Et stort offentligt forbrug skaber alt andet end vækst. Det skaber i stedet magelige lønmodtagere uden incitament til at løbe en iværksætter-risiko

To svenske økonomer, Magnus Henrekson og Stefan Fölster har vist, at der er en statistisk forbindelse mellem offentligt forbrug og økonomisk vækst, på tværs af OECD lande, der alle har troværdige nationalregnskaber.

Forbindelsen er entydig negativ. Der er negative dynamiske effekter af offentligt forbrug. To forskere, Nikolai Foss og Christian Bjørnskov, har i en undersøgelse påpeget, at har man en stor offentlig sektor med et højt offentligt forbrug, høje overførselsindkomster og et højt, progressivt skattetryk, så har man en meget lav iværksætteraktivitet. Danskerne har ikke økonomiske incitamenter til at blive iværksættere.

Et stort offentligt forbrug medfører flere arbejdspladser i den offentlige sektor og giver flere personer mulighed for at være lønmodtagere og nyde lønmodtager-privilegierne, såsom betalt ferie, løn under sygdom, pension, lang barsel mv.

Alt sammen fine og velfortjente rettigheder, men ikke befordrende for iværksætterånden. Flere offentligt ansatte medfører i stedet en større skare af magelige lønmodtagere, der ikke løber en risiko.

Der er en naiv forestilling om, at bare flere penge hives op af borgernes lommer og køres en tur rundt i de offentlige pengekasser, så får vi mere velfærd. Med andre ord, at skattestigninger er den sikre vej mod mere velfærd.

Dermed eksisterer en opfattelse af, at den sidste og yderligere krone der tilflyder et allerede tilgodeset offentligt projekt, er lige så god som den første krone. Det er den sjældent. Nytteværdien stiger sjældent særlig meget ved yderligere ressourcetilførsel.

Disse politikere overvurderer den offentlige sektors evne til at skabe velfærd og negligerer det civile samfunds evne til samme.

Derfor har vi en velfærdsstat og ikke et velfærdssamfund kendetegnet ved frivillighed og altruisme. Og derfor har vi et stort offentligt apparat, der fordeler og prioriterer borgernes penge på en vis så alle normer om retssikkerhed, dvs. ligebehandling og forudsigelighed, overholdes. Med deraf følgende store administrative omkostninger og med fokus på regeloverholdelse i stedet for velfærds- og serviceproduktion.

Gad vide hvor mange ører velfærd vi får pr. krone investeret i velfærd, generelt set?

Hvis vi tog dette emne lige så alvorligt og betragtede det ligeså nidkært, som vi gør i forbindelse med anvendelsen af den beskedne ulandsbistand Danmark bidrager med, ville der være en mere kritisk indstilling til den offentlige sektor som service- og velfærdsproducent og som omfordeler af samfundets og borgernes midler.

Men den kritiske opinion findes ikke og intellektuelt er det også svært at konstatere om brugertilfredshed, målopfyldelse, kvalitet, aktivitet mv. følger med op, når ressourceforbruget gør. Tvivlen om det mulige afkast ved yderligere ressourcetilførsel bør somme tider komme mådeholdet til gode.

Alt dette taler for en langt mere udbredt brug af princippet: Pengene følger borgeren. Dermed kan borgeren se, hvad han får for pengene og vælge mellem alternativer. Dette princip bidrager dermed også til det frie valg, som i sig selv er et selvstændigt gode. Dette må en liberal politiker arbejde for.

Undertiden fremkommer unge progressive liberale med et forslag om, at skatten skal sættes betydeligt ned og borgerne efterfølgende selv skal betale for brug af offentlige ydelser, de frit vælger efter behov og som i en åben konkurrencesituation vil betyde at borgeren har flere valgmuligheder at vælge mellem.

De offentlige institutioner kan ikke være sikre på deres budget- og indtægtsgrundlag og må gøre sig fortjent til økonomisk overlevelse ved at stille deres service til rådighed for borgerne mod betaling og ved at gøre deres service attraktiv - på markedsvilkår.

Den liberale Anders Junge er i en klumme på den borgerlige internetavis www.180Grader.dk, den 10. januar 2008, fremkommet med følgende tankeeksperiment:

"….Lad os lave et tankeeksperiment: Forestil dig, at det offentlige ikke har lov til tage dine penge, med mindre du ønsker at modtage den ydelse, som sektoren kan tilbyde. Du betaler kun for det, du efterspørger helt konkret.

Hvis du ønsker at besøge din lokale kirke og høre på præstens prædikener på søndag, aftaler du en pris med ham. Hvis du synes, konkurrenten i nabobyen er bedre, laver du håndslag med nabopræsten.

Hvis du vil have din gamle mor passet et sted, hvor hun ikke bliver tilsvinet og udsat for overgreb af de ansatte på det billige plejehjem, finder du et plejehjem, hvor kvaliteten og prisen er lidt højere (og da der sikkert er mange, der har lignende præferencer, får det billige plejehjem nok hurtigt problemer med at finde kunder til butikken).

Hvis det irriterer dig, at pædagogerne i den lokale børnehave irettesætter dig og belærer dig om godt og dårligt forældreskab, når du henter dit barn som den sidste kl. 15.45 (pædagogerne kan jo ikke gå hjem, før du har afhentet dit barn), flytter du måske dit barn til den børnehave, hvor du bliver hilst velkommen, som den du er; nemlig den der betaler pædagogens egne regninger".

Gode tanker, men umuligt at omsætte i et grundlæggende socialdemokratisk samfund, hvor markedsmæssiggørelse ikke vil vinde indpas i nogen videre grad.

Simpelthen fordi det opfattes som suspekt at tjene penge og markedet anses som ublidt og usolidarisk og dermed noget vi skal skånes for, da vi alle er svage og ofre.

Tankevækkende at vi opfatter Danmark som et kapitalistisk land.

Markedsmæssiggørelse giver borgeren en række valgmuligheder. Valgmuligheder bidrager til den myndig- og mægtiggørelse af individet, som enhver moderne socialist taler om ved hjælp af begrebet empowerment.

Men straks talen falder på valgfrihed med videre er reaktionen, at frit valg kan man ikke overlade til markedet og dermed den enkelte borger, da valg opfattes som et samfundsmæssigt og dermed politisk anliggende og ikke skal være frit. Det vil jo også udfordre den offentlige institution, der har monopol på opgaveudførelsen.

I den socialdemokratiske verden er et samfundsanliggende lig med et statsligt anliggende og dermed kommer folketingspolitikerne indover med deres intensive regulering.

I den socialdemokratiske verden er samfund og stat stort set et og samme. Meget uheldigt, da det ikke betyder et politik- og politikerfrit rum, uden interventioner.

Det civile samfund svinder ind og væk.

Lars Engelbrektsen

Rosenvej 13 A, Næstved, er økonomisk konsulent, cand. scient.adm.