Selvfølgelig skal der være konstruktiv kritik, hvis sygehusvæsenet fejler. Men der skal også roses. Kronikøren har masser af lovord til et fornemt system.
Jeg ved, at det er nu, at jeg skal sige farvel.

Jeg står ved min mand, der ligger i en patientseng i vores stue. Vi er alene, for sygeplejersken og sundhedsassistenten er lige gået.

Dagen igennem har han stille og roligt ligget hen uden smerter, men er langsomt forsvundet mere og mere. Fuld af glæde og lettelse ved at være i sit hjem, havde han dagen før lagt planer for fremtiden, så det er et meget brat omsving.

Lægen har ved et besøg nogle timer før forberedt mig på, at han nok ikke har længe igen. Lige nu er det vigtigste, at han er godt smertedækket.

Hans elskede hunde ligger ved siden af sengen, og stuen er fyldt med den musik, han nyder: Drengekoret ved Christ Church Cathedral i Oxford. Det er også min mands kollegium, hvor han som ung har taget sin uddannelse.

Nu ligger han her i et hus midt på en mark på Fyn. Der er langt til Oxford, men vi har været meget, meget taknemmelige for den behandling, han har fået i Danmark.

Jeg har stået i den samme situation med min mor tre måneder før. Det er en gave at få lov at dø på denne rolige måde, og det er også en gave for en pårørende, at det er muligt.

Og det ville det ikke have været uden de mange, mange professionelle hænder, som har hjulpet mig med at passe den syge. Det er til dem og Århus Sygehus' onkologiske afdeling som denne tak først og fremmest er stilet, men den er også til et behandlersystem, der er udsat for megen kritik.

For mange år siden blev jeg udsendt af Danmark til Oxford. Jeg har altid haft min adresse her, men mødte min engelske mand, og vi skabte et lidt usædvanligt liv, der gjorde, at vi i perioder hver for sig alligevel altid var sammen.

Vi talte flere gange om dagen i telefonen, når vi var i to forskellige lande. For et par år siden flyttede min mand hertil. På det tidspunkt vidste vi ikke, hvor vigtigt det var. Min mand ville være her, fordi jeg hjalp mine næsten 90-årige forældre og derfor ikke kunne rejse.

Han havde selv cancer og var blevet behandlet i Oxford. Jeg havde sjældent et roligt øjeblik, for jeg havde ikke tillid til, at man gjorde alt, hvad der var muligt for ham.

Han havde det godt, levede et næsten normalt liv, men han var opgivet. Onkologisk afdeling på Universitetshospitalet i Oxford havde mere eller mindre afskrevet ham. Denne holdning er for nylig blevet understreget af, at man i sommer i England har besluttet ikke at anvende den medicin, som min mand fik her, og som gav ham ekstra liv. Begrundelsen var, at der kun var tale om livsforlængelse, ikke mulig helbredelse.

Men at være i live er jo i sig selv blot en konstant livsforlængelse. Hvordan kan noget behandlersystem afvise at anvende en medicin, som giver længere liv - og ikke mindst et tilfredsstillende liv.

Da min mand kom i behandling i Århus, var det som om en kæmpe byrde blev løftet fra mine skuldre. Jeg skulle ikke længere blande mig, sikre mig, ringe og bede med effektiv stemme om at få røntgenbilleder sendt over til afdelingen, fordi jeg vidste, at de nok ellers ikke var der, når vi kom til konsultationen.

På Århus Sygehus var der mennesker, der troede på, at min mands liv var værd at bevare. De var venlige og professionelle. Vores onkolog er en mand, der både har autoritet og empati. Sygeplejersker og sekretærer var altid parat til en samtale.

Da min mor og min mand blev mere syge, var det vores egen læge og plejepersonalet, der også skulle samarbejdes med og det kunne, med meget få undtagelser der forsvinder i mængden, ikke have været flottere.

Jeg beundrer de mennesker, der har viet deres arbejde til det svære at skulle komme ind i andre mennesker hjem og foretage opgaver, der har med det mest private at gøre. Vi burde hylde dem for deres indsats - også økonomisk.

Min mand var til det sidste optimist.

Han var pludselig faldet om, tre uger før han døde, mens han var på besøg i England.

Lige inden han rejste, var jeg meget bekymret, fordi han havde ændret udseende, men det var vigtigt for ham at føle, at han havde et helt menneskeliv, så han tog af sted med sine to krykker.

Da han nåede frem, fortrød han straks og ville hjem igen, men mistede så følelsen i underkroppen på grund af en metastase i rygraden. Han blev indlagt på hospitalet i Oxford, hvor personalet bestemt gjorde deres bedste. Jeg fik organiseret en hjemtransport for ham, men det ville ikke have været muligt for mig uden en vigtig indsats fra vores onkolog.

Min mand kom til Fredericia Sygehus, og jeg vil aldrig glemme hans lettelse og glæde. Vores engelske ven, der fulgte ham på rejsen, var fuld af beundring over, hvad han oplevede her. Min mands tidligere læge i Oxford har ligeledes engang sagt, at han i sit næste liv vil giftes med en dansker. Tro mig, han mener det.

Den optimisme min mand fik lov at beholde helt til den sidste dag skyldes ikke mindst, at der aldrig var nogen på onkologisk afdeling, der mente, at det var deres opgave at sætte tid på min mands livslængde.

Han nævnte selv flere gange, hvor godt det var, at det var hans spørgsmål, der blev besvaret, ikke uønsket information om fremtidsudsigter.

På dette område afviger min holdning nok fra den gængse i Danmark. Ingen bør påtage sig at give mere information end det absolut nødvendigste - resten skal være op til patienten selv at spørge om.

Der er kun en eneste gang, at jeg har været glad for, at min mands danskkundskaber ikke var fremragende. Det var da en ung sygeplejerske om morgenen den sidste dag, råbte ham ind i hovedet: 'enten er det sygdommen eller også er det morfinen'. Da var han allerede langt væk, og det sidste han har forstået har nok været, at han var uklar på grund af for meget morfin og ikke som formodentligt på grund af en metastase i hjernen. Han udviste ikke på noget tidspunkt i sygdomsforløbet den angst, jeg har set i øjnene på andre, der har fået en uønsket prognose. At ord kan slå ihjel, vidste selv de gamle healere og åndemanere.

Det er vigtigt, at vi bevarer glæden i de hænder, der løfter på trods af økonomiske stramninger. Det er vigtigt, at vi beholder en tro på, at menneskeliv er værd at bevare, selv om der kun er tale om livsforlængelse.

Vi må ikke stille urimelige krav til de personer, der nu og da står i næsten umenneskelige arbejdssituationer. Selvfølgelig skal der være konstruktiv kritik, hvis der er sket fejl, som bør rettes. Selvfølgelig skal systemet nu og da under lup. Men som altid afhænger det af øjet, der ser.

Min mand og jeg har oplevet et fornemt system med mennesker, der udviste empati og faglig dygtighed i alle led.

merete demant jakobsen

er cand. mag., antropolog og forfatter