Forældreansvarsloven er blevet et år gammel. Men der er ikke meget at fejre, for loven fører - som skeptikere forudsagde - til børnemishandling
Så har forældreansvarsloven med fælles forældremyndighed og samværstvang for børn været i funktion i snart 1 år. Den trådte i kraft d. 1. okt. 2007 vedtaget af et enigt Folketing, som gjorde en dyd af at lukke øjnene for virkeligheden uden for Borgen og virkelige menneskers virkelige liv og konflikter.

Hvilke resultater opviser loven? Præcis hvad kritikerne spåede: En række tragiske børneskæbner. Men for en gangs skyld var det ikke svært at spå om fremtiden - af den simple grund, at der på tidspunktet for lovens vedtagelse forelå forskningsresultater fra henholdsvis Sverige og England, hvor man i en årrække har haft erfaringer med netop den type lovgivning, som politikerne besluttede. I juridiske og politiske diskurser i de to lande er samvær beskrevet som barnets ret til samvær, men barnets ret viser sig i praksis at være forældrenes ret og barnets pligt.

Ved at fokusere på fædres vold mod ex-koner/kærester og børn håber vi at kunne få åbnet nogle politikerøjne, så forældreansvarsloven laves om. De danske erfaringer svarer nemlig fuldstændigt til nedenstående.

Først et eksempel fra svensk forskning i form af Maria Erikssons ph.d.afhandling "I skuggan av Pappa - Familjerätten och hanteringen av fäders våld" (2004) (I fars skygge - familieretten og håndteringen af fædrevold). Hendes afhandling viser, at hvis beskyttelsen af børn og kvinder mod vold placeres i den ene vægtskål og mandens ret til samvær med børnene i den anden, så falder afvejningen ud til fars fordel. I dag forudsætter man, at forældre, som ikke kan leve sammen, skal dele ansvaret, men hvilke konsekvenser har det nu lige i de tilfælde, hvor far slår mor og børn?

Det er nemlig bydende nødvendigt at holde to forskellige billeder adskilt i hovedet: Den gode, nærværende skilsmissefar, som sjældent eller aldrig vil have problemer med samvær, og så den far, der slår.

Iflg. Eriksson findes der en snæver forbindelse mellem mænds vold mod kvinder og mænds vold mod børn. Barnet, som ser og hører volden, får det dårligt. At leve med rædslen for at far skal slå mor (ihjel) er selvsagt angstskabende. Hvis faderen truer med, at "jeg slår mor ihjel", tror barnet på det.

Samværet med barnet bliver faderens middel til fortsat at kunne udøve vold mod og have kontrol over moderen - også efter en separation - og der åbnes for denne mulighed på baggrund af samfundets erklærede målsætning om, at fædre skal være mere nærværende og omsorgsgivende.

Målsætningen er en del af det ligestillingspolitiske projekt, der går ud på, at kønsarbejdsdelingen skal ophæves og fædre drage omsorg på linje med mødre.

Dette mål sammenkædes med politikernes mantra, at et barn har brug for både en genetisk mor og en genetisk far. Ud fra dette synspunkt kan endog en voldsmand være en (tilstrækkelig) god far. Lad os erindre om, at tallet for vold mod kvinder i Danmark lyder på ca. 65.000 om året.

Eriksson tager det problem op, at fædres vold mod kvinder og børn ikke sættes ind i en sammenhæng, som kobler magt og køn. Hun understreger, at samfundets fremstilling af fædre er et idealbillede af en nærværende og god far, hvor virkeligheden viser en skarp modsætning mellem barnets tarv og voldelige fædres fortsatte vold efter en separation.

Kernen i hendes forskning er, at den voldelige mand ikke bliver opfattet som den samme mand før og efter en skilsmisse. Dette synspunkt baserer sig på, at Eriksson i sin afhandling har dybdeinterviewet 10 sagsbehandlere for at danne sig et billede af deres syn på voldelige mænd som fædre. Heraf fremgår, at det alene er voldsdømte mænd, der betragtes som en risiko. Ikke-dømte mænd, hvis vold først dokumenteres i forbindelse med separationen, anses ikke for at udgøre en risiko. Før skilsmissen anses manden for farlig for både kvinden og børnene. Efter skilsmissen udskiller myndighederne faderen fra voldsmanden, således at de dels opererer med voldsmanden, dels den (tilstrækkeligt) gode far.

Myndighederne skal vurdere risiciene for, at et barn udsættes for vold. Bevisbyrden placeres imidlertid hos de udsatte mødre, som skal bevise, at barnet har det dårligt med samvær. Det er præcist, hvad der er sket i Danmark i løbet af det seneste år. Af indlysende grunde burde bevisbyrden for, at barnet trives med samvær i stedet placeres hos den voldelige far, for som det er nu, er det særdeles vanskeligt at få stoppet samværet.

Så går vi til engelsk og amerikansk forskning, hvor fx Jeff Hearn beskriver det som børnemishandling, at børn overværer fars vold mod mor (The Violences of Men, 1998). I antologien Violence Against Women (2001) slår Marianne Hester ligesom Maria Eriksson fast, at den politiske diskurs nægter at operere med begrebet 'voldelige fædre'. I stedet skelner man mellem voldelige mænd og mænd som omsorgsgivere, hvilket er en fuldstændig absurd sondring.

Der findes tonsvis af forskningsmateriale, der advarer mod voldelige fædres samvær med børn, men hvis politikerne kun har tid og overskud til at læse én bog, så vil vi anbefale The Batterer as Parent (Voldsudøveren som forælder) (Lundy Bancroft og Jay G. Silverman 2002).

Disse to forfattere (begge af hankøn) har næsten 20 års erfaring i at arbejde med henholdsvis voldsramte børn og voldelige mænd. Her følger et par af deres væsentligste forskningsresultater: 1. Børn, som har pligt til at have samvær med en voldelig forælder til trods for deres modstand, vil sandsynligvis tolke rettens afgørelse som en anerkendelse af faderens vold mod moderen og en underkendelse af deres eget ønske om at undgå faderen og hans vold. Set fra barnets synsvinkel: Den, der har mest magt, vinder.

2. Voldsmænd søger oftere forældremyndigheden end ikke-voldsmænd. Deres motiver er bl.a. et ønske om fortsat at have kontrol over kvinden, om at hævne sig og om at undgå at betale børnepenge.

3. Mange børn viser tegn på helbredelse, så snart den voldelige far er ude af hjemmet. Dette kan fornyet kontakt med voldsmanden underminere.

4. Voldsmandens opførsel under overvåget samvær kan ikke bruges til noget som helst, for en voldelig far kan sagtens styre sig i de par timer, samværet står på. Voldsudøvere kan somme tider vise sig fra deres mest charmerende side under observation, og da barnet føler sig sikker i og med, at der er en anden voksen til stede, kan det slappe af og fremstå som både glad og begejstret over samværet. Derfor skal observatørerne være meget forsigtig med at overfortolke børns positive respons på deres voldelige fædre under supervision.

Forfatterne udmærker sig ved totalt at gøre op med den strategi, som behandlingstilbudet "Dialog mod vold" advokerer for herhjemme, og som sat på spidsen kan koges ned til, at det er synd for de voldelige mænd.

Politikerne burde have taget ved lære af erfaringerne fra Sverige, som siden 1998 har opereret med den type lovgivning, der blev vedtaget i Danmark - lige præcis med de samme nedslående resultater.

Herfra rapporteredes det i en udredning på næsten 900 sider, at man alt for sjældent tager hensyn til vold i forbindelse med forældremyndighedssager. Udredningen er en reel samfundsmæssig selvkritik, hvor al snak om samværssabotage er væk; i stedet for betones det, at der er grunde til, at en forælder ikke vil dele forældremyndigheden eller modsætter sig, at den anden forælder skal have samvær, fx på grund af vold. Endvidere, at det ikke kan forenes med barnets tarv, at en voldelig forælder har samvær, og at det kan være det bedste for barnet, at samvær ikke finder sted.

Prøv lige at reflektere over følgende spørgsmål: Hvordan mon det vil være for en kvinde at skulle have en voldelig mands samtykke de næste 15-18 år til følgende beslutninger: Navnevalg, religiøse forhold, fx dåb og konfirmation (andre religioner vil åbne andre diskussioner), udlandsrejser, fx ferier, skolevalg og undervisning, flytning til udlandet etc.?

Summa summarum: Intentionerne bag loven kunne ingen sætte en finger på. Opbyggelige ord såsom 'forældreansvar' og 'barnets perspektiv' må klinge som sød musik i alles ører. Desværre har plus-ordene - ganske som ventet og advaret imod - vist sig at dække over den velkendte rettigheds- og ligestillings-retorik, der har fået katastrofale konsekvenser for rigtigt mange børn.

Lone Nørgaard

Normasvej 39, Frederiksberg er lektor cand.mag.

Britta Mogensen

er antropolog