

Kongehuset har været en altafgørende del af dansk historie i over tusinde år. Uadskilleligt har dette parløb været, selvfølgelig har der været kriser undervejs, ikke alle konger har været lige elsket, men på trods af dette har vi i Danmark stort set haft et kongehus, der var vellidt i befolkningen.

Specielt de sidste hundrede år har kongehuset nydt en stor og folkelig opbakning, givetvis hjulpet på vej af de moderne massemedier, der begyndte at komme frem i denne periode. Den massive og ganske hysteriske dyrkelse af den kongelige familie er dog et fænomen, der er relativt nyt og intimt forbundet med de kulørte ugeblade. De seneste år er Danmarks Radio og TV2 dog uforbeholdent hoppet med på vognen, bl.a. har der i forbindelse med prinsebryllupperne i kongehuset været en intens tv-dækning.

Mediefolkene har ikke ramt forbi, der er jo læsere og seere til stoffet, men hvad er det, der gør, at vi har behov for at følge med i en familie, vi ikke har den mindste personlige relation til?

En forklaring er nok den helt banale, at vi nyder at være med på en kigger, når "overdanmark" fester. Dette er en verden med pomp og pragt, med guldkareter og diamantdiademer, som vi andre ikke kommer i nærheden af. Det er småpigernes prinsessedrøm, der stadig lever videre i nogen af os.

Samtidig har vi i Danmark en kongelig familie, der umiddelbart virker tiltalende og fornuftig. Ikke mindst kronprins Frederik, der fremtræder sympatisk og ligetil. Han er en moderne mand, der kan udfordre sig selv fysisk og psykisk, men samtidig er han følsom og kan knibe en tåre, når hans brud kommer op af kirkegulvet.

I modsætning til f.eks. det engelske kongehus har den danske familie været forskånet for de helt store udskejelser, der har kunnet ødelægge den folkelige opbakning. Prins Henriks kvababbelser i forbindelse med om han nu var nr. to eller tre i hierarkiet, og Joachim og Alexandras skilsmisse har trods alt kun været småridser i en ganske stærk lakering.

Altafgørende er dog nok selve "tidsånden". De sidste 150 år har været en lang march væk fra en enhedskultur, hvor "Gud, Konge og Fædreland" var de fælles pejlemærker, som man kunne navigere efter i sit liv. De fleste mennesker havde således del i et fælles værdisæt, en fælles historie og fælles referencerammer.

Så selvom samfundet var delt i mange forskellige klasser, så var der en "social lim", der bandt folk sammen. I det forløbne tidsrum er vi blevet mere og mere individualiserede og fragmenterede, og vi kan vel nu kun tilnærmelsesvis snakke om en samlet kultur.

Vi befinder os således i en tid, der skal komme sig oven på en periode, hvor alle de etablerede normer og værdier har stået for skud. Det geografiske verdensbillede krakelerede, og den multikulturelle og postmoderne tid har lært os, at alle ting er lige gyldige. Den udadvendthed og åben sig op for verden, der også blev en følge af hele dette værdiskred, er vi nu i fuld gang med at reagere på.

Med kraftig påvirkning fra USA har vi fået en konservativ og nypuritansk bølge, der skal få treenigheden genindsat som værdifundament.

Der er tendenser til at lukke af for det fremmede og mangfoldige for igen at fokusere på det velkendte og det nationale. Vi vender tilbage til de nære værdier med familien som omdrejningspunktet.

Inden for denne optik er forhold som de nationale kulturkanoner, angsten for "de fremmede" og deres kultur og den såkaldte kulturkamp, hvor der fokuseres på moralske absolutter og mod værdirelativisme, logiske følger. Omklamringen af kongehuset kan således ses som en del af et større kulturopbrud.

Religion og politisk magt har i historien altid været tæt knyttet. Således blev kongen også i Danmark betragtet som Guds udvalgte og blev i forlængelse af dette ophøjet og tillagt magt og styrke.

Med borgerskabets fremtræden blev kongemagten trængt, og enevælden blev efterhånden afskaffet. Mange andre lande blev efterhånden republikker ud fra det synspunkt, at embeder ikke kan være arvelige rettigheder, men i Danmark varer revolutionen som bekendt kun indtil middag, så da Frederik 7. var samarbejdsvillig, fik kongedømmet lov til at overleve, men kun som indskrænket monarki.

Efterhånden blev det frataget enhver politisk indflydelse, og med grundlovsændringen i 1953 blev parlamentarismen for første gang skrevet direkte ind i forfatningen. Kongens formelle ret til frit at vælge sin regering var nu helt afskaffet.

Frederik 9. blev den første konge, der skulle forholde sig politisk neutral og dermed regere på et fundament skabt af historie, traditioner og symbolik. Forestillingen i offentligheden om kongefamilien som den ideelle borgerlige familie, og dermed også forbillede for "familien Danmark", blev således grundlagt i denne periode.

Med dette skift fra at være en afgørende aktør i det politiske spil til at være en historisk legitimeret institution blev fundamentet lagt til det skisma, vi også har i dag.

Vi har et kongehus, der skal forsøge at udfylde en repræsentativ rolle uden politisk betydning i en demokratisk ramme, samtidig med at det ophøjede og magtfulde ikke elimineres. Traditioner og historie skal således gå hånd i hånd med "en slags kongeligt hverdagsarbejde".

På denne måde indføjer dette kompromiskongehus sig smukt i en dansk tradition, hvor ekstremer og yderligheder sjældent har fået råderum, men hvor der er konsensustankegangen, der har domineret.

Vi ønsker at kunne spejle os i den kongelige familie, det er beroligende og trygt, at de kan have de samme småproblemer som alle os andre almindelige mennesker, men samtidig er det jo en familie, der er ikoner og forbilleder, og hvor der ikke er plads til de store fejltrin.

Denne balancegang er yderst krævende og er samtidig en afvejning af, hvor meget kongefamilien må fylde i forhold til privatfamilien.

Det er en problemstilling, der hele tiden er nærværende, således også til brylluppet mellem prins Joachim og Marie Cavallier, hvor der både var den officielle ceremoni, hvor hele Danmark var inviteret med til globryllup, og den private aftenfest.

Spørgsmålet er, hvad der kan legitimere et kongehus med de privilegier og særlige hensyn, der følger med, i et moderne samfund.

Der synes at være enighed om, at kongehuset med dens intime forbindelse til nationens historie er hævet over de demokratiske spilleregler, der gælder for den resterende del af samfundet.

Kongehusets karakter af nationalt fikspunkt kan siges at være den eneste rolle, der er tilbage, og den hviler på et yderst usikkert grundlag. Den dag, der ikke er bred folkelig opbakning bag kongehuset, er den sidste trevl af eksistensberettigelse væk. Regenten er således ikke længere konge/dronning af Guds nåde, men af folkets.

At kongehuset for tiden er meget populært i befolkningen er evident, men det fjerner ikke det faktum, at det er en anakronisme, der er baseret på en anden tid med andre normer og værdier.

Kilde: Benito Scocozza Politikens bog om danske monarker, København 1997.

torben fogh

Thomas Overskous Vej 24, Odense C, er B.A. i dansk og religion

Kongerøgelse - i moderne tid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.