Jeg stemte på Nixon


Jeg stemte på Nixon

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vietnamkrigen og Watergate-skandalen spillede bemærkelsesværdigt nok ingen rolle i den amerikanske præsidentvalgkamp i 1972. En dansk turist var til stede på valgdagen

At være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt kan som bekendt i de fleste tilfælde føre til helt uventede resultater.

Det oplevede jeg selv for 36 år siden i New York, da der tirsdag den 7. november 1972 var præsidentvalg i USA, som sædvanligt den første tirsdag i november måned.

At jeg som dansk turist på selve valgdagen skulle få lov til i en stemmeboks at afgive min stemme på en af præsidentkandidaterne, havde jeg ikke i min vildeste fantasi drømt om. Hvordan det gik til, kommer senere.

Den daværende præsident i embedet, den republikanske Richard Nixon, søgte genvalg for en ny 4-årig periode. Han havde med et knebent flertal vundet valget i 1968 som den 37. i rækken af præsidenter siden George Washington som den første i 1789.

Han havde prøvet lykken før, nemlig i 1960, hvor han stillede op mod demokraten John F. Kennedy, der vandt en meget kneben sejr med 100.000 flere stemmer af 34 millioner. Mere knebent kunne det ikke blive.

Den demokratiske kandidat i 1972 var en ret ukendt senator fra South Dakota, Georg McGo-vern, der da heller ikke fik et ben til jorden. I alle meningsmålinger forud for valget stod han som den store taber.

Det viste sig, at han skulle holde tale ved et offentligt vælgermøde i New York om søndagen - to dage før valget. Da jeg ikke havde nærmere oplysninger om tidspunkt og sted, blev jeg nu nødt til at opsøge min kontaktperson i FN-bygningen, et kvindeligt medlem af det danske folketing, som af sit parti var udpeget til at repræsentere Danmark under generalforsamlingen i De Forenede Nationer, hvor samtlige medlemslande har ret til at deltage. Hun havde nogen tid i forvejen lovet at vise mig rundt i bygningen, hvis min vej skulle falde forbi. Nu var chancen der, og det blev til en fin rundvisning, der sluttede i de delegeredes elegante restaurant.

Nu ville tilfældet, at en af hendes bekendte dukkede op. Det var en kvindelig pressefotograf fra Associated Press, der dengang blev regnet for verdens største nyhedsbureau. Hun var gift med den danske chef for institutionens bibliotek, og det skulle snart vise sig, at hun havde forbindelserne i orden. Alle nødvendige informationer om vælgermødet, og hvis vi kunne mødes igen dagen før valget, ville hun have fremskaffet adgangskort til en busrundtur til nogle valglokaler, arrangeret af et valgbureau for indbudte udenlandske observatører samt et adgangskort til det republikanske partis valgaften kl. 21 på Hotel Roosevelt (Roosevelt på Madison Avenue).

Jo, jeg var sandelig landet midt i præsidentvalget. Vælgermødet fandt sted under åben himmel på en stor markedsplads i bydelen Brooklyn, syd for Manhatten.

Trods en kold vind ude fra havet var en tusindtallig skare mødt frem. Starten på mødet udviklede sig til det, der er alle mødearrangøreres skræk: Taleren kommer for sent. Mødet skulle begynde kl. 17. Men der gik en halv time, uden at der skete noget. Så meddelte formanden, at kandidaten desværre var forsinket, men nu var lige på trapperne.

Der skulle gå endnu en rum tid, inden McGovern nåede frem. Han gik da straks på talerstolen og afleverede en 17 minutter lang tale, der stort set var et langt angreb på Nixon og hans politik, der kun havde ført ulykker med sig. Hans tale om en nærstående afslutning på Vietnam-krigen, var et groft vælgerbedrag. At betegne manglende enkeltheder i fredsforhandlingerne for små detaljer, var det samme som at avertere en bil til salg uden at oplyse, at motoren manglede..

Nej, det amerikanske folk fortjener en ny præsident, der kan afslutte krigen.

God bless you all - og så var han væk. På vej til det næste møde i New York. Der havde ikke været tv til stede ved mødet i Brooklyn, og i dag er det påfaldende, at tv i det hele taget spillede en ubetydelig rolle under hele valgkampen.

Så oprandt valgdagen, hvor jeg om formiddagen skulle på rundtur til forskellige valgsteder. De åbnede kl. 6 morgen og lukkede kl. 9 aften. Det er sikkert nødvendigt med denne lange åbningstid, når der er registreret 3.661.680 vælgere i New York City.

Siden det sidste præsidentvalg er valgretsalderen sænket fra 21 til 18 år. Der bliver ikke udsendt valgkort, så man skal selv sørge for at indfinde sig på det afstemningssted, hvor man hører til. Her skal man på en vælgerliste indskrive sig med navn og adresse, hvorefter man får adgang til stemmeboksen. Valglokalerne er ofte indrettet i store gymnastiksale på skoler rundt om i byen. De er meget spartansk udstyret og indbyder ikke til lange ophold.

Der foretages flere afstemninger på en sådan valgdag. Der skal fx vælges et medlem til Senatet eller Repræsentanternes Hus eller en ny dommer til det lokale retsvæsen, men der er ingen plakater eller opslag i lokalet om sådanne valg. Der må ikke ske nogen form for påvirkning af vælgerne.

Vores rundtur sluttede i det oprettede valgbureau, hvor vi så fik lejlighed til at stemme på en af de stemmemaskiner, der anvendes i hvert eneste valglokale i USA.

Der er et håndtag ud for kandidaternes navne. Når det aktiveres, reagerer et tælleværk som i en kilometertæller. Når valgdagen er slut, kan man så straks aflæse, hvor mange stemmer hver enkelt kandidat har fået. På den måde har man i løbet af få timer det samlede landsresultat. Selv om det kun var en prøve, følte man alligevel et tyngende ansvar. Jeg mente, at jeg burde stemme på Nixon som en beskeden tak for invitationen.

Jeg må her indskyde, at Watergate-sagen overhovedet ikke havde været et tema i valgkampen, selv om det famøse og kluntede indbrud i Watergate-bygningen havde fundet sted godt 3 måneder før valget, der nu var et overstået stadium, og hvis resultat vi skulle fejre om aftenen.

Hotellets festsal var fyldt fra begyndelsen, og det meget beskedne traktement fik hurtigt ben at gå på. Kl. 22.30 ankom staten New Yorks guvernør, Nelson Rockefeller. Han vinkede til forsamlingen, men som erfaren politiker vidste han nok, hvem han først og fremmest skulle hilse på.

Han gik straks hen til højbordet, der stod foran endevæggen. Her sad bestyrelsen for partiets lokalkomite. De fik alle et hjerteligt håndtryk og klap på skulderen. Så besteg han talerstolen og tog ordet. "Vi har vundet den største valgsejr i USAs historie". Han oplæste landsresultatet. Præsident Nixon havde fået 45.767.218 stemmer. Han havde vundet valget i samtlige stater bortset fra én. Af i alt 538 valgmænd havde han på den måde vundet 521.

For demokraterne var valgets udfald en katastrofe.

En af gæsterne kunne forklare mig det noget kringlede valgsystem, man har. Faktisk er det vigtigste valget i de enkelte stater. Det er på grundlag heraf, at det samlede antal valgmænd - 538 - bliver fordelt, hvorefter de vælger præsidenten. Ved det kommende valg skal en af kandidaterne altså kunne mønstre mindst 270 valgmænd for at blive valgt som ny præsident.

Foretager vi nu i 2008 et tilbageblik til 1972, er den mest iøjnefaldende forskel nok den ændring, der er sket i mediedækningen.

I Danmark var den nærmest lig nul, men kan for en del undskyldes med, at vi netop en måned før valget i USA havde haft folkeafstemning om tilslutning til EU med efterfølgende statsministerskifte med Anker Jørgensen som afløser for Jens Otto Krag.

Kan der findes lighedspunkter mellem dengang og nu. Med lidt god vilje - ja.

Dengang: USA i krig - en dollar kan købes for knap 5,50 kr. I 2008 : USA i krig - en dollar kan købes for knap 5,50 kr.

Er der så nogen, der tror på, at historien ikke gentager sig. Ja, jeg spørger bare.

JØrgen Jacobsen

Teglgaardsparken 13 G, Middelfart

Kronikserien om den det amerikanske præsidentvalg er hermed slut. De øvrige kronikker blev bragt den 1., 2. og 3. november

Jeg stemte på Nixon

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce