Kan fitness redde idrætsundervisning


Kan fitness redde idrætsundervisning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da landet for nogle år siden var lammet af læsevanskeligheder, blev en national handleplan straks iværksat. Samme politiske indsats kunne være ønskelig nu

I Fyens Stiftstidende søndag den 27. janua læste jeg med stor interesse motionseksperten Chris McDonalds betragtninger om, at den skrantende idrætsundervisning faktisk kan reddes med fitness.

Unægtelig en spændende betragtning, der som isoleret tilfælde, i et dertil indrettet scenarie, lyder besnærende.

Dog forholder verden sig - desværre - væsentligt anderledes end tilfældet er i et isoleret forløb, kendt fra tv.

Fitness er ikke et nyt og ukendt begreb i idrætsundervisningen, men udgør sammen med talrige andre givtige individuelle og holdorienterede aktiviteter en spændende, inspirerende og bidragende del af et fag, der ikke blot er et bevægelsesfag, men i den grad også et kundskabs- og dannelsesfag.

Og så må man, midt i glædesrusen, ikke glemme alle de gode positive historier og tiltag, der rent faktisk opstod efter offentliggørelsen af Danmark Evalueringsinstituts evalueringsrapport fra 2004, om Idræt i folkeskolen, hvor undertegnede havde æren af at være udpeget som medlem af evalueringsgruppen. Et hverv, der efterfølgende har bragt mig i nærkontakt med mange skoler rundt omkring i landet som rådgiver/igangsætter for idrætslærere/skoleledelser, der vil deres idrætsundervisning det bedste.

Enig - Idrætsundervisningen halter desværre efter stadig flere steder, men der skal andet og meget mere end blot fitness til, for at idrætsundervisningen bliver anvendt så optimalt som muligt inden for de bestående ressourcer, end det er tilfældet i dag.

Hvad og hvilke tiltag, der skal og må gøres, er beskrevet i det efterfølgende.

Fagudvalg, synlighed, faglighed, fælles mål, evaluering, elevplaner, udtalelser, liniefagsuddannede lærere, efteruddannelse, idrætsarrangementer, idrætsprofil, sundhed etc.

Ovenstående er blot et udpluk af begreber, der indgår, når en skoles idrætsundervisning udvikles. Begreber, der kræver, at de nødvendige økonomiske, men også tidsmæssige ressourcer, afsættes. Og da det jo oftest er en ledelsesbeslutning, er det ikke fair udelukkende at klandre idrætslærerne for, at faget flere steder betragtes som et lavstatusfag. Idrætslærerne opfordres derfor til at presse skolelederne, så de nødvendige midler findes, for fagets tilstand er også skoleledelsens og politikernes ansvar.

Da landet for nogle år siden var lammet af læsevanskeligheder, blev en national handleplan straks iværksat. Samme voluminøse indsats fra politisk side kunne være ønskelig nu, da en inaktiv og dermed sundhedstruende (s)tilstand truer landet. Dermed ikke sagt, at idræt er faget, der alene kan og skal redde folkesundheden, men det er et mulighedernes fag, hvor man skal bevæge sig fra kun at lave noget til også at lære noget og dermed skaffe sig brugbar, livslang viden om kroppen og dens vedligehold.

Idræt skal ikke være et fag med et overbud af færdighedsidrætter, som tidligt sorterer ikke-duelige elever fra. Hvor det er tilfældet, vil selv en ønskværdig ekstra ugentlig kvantitativ lektion i min optik kun gøre ondt værre.

Uanset timetildelingen skal der kvalitet bag, før det batter. Idræt skal fortsat være et fag, hvor der inderligt gerne må komme sved på panden, men indersiden af panden skal også svede. "skal'er", der med indførelsen af fælles mål tages fagligt højde for, men som desværre ikke alle steder efterleves, og hvem har så ansvaret for det?

Som ansvarlige for undervisningens tilrettelæggelse og gennemførelse bærer idrætslærerne selvsagt deres betydelige del af ansvaret. Men lærerne må ikke efterlades alene med sorteper, for i sidste ende er det skoleledelsens ansvar, at undervisningen foregår efter de udstukne love og bekendtgørelser.

Midt i en travl, administrativ hverdag må lederen prioritere anderledes og vedkende sig sit pædagogiske ansvar. Og faktisk er det ikke kun idrætsfaget, der kræver yderligere opmærksomhed. Tit mødes ledelsen af velbegrundede krav om flere ressourcer til fagene.

Skolens budget vokser sjældent i takt med kravene, så hvor skal ressourcerne komme fra? Opgaven består i at se muligheder frem for begrænsninger. Disse kan af hensyn til spaltepladsen ikke nævnes her, men i stedet henvises interesserede til evalueringsrapporten "Idræt i skolen", der udkom i 2004 og som kan studeres nærmere på http://www.eva.dk

I årenes løb er der i skoleidrættens tegn, lagt talrige guldæg med det sigte at gøre inaktive børn aktive. Såfremt flere af disse for alvor kan vokse sig til smukke, sunde svaner, skal de ruges ud, passes og især plejes under opvæksten.

Det er lige præcis her, flere politikere, nationale som lokale, skal stå klar ved rugemaskinerne med midler og være mere end fødselshjælpere. Et godt og levedygtigt eksempel på et velfungerende rugeri, der har fået kulturministeren, men ikke undervisningsministerens bevågenhed, er Skoleidrættens Udviklingscenter, SKUD, som i samarbejde med skoler landet over indsamler viden, støtter og sætter udviklingsarbejder i gang for at forbedre idrætsundervisningen.

Og der er heldigvis flere fremskridt at spore. Med elevplanens indførelse samt krav om udtalelser i idræt på de ældste klassetrin er faget trådt ind i udkanten af rampelyset, men skridtet er bare ikke stort nok.

Idræt er det tredjestørste fag i skolen kun overgået af dansk og matematik. Derfor virker det mærkværdigt, at faget ikke blev yderligere forfremmet i forbindelse med den nye prøvereform. Straks de humanistiske og naturvidenskabelige fag opnåede prøvestatus, skete der ting og sager på adskillige administrationsgange på landets folkeskoler. Fag som samfundsfag, historie, kristendom, geografi og biologi forvandledes straks fra kitfag til hitfag med blandt andet flere ressourcer og liniefagsuddannede lærere bag katederne.

Det samme vil ske, når idræt ophøjes til prøvefag. Først da vil skoleledere og politikere se med andre øjne på, at faget får tilført de nødvendige ressourcer og dermed øget opmærksomhed. En opmærksomhed der vil brede sig som ringe i vandet. Faktisk kunne de kommunale forvaltninger allerede nu komme faget til undsætning ved at lade den tidligere omtalte evalueringsrapports mange anbefalinger indarbejde i kravene til kvalitetsrapporterne og naturligvis tildele de nødvendige ressourcer.

Lokalpolitikerne skal øge fokus på fysisk aktivitet og gøre den kommunale sundhedsprofil til mere og andet end luftige begreber. Skolen er i det spil en oplagt samarbejdspartner.

Det er jo altid lettest at skyde budbringeren (idrætslæreren), men flere "højt på strå" bør vedkende og påtage sig deres overordnede ansvar, så idræt, der har værktøjet til løsning af mange samfundsproblemer, kan få lov til at spille med musklerne og ikke bare være et fag, man i hvert fald ikke kan komme bagud med lektierne i.

SØREN JAKOBSEN

Kirsebærhaven 19, Aarup, er viceinspektør på Aarupskolen, idrætslærer samt medlem af Dansk Evalueringsinstituts evalueringsgruppe bag rapporten Idræt i folkeskolen 2004

Kan fitness redde idrætsundervisning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce