Køb to - spar det halve


Køb to - spar det halve

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I Brugsen er jeg kunde, hos lægen er jeg patient, hos sagføreren klient. Men hvornår er jeg egentlig et menneske? Når jeg køber ind? Nej, da er jeg forbruger

Bjarke Møller (i det følgende benævnt B. M.) løfter en advarende pegefinger allerede med titlen på en artikel fra 2004: "Led os ikke i fristelse" (Information). For at forstå teksten er det nødvendigt først at definere endelsen "isme". Fra Internettet er hentet følgende forklaring:

"en "isme" er endelsesformen på navneord, der som regel betegner større, holdningsprægede tanker om ideologier eller overbevisninger."

Vi kender det alle sammen, der tales og skrives dagligt om de forskellige ismer, konservatisme, socialisme, kommunisme og liberalisme. Disse fire begreber har at gøre med bestemte politiske systemer, mens for eksempel optimisme og pessimisme dækker over andre begreber. Ordet "isme" er altså vidtfavnende.

B. M. peger på den amerikanske historiker, Gary Cross, der i sin bog "An All-consuming Century" argumenterer for, at det ikke er politiske ideologier, der har vundet slaget i det 20. århundrede men derimod "forbrugerismen", et ord, som man må antage, at forfatteren har lanceret i forbindelse med sine synspunkter.

Hans kernepunkt er, at den kendsgerning, at forbruget siden 1960 og frem til år 2000 er steget til det firedobbelte, skulle kunne begrunde hans påstand om, at forbrugerisme har taget over i den ideologiske kamp, og at det i høj grad er noget, som politikere må se seriøst på, hvis de vil tiltrække vælgere fra alle dele af samfundshierarkiet.

Han hævder, at det store flertal af borgere i Nordamerika og Europa har svært ved at forestille sig en anderledes udvikling. Så kan man jo så filosofere over, hvad primitive stammefolk i Afrika, Mellemøsten og Sydamerika mener om det.

Jagten på guldkalven har aldrig skaffet et menneske lykken. Poppedrenge og -piger som eksempelvis Elvis Presly, Janis Joplin og mange andre celebre personligheder er bukket under for misbrug trods deres meget store materielle velstand, eller måske netop på grund af den.

At penge og forbrug ødelægger folk, læser vi dagligt om, og et blad som Se og Hør lever praktisk taget af folks ulykke, men i endnu højere grad af de, der læser bladet. En ny pels varmer her og nu, men købetrangen melder sig hurtigt igen, så shoppe-ismen bliver det centrale i et menneskes tilværelse.

Tysk tv viste for et par år siden en udsendelse, der handlede om, hvordan nyrige tippedrenge og -piger har skilsmisser, nederlag og endog selvmord som følgesvende. Ikke lige med det samme, ikke mens rusen endnu ligger i blodet, det har Danske Spil helt ret i, men efterhånden som det går op for vinderen, at man ikke kan købe lykken, og når familien presser den "heldige" til det yderste, og vennerne af ren og skær misundelse vender en ryggen, så begynder derouten.

Så nej! Forbrugerisme er ikke en god ting, selvom Gary Cross hævder, at det holder gang i samfundsmaskineriets hjul. Joh, men har hjulene ikke brug for et hvil engang imellem, hvor de kan bliver set efter og smurt?

Den franske forfatter og filosof Voltaire anbefalede os at vende tilbage til naturen, at finde lykken der, at leve spartansk og med sunde naturlige interesser, for det er vel ikke helt forkert, at lykken ligger i det nære og i det arbejde, der kan tilfredsstille et menneske, hvad enten det er forskning på højt plan eller Lille Pers første frimærkesamling.

Nøglen til Paradisets port er ikke stadig større velstand, den ligger heller ikke hos modehusene, hos juvelererne eller i den lokale brugs. At drenge nu skal gå klædt eller snarere afklædt med den halve røv synlig, kan da vist kun tilfredsstille modeskaberne. Og de skal ikke pådutte os deres klude og luner. Det er kejserens nye klæder om igen. Og det ironiske er, at de selv samme herrer samtidig skovler penge ind på at fortælle folk, hvordan de skal gå klædt, og hvor der skal være et stykke med bart.

Den økonomiske side af livet er efter min mening ikke afgørende for en god tilværelse, men hvad er det så, der kan forklare væksten i privatforbruget?

Det er i første række de handlendes stadig mere raffinerede hjernevask af deres potentielle kunder materialiseret gennem en massiv reklamekampagne, der igen og igen fortæller folk, at de simpelt hen ikke kan leve uden netop deres produkter.

Ofte er det netop den fattige del af befolkningen, der flås for den sidste 5-øre, den del af befolkningen, der ikke selv får en chance til at reflektere over sit eget liv og dets muligheder uden mere forbrug end nødvendigt.

Fødselsdagstilbud, udsalg, før-og-nu priser er ikke eksisterende begreber uden netop i folks fantasi. En vare koster til enhver tid det, som forbrugeren vil give for den. Prøv også lige at tænke over, at auktioner kun kan finde sted, fordi vi ikke under hinanden noget. Auktionshuse lever altså af folks begærlighed og havesyge.

En cykeltur i skoven en sensommerdag, termokanden og den medbragte mad på bagagebæreren, fuglestemmer, der varsler vinterens komme og puslen i skovbunden, glade smilende mennesker, der hilser venligt på en og en kold øl i kolonihavehuset med naboen om søndagen, alt dette burde kunne tilfredsstille ethvert normalt menneske.

Men er vi da blevet unormale, er vi syge i vore hoveder? Ja jeg tror, at smarte forretningsfolk har indpodet os falske værdier på linie med den hjernevask, der foregår i enhver koranskole i Mellemøsten.

Reklameindustrien har forstået at snige sig ind i vor bevidsthed gennem brevsprækken og tv. Vi bombarderes med slogans som "Køb nu", "køb to spar det halve, køb 0 spar det hele". Køb, køb, køb før din nabo får fingre i det. Her spilles på misundelsens brød. Alle midler tages i brug i kampen om kunderne.

En fladskærm, en cd-afspiller og en Nintendo spillekonsol har jeg end ikke set, kun hørt om, og jeg har heller intet ønske om at få noget af det.

Pointen er, at jeg ikke hopper på den med, at jeg absolut skal og må eje noget, der er finere, dyrere og større, end det naboen har. Hans græs er ikke grønnere end mit, tværtimod. Han rider hver dag på sin jernhest, mens han slår græsset, så det konstant har en syg gul farvetone, fordi han ikke aner, hvad han ellers skal tage sig til. Han kunne jo slå det manuelt, så får han i det mindste motion.

En anden af grundene til det øgede privatforbrug er, at børn ikke i tilstrækkelig grad lærer at beskæftige sig selv. Lær dem dog, at håndens arbejde i fars værksted med at flikke en fuglekasse sammen er bedre end at spille et fuldstændig hjerneblæst computerspil!

Fortæl dem, at det at trille med sin egen bold i haven eller i nærmeste park er bedre end at stå og skråle efter knoldesparkerne, millionærerne på fodboldbanen. De har alligevel kun tanke for egen succes og lykke, de rider også på guldkalven og interesserer sig ikke en døjt for tilskueren længere end til læderet i hans baglomme.

"Er det en autograf du vil have"? spørger fodboldstjernen.

"Nej tak, jeg dyrker ikke idoler."

Vi må ikke glemme mageligheden. I dag er alting mekaniseret, elektrificeret og simplificeret, så det eneste, vi behøver, er at trykke på den rigtige knap.

Vaskemaskine, tørretumbler, komfur, emhætte og støvsuger plus diverse køkkenredskaber dominerer vor hverdag. Vi har med andre ord fået langt mere frihed til egne sysler, men vi har med de erhvervsdrivendes massive pres på os forbrugere heller ikke fået at vide, hvordan vi skal administrere denne gennem klassekampen vundne frihed.

Gary Cross hævder, at forbrug fylder meget i menneskets psyke. Han fortæller ikke, hvad han bygger det på, udover at, som han skriver, forbruget er steget markant de sidste 50 år.

Jeg er sikker på, at rigtig mange mennesker ikke vægter forbrug særlig højt. De mennesker, der har fundet melodien, kunstnere, forfattere, forskere og andre intellektuelle kan sagtens finde ud af, at livet er andet og mere end en dyr middag på en dyr restaurant, en date med en luksusluder og en rejse til de varme lande, hvor man kan slide røven i laser på en kamelryg for en tier, mens man sveder i ørkensandet, keder sig bravt og glæder sig til at komme hjem til mors kødgryder og et mere tempereret klima.

Et godt helbred, en god bolig og et vist minimum af fornødenheder er helt nødvendige for et acceptabelt liv, noget jeg vil kalde primære behov, men de sekundære behov har taget mere og mere over hos en stor del af befolkningen, uden at man, som det vist fremgår af ovennævnte, ikke kan bebrejde forbrugeren ret meget, og en dag står vi der og aner ikke, hvad vi skal ønske os, næste gang vi har fødselsdag.

I brugsen er jeg kunde, hos lægen patient, hos sagføreren klient. Hvornår er jeg et menneske?

erik morsing

Gyrupvej 6, Otterup

Køb to - spar det halve

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce