Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Jeg har sgu fortjent det


Jeg har sgu fortjent det

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Offermoral og krævementalitet er fremherskende i dagens Danmark, lyder det fra officielt hold. Men så slemt står det altså ikke til viser undersøgelse om ansvar og pligt.

Det er en udbredt opfattelse, at danskere er præget af en krævementalitet. Gamle som unge, rige som fattige - alle vil have i pose i sæk og helst uden at give noget til gengæld. Dette moralske forfald truer med at erodere velfærdsstatens fundament.

Vi har indrettet vores samfund på en måde, så sammenhængen mellem ret og pligt fortoner sig for den enkelte. Heldigvis står det ikke så slemt til endda. Faktisk har vores mest rutinerede velfærdsstats-borgere - de ældre - en meget klar fornemmelse for sammenhængen mellem at give og modtage, mellem at yde og nyde.

Et samfund, et fællesskab om man vil, bygger på en form for social kontrakt. Kontrakten fortæller os noget om, hvad vi kan forvente af vores medborgere, og hvad de kan forvente af os.

Mennesker fødes ind i et allerede eksisterende samfund. Om man fødes i den ene eller anden type samfund, har stor betydning for, hvor meget hjælp og støtte man kan forvente at modtage på sin vej gennem livet. Danmark er et samfund, hvor det offentlige har påtaget sig en stor del af ansvaret for, at borgerne "færdes vel" gennem livet.

Skal man tro kritikere og kommentatorer er især to ting gået grueligt galt i den praktiske udformning af vores sociale kontrakt. For det første, har vi på det praktiske og institutionelle plan indrettet os på en måde, så den enkelte tilsyneladende oplever at få "noget for ingenting".

Nuvel, vi betaler over skatten, men sammenhængen mellem det vi giver, og det vi modtager, fortoner sig i det uvisse for den enkelte. For der står jo ikke på lønsedlen, hvad pengene går til, vel? At vi stiltiende vinker farvel til omtrent halvdelen af vores indkomst hver måned, ja, det betragtes som et carte blanche til et uendeligt sæt af rettigheder.

Vi vil have mere, bedre og flere offentlige ydelser, og vi vil ikke betale mere i skat. For det andet, bygger den danske velfærdsstat i høj grad på en række generelle og universelle rettigheder. I mange tilfælde er adgangen til at modtage ydelser i Danmark ikke betinget af, at der kan identificeres et behov, eller at man har gjort sig fortjent til det. Nej, velfærdsstaten er for alle - rettighederne og ydelserne er for alle - også dem, der principielt ingen nød lider.

Konsekvensen af disse "fejl" i den sociale kontrakt er, at en rettighedskultur er vokset frem. Borgermoralen er blevet fortrængt af en offermoral og en krævementalitet, der angiveligt ikke harmonerer med velfærdsstatens moralske og værdimæssige fundament.

Velfærdsstaten bygger på solidaritet, og moralske maximer som "Ingen bør ligge samfundet til last" og "De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder". Men, lyder kritikken, i dag betragter borgerne sig som klienter, brugere, patienter, ofre, der ikke har noget ansvar, ingen pligter, kun rettigheder.

En sådan moral undergraver velfærdsstaten og den sociale kontrakt. Velfærdsstatens håndsrækning betragtes nu som en medfødt ret, og solidariteten er fortrængt af en egoisme, hvor det handler om at få det størst mulige materielle udbytte til mig og mine, her og nu.

Står det virkelig så grelt til? Har vi vitterligt tabt pligtdimensionen af syne? Fokuserer vi ensidigt på vores rettigheder. Hvordan begrunder vi rettigheder, hvis det ikke er i modsvarende pligter?

Bogen Fællesskab og ansvar udgives i morgen af Syddansk Universitetsforlag og Velfærdsministeriet og er skrevet af Lis Holm Petersen. Den analyserer ældre danskeres opfattelse af ansvar og pligt i forhold til alderdomsforsørgelse.

I bogen interviewes ældre medborgere om deres syn på, hvem der har ansvaret for at sikre ældre en pension. Der spørges også om ansvaret og pligterne er forskellige afhængige af de ældres situation: Skal man for eksempel selv tage ansvaret, hvis man har mulighed for det? Skal velstående ældre klare sig selv? Undersøgelsens resultater er mere opløftende, end man kunne forvente. Krævementaliteten er ikke så udbredt, som man kunne tro.

For det første er det ikke egeninteressen alene, der afgør den enkeltes syn på retten til at modtage folkepension. Faktisk argumenterer de ældre typisk mod deres egeninteresse.

Ældre, der alene har folkepensionen at gøre godt med, mener også, at mere velstående pensionister bør have folkepension. Argumentet er, at de jo via deres indsats på arbejdsmarkedet har gjort sig lige så fortjent til at modtage som alle andre.

Omvendt mener velstående pensionister i flere tilfælde, at de ikke selv bør modtage folkepensionens grundbeløb. Begrundelsen er her, at man bør bruge ressourcerne på dem, der har mest behov for hjælpen.

For det andet er forestillingen om, at man som dansk statsborger automatisk har ret til folkepension, heller ikke udbredt. Det er ikke sådan de ældre begrunder deres egen og andres ret til en offentlig betalt pension. Pensionister i alle indkomstslag forholder sig reflekteret til spørgsmålet om adgangen til ydelser.

Hvis det ikke er egeninteresse eller velfærdsordningernes formelle principper, der kan forklare, hvad der ligger til grund for folks måde at forholde sig til adgangen til velfærdsstatens alderdomsydelser, hvad kan så?

Holdninger til folks ret til folkepension begrundes og retfærdiggøres med udgangspunkt i nogle normer omkring gensidighed. Den enkelte borger oplever, at han/hun står i et "betinget" gensidighedsforhold, et bytteforhold om man vil, til det fællesskab, som velfærdsstaten udgør.

Hvad betinger så dette gensidigheds- og bytteforhold? Er modtagelsen af en ydelse betinget af den blotte tilstedeværelse af et behov? Af, at man som borger i dette land har fået retten i fødselsgave? Eller af, at man har gjort sig fortjent til at modtage ydelsen?

Adgangen til at modtage ydelser er hverken begrundet i tilstedeværelsen af et behov eller i besiddelsen af en umistelig ret alene, men derimod i et begreb om fortjeneste. Der er ikke tale om en simpel "noget for noget" logik, hvor man bør få lige så meget, som man har betalt. Der er ikke tale om en markedslogik.

Argumentet fremtræder i en mere indirekte form, hvor det, at man gennem et helt liv har arbejdet for samfundet berettiger, at man i alderdommen har gjort sig fortjent til at modtage. Når man har ydet, opnår man retten til at nyde. Argumentet minder om den gamle socialdemokratiske parole "gør din pligt, kræv din ret".

Det bemærkelsesværdige i denne sammenhæng er, at rettighedsargumentet aldrig står alene. Det er knyttet til den forudgående indsats på arbejdsmarkedet. I den forstand er rettigheder ikke noget, man bare har, men noget som man gør sig fortjent til via sin indsats på arbejdsmarkedet og som skattebetaler. Man har bidraget til fællesskabet.

Til gengæld er denne gensidighedsnorm, i betydningen sammenhæng mellem at yde og nyde, meget stærkt grundfæstet. Selv når en person ikke har et åbenbart behov for ydelsen, har vedkommende lige så meget ret til den som alle andre. Hvis vel at mærke, han eller hun forud har ydet en arbejdsindsats.

lis holm petersen

Højbyvej 126, Odense er Ph.D-studerende ved Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet

Asbjørn Sonne Nørgaard

Professor ved Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet

jørn henrik petersen

Professor ved Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet

Man kan høre mere om ældres syn på "Fællesskab og ansvar" og andre aspekter af ældrepolitikken på SDU, Campusvej 55 (lokale U-91) i morgen kl. 10

Jeg har sgu fortjent det

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.