Klaus Berntsen og grundloven


Klaus Berntsen og grundloven

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Friskolelæreren fra Højby Klaus Berntsen var manden bag en grundlovsreform, der begrænsede Kongens magt og indførte almindelig valgret for kvinder

Til september er det 100 år siden, justitsminister P. A. Alberti meldte sig til Københavns politi for bedrageri til 15 millioner kroner over for Den sjællandske Bondestands Sparekasse, som han var direktør for.

Beløbet svarende til ca. en femtedel af den danske stats samlede udgifter dengang. Denne skandale banede for Klaus Berntsen vejen til posten som statsminister fra 1910-13, højdepunktet i den midtfynske bondesøns karriere som grundtvigiansk venstrepolitiker. Fra 1873 - 1927 var han uden afbrydelse medlem af Folketinget.

For år tilbage var jeg kurator for udstillingen "Folketingets Portrætter" i Aabenraa. Under en gennemgang af politikerportrætterne på Christiansborg fandt jeg i et magasin på Borgen et pastelportræt af konseilspræsident Klaus Berntsen, malet af monumentalmaleren Oscar Matthiesen.

Billedet af Berntsen som højtidelig statsmand er et forstudie til Matthiesens portræt af Berntsen på kæmpebilledet af den Grundlovgivende Rigsdag af 1915. Det var Berntsen, der stod som ophavsmand til Grundloven af 1915. For Klaus Berntsen var fundamenteringen af Folkestyrets lighedsideologi i en uindskrænket demokratisk grundlov det vigtigste anliggende i hans politiske virke.

Imidlertid er det betegnende for Klaus Berntsens historiske eftermæle, at dette fine portrætstudie er endt i et vinduesløst magasin på Christiansborg. I nyere historieskrivning optræder han i reglen nærmest som en bifigur i den årelange politiske strid om skabelsen af en grundlov med lige valgret for alle.

Af væsen var Klaus Berntsen frimodig og venlig, men også mentalt hårdhudet, og som slagfærdig taler kunne han være yderst bidsk over for sine modstandere.

Berntsen var en medrivende folketaler. Hans blødtklingende midtfynsk, opblandet med højtidelige, højdanske gloser, gjorde ham dog kun sjældent til grin. Hans stærke udstråling af selvbevidsthed forhindrede det. Man har sagt om ham, at ingen politiker siden har talt et så særpræget dansk som han.

Som grundtvigianer var "det levende ord" og Grundtvigs tale om "et jævnt og virksomt liv på jord," beåndet af "glans fra evigheden", for ham også som politiker en skabende kraft. Desuden var begrebet folkelighed i hans politiske optik ensbetydende med folke-lighed i den betydning, at alle landets indbyggere gennem frie valg skulle have ligeværdig mulighed til at deltage i den politiske beslutningsproces.

Klaus Berntsen blev født 12. juni 1844 i Eskildstrup ved Ringe som søn af en gårdejer. Det blev tidligt bestemt, at han skulle være lærer, og atten år gammel blev han friskolelærer i Højby.

Som gudbenådet fortæller holdt børnene af ham, og han blev en så afholdt skikkelse i Højby, at man valgte ham til sognerådsformand som tre og tyveårig . Engang i 1870-erne grundlagde han en grundtvigiansk efterskole for drenge i Særslev for her at vække landboungdommens interesse for aktiv deltagelse i det politiske liv. Efterskolen eksisterer stadig.

Efter nederlaget i krigen 1864 blev der foretaget en række ændringer af 1849-Grundloven med dens ligeværdige inddeling af Rigsdagen i et Folke- og Landsting. Disse ændringer medførte, at det blev Landstinget (afskaffet i 1953) , der udpegede regeringen.

På grund af udemokratiske valgregler udgjorde godsejerne og det kapitalstærke borgerskab sammen med de 12 landstingsmedlemmer, kongen udpegede, et stærkt konservativt flertal i Landstinget.

Herved blev Folketinget, hvor partiet Venstre med rod i gårdmandsstanden havde flertal, holdt uden for indflydelse. Venstre forlangte derfor, at kongen og Folketinget i forening skulle udpege landets regeringer fra Folketingets flertal. Først i 1901 lykkedes det for Venstre at fravriste Kongen og Landstinget dette magtmonopol, og en Venstreregering blev udnævnt af Christian 9. Hermed var parlamentarismen i henseende til kongens udnævnelse af regeringsledere endelig blevet indført.

For at Venstre og grundtvigianerne på Fyn kunne få et talerør under kampen for en demokratisk forfatning oprettede Berntsen i 1872 dagbladet Fyns Tidende, der eksisterede helt frem til 1979.

I 1873 valgtes Berntsen til Folketinget, hvor han i 1891 var med til at vedtage loven om alderdomsunderstøttelse til alle gamle og ubemidlede. I aldersrenteloven blev der gjort op med den hidtige praksis, nemlig at sognerådene udbød gamle og fattige til den lavestbydende, der ville optage dem i sin husstand.

I Folketinget foretrak Klaus Berntsen forhandling frem for konfrontation med Højre i forfatningskampen og blev af denne grund holdt uden for indflydelse af Venstres rabiate leder, skolelæreren fra Stadil J. C. Christensen, der i 1905 blev udnævnt til konseilspræsident.

Da man i 1909 i Rigsdagen mente, at han i månedsvis måtte have haft kendskab til justitsminister Albertis bedragerier uden at gribe ind, blev han tvunget til at gå af som regeringsleder, og der blev rejst rigsretssag mod ham.

I en kortvarig periode med en forsikringsdirektør Neergaard som regeringsleder lykkedes det for Claus Berntsen som indenrigsminister at få ryddet op efter Alberti på en sådan måde, at han i offentlighedens øjne fremstod som en retlinet politiker. Dette forhold er utvivlsomt en af grundene til, at Frederik 8. udnævnte ham til statsminister i 1910.

I oktober 1910 fremsatte Berntsen sit forslag til en ny grundlov. Hans udkast indeholdt bestemmelser om lige og almindelig valgret for kvinder og mænd, tjenestefolk og besiddelsesløse samt forslag til en nyordning af det forældede retsvæsen.

Berntsens grundlovsforslag vakte ikke jubel hos Christian 10., som ikke kunne se rimeligheden i indførelsen af en grundlov, der begrænsede hans magtbeføjelser, og som lovfæstede kvindefrigørelsen, og på Christiansborg sørgede forhenværende statsminister, J. C. Christensen, hævngerrigt for sammen med kongen at undergrave Berntsens autoritet i Folketinget.

I 1913 afskedigede kongen Berntsen som regeringsleder med nogle yderst ubehagelige bemærkninger, og der blev udskrevet nyvalg. Kongens arrogante behandling af den gamle hædersmand sårede denne dybt.

Ved Rigsdagsvalget i 1913 fik Venstre på grund af de konservatives og socialdemokraternes kampagne mod Berntsens grundlovsforslag så lave stemmetal, at Berntsen ikke kunne fortsætte som statsminister, og kongen udnævnte da en regering, der udelukkende bestod af radikale politikere, og som blev støttet af det hastigt voksende Socialdemokrati. Det blev derfor den radikale statsminister C. Th. Zahle, der fremsatte det berntske grundlovsforslag og fik det vedtaget.

Den 5. juni 1915 underskrev Christian 10. og statsminister Zahle Claus Berntsens grundlov med dens lige og almindelige valgret for både kvinder og mænd og besiddelsesløse. Klaus Berntsen rolle som ledende politisk personlighed var dermed udspillet.

Klaus Berntsen døde den 27. marts 1927 og blev under overvældende deltagelse begravet på kirkegården i Højby.

I 1925 udkom første del af Klaus Berntsens erindringer, "Barndom og Ungdom". Heri fortæller han om bækken ved forældrenes gård:

"Ved denne bæk kunne jeg sidde alene i stille glæde over dens rislen og sagte nynnen. Jeg grundede ofte over, hvorfra den kom, og hvorhen den løb og kunne ikke forstå, at den ustandselig kunne fyldes men vand, år efter år. Da jeg blev lidt større, mindede bækken mig om evigheden, der bestandig skulle vedvare, og jeg kunne blive så underlig tilmode ved tanken om, at man aldrig skulle høre op med at være til."

Uden tvivl havde han til sine dages ende sin grundtvigske barnetro i behold. Han var vistnok en lysseer!

Primærkilder: Klaus Berntsens "Erindringer 1-3", og "Rytterkongen - et portræt af Christian 10." af Knud J. V. Jespersen, 2007.

niels rose

Solbakken 10, Rødekro er pensioneret overlærer

Klaus Berntsen og grundloven

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce