Island har længe været centrum i et økonomisk opsving, der har slået omverdenen med forbløffelse. Men måske er selv de varme kilder nu ved at være overophedede
Islændingene har altid levet på vulkaner, og de er fortrolige med jordskælv. Også økonomiske.

Det kunne ikke være anderledes, når økonomien næsten hundrede procent afhang af fiskeriet og dermed af, om torsken viste sig inden for Islands sømilegrænser eller fortrak til fremmede farvande.

Lige nu gungrer den økonomiske undergrund mere end sædvanlig, og selv om islændingene af natur er optimistiske og lige som mr. Micawber altid tror, at "noget vil vise sig," holder mange vejret, spændt på, hvor alvorligt det optrækkende økonomiske uvejr er denne gang.

Det er ikke, fordi torsken har vendt Sagaøen ryggen. Fiskeriet er ikke problemet. Priserne er steget, det samme er prisen på aluminium, og det er vigtigt, for eksportindtægterne af denne hastigt voksende industri er nu på højde med indtægterne fra fisken.

Hvad får så jorden til at slå revner? Det kan siges kort: Det er den galopperende ekspansion i udlandet og det hjemlige overforbrug i de senere år, som sammen med de internationale finansmarkeders afmatning har skabt problemerne og nu gør det nødvendigt at skrue ned for blusset. Hjemme som ude.

Besøger man i Island i dag, bemærker de fleste ikke noget. Der er fortsat gang under kedlerne, alt for meget gang, mener nogle. Arbejdsløshed har i årevis været et ukendt fænomen, og lige som i Danmark har det været nødvendigt at hente arbejdskraft udefra. 15.000 svarende til fem procent af befolkningen.

Kraner ser man overalt. Tilsyneladende har der ikke de seneste mange år været grænser for vækst. Det gælder i Island, hvor bankerne har været særdeles villige til at låne penge ud til huskøb og forbrug. Og også i udlandet har islændingene som bekendt gået i store sko.

Med en blanding af beundring og bekymring har Islands venner fulgt islændingenes erobringslyst, bl.a. i England og i Danmark. Andre har med en blanding af irritation og nedladenhed fulgt de unge islændinges opkøb og noterer nu med en dulgt skadefryd, at træerne ikke gror ind i himlen. Med et citat af Soya kunne man tilføje: Det skal de andre træer nok forhindre!

Mange har spurgt, hvorfra de mange penge kom. Var det mon den russiske mafia, der stod bag? I Island spørger man i dag ikke, hvorfra pengene er kommet, for det ved man, men til hvad, de er blevet brugt.

Også her er svaret enkelt: De er brugt til hjemligt forbrug og opkøb i udlandet, og de er kommet fra lån i udenlandske banker. Det er der i en globaliseret tid ikke noget underligt i, og det skaber ikke problemer, så længe penge forsat er billige. Men bliver de dyrere og renten større, presses likviditeten.

Når man så yderligere er et lille land med en lille, frit flydende valuta, der kommer under pres og mister styrke og en international afmatning sætter ind, må der opstå problemer og blusset skrues ned. Det er det, vi oplever i hele verden nu, og specielt i Island, der med sine kun 300.000 mennesker og hastige vækst er særlig sårbar.

Islændingene har været dygtige, og nu, hvor problemerne melder sig, er der ikke grund til at pege fingre. Ender det hele godt, vil alle tale om, at islændingene havde den rette igangsætterånd og ikke blot var flittige og veluddannede, men også havde det nødvendige mod til at tage chancer. At så mod og overmod ligger lige ved siden af hinanden er en anden sag.

Også den islandske stat har været dygtig og forstået at omstille landet, bl.a. gennem store, omstridte investeringer i kraftværker til aluminiumsindustrien. Men naturligvis har disse investeringer tynget handelsbalancen.

Den voldsomme økonomiske vækst er i stor udstrækning sket for lånte penge, men der er jo det kedelige ved lån, at de ikke blot skal forrentes, men også tilbagebetales, eller i det mindste fornyes, undertiden - som nu - til en stadig højere rente. Ellers truer konkursen.

Alt det er naturligvis Islands Nationalbank, det politiske liv og nu også befolkningen klar over. Derfor holder man vejret i Island i denne sommer.

Skriften på væggen er noteret. Islændingenes mange og dyre firhjulstrækkere står længere i garagen end tidligere, udlandsrejsernes antal er reduceret.

Og sammenlægninger af banker og sparekasser, måske også en dag af gratisaviser, er i gang. Mange tager ekstra arbejde for at klare afdragene. Også investeringerne i udlandet saneres, de mest underskudsgivende sælges fra. Man er i gang med at strammes tøjlerne, ude som hjemme.

Tallene er også dystre. For at dæmpe overophedningen har Islands Nationalbank forhøjet renten til 15,5 procent, inflationen er på omkring 10 procent, og den islandske krone er siden nytår faldet med ca. 20 procent Det gør Island til et billigt land at besøge, og det gavner den islandske eksport.

Men alle importerede varer bliver dyrere. Det giver pres på lønningerne og kul på inflationen. Alle mærker, at købekraften er formindsket.

Et faresignal er også, at den private sektors gældsbyrde nu er flere gange BNP og den kortfristede udlandsgæld over seks gange valutareserverne. Mere end 23 procent af BNP går til renteomkostninger.

Hvem har ansvaret? En syndebuk er endnu ikke fundet.

Nogle har hele tiden haft et godt øje til "de unge fløse," der spiller kong Gulerod i udlandet, andre retter kritik mod det bærende regeringsparti gennem mange år, det social-konservative Selvstændighedsparti, der siden valget sidste år danner flertalsregering med et nydannet socialdemokrati (en sammenslutning af det gamle socialdemokrati, det islandske SF og et kvindeparti), og som det nu taber til, formentlig fordi socialdemokraterne først ved valget kom i regering.

Andre mener, at Island burde have søgt ind i EU for ikke at stå som Palle alene i verden, og faktisk mener stadig flere, at Islands fremtid ligger i EU. 56 procent af befolkningen er for et EU-medlemsskab, og hele 70 procent mener, at Island burde ansøge.

Det nordiske samarbejde er kulturelt og ikke økonomisk. Alligevel har den økonomiske situation i Island styrket Islands nordiske interesse, og fået mange til at erindre det gamle ord om, at det er i nøden, man skal kende sine venner.

Da det syntes klart, at der spekuleredes mod den islandske krone, solidariserede Nationalbankerne i Danmark, Norge og Sverige sig med Island og sendte et nordisk signal, som islændingene bemærkede. Hver bank gav Island trækningsret til sammenlagt milliarder. Statsminister Geir Haarde greb telefonen og takkede personligt sine nordiske kolleger.

Følelsen af samhørighed med Norden, styrkedes også af, at USA viste sig fra sin mindst sympatiske stormagtsside, da det 50-årige militære arbejde inden for NATO om den amerikanske base på Keflavik efter amerikansk ønske skulle afvikles. Det skete med en telefonopringning! Siden føjedes spot til skade, da ingen fra regeringen stillede op til et møde med en islandsk delegation og Condoleezza Rice på et pressemøde kaldte Island for Finland.

Det fik ikke onkel Sams aktier til at stige på Sagaøen.

Forestillingen om, at Island er på vej væk fra Norden kan godt skrottes. Island er nærmere Norden, specielt Danmark, end længe. Det viser Galluptal om, hvilket land, islændingene foretrækker næst deres eget. Danmark er øverst på listen. Det er vi også, når unge islændinge drager udenlands for at studere.

Og imens sorte skyer trækker op i horisonten, går livet sin vante gang. Islændingene lever livet, omend omdrejningstallet er sat ned. Turisterne har opdaget, at Island er blevet billigt at besøge. 40.000 danske besøger i år Sagaøen. For alle, der er træt af Sydens støv og varme, mørke nætter og endeløse turistkøer, er Island et Paradis at besøge. En sommer med 10-15 grader, vekslende vejr (som passer de fleste af os bedst) og en krystalklar luft, så man hele tiden får lyst til at fylde lungerne. Og gør det muligt at se hundrede kilometer væk. Intet sted er vandet så blåt og græsset så saftig-grønt som her.

Bent A. Kock

Carl Plougs Vænge 6, Odense M. Fhv. chefredaktør på Fyens Stiftstidende