Island er en humlebi


Island er en humlebi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Islændingene kommer! De opkøber danske virksomheder og vil oversvømme os med gratisaviser. Hvordan går det til, at et samfund på kun 300.000 sjæle i den grad kan føre sig frem?

Det er ikke kun i den islandske undergrund, at det syder og koger. Også over jorden er der en voldsom aktivitet.

Tag bare Reykjavik. Her boede i begyndelsen af 1800-tallet kun 300 sjæle. 100 år efter, i 1900, var tallet 10.000, i 1923 20.000. Nu er det 130.000 - eller som Odense. Det er ikke meget for en hovedstad, vil nogen sige, selv om Islands samlede befolkningstal kun er godt 300.000.

Alligevel er Reykjavik en international by med klodeluft over sig. Jeg kan godt forstå, at Jørgen Schleimann siger, han kan gå i Paris og savne Reykjavik. Her er tæt til alting - og alligevel er her alting. Store, moderne hoteller, små cafeer, store glas-kontorbygninger og kunst og kultur på hvert gadehjørne - som man venter at finde det i Laxness', Björks og Eliassons fædreland. Her er lys, liv, luft og format - trods lidenheden.

Snart får verdens nordligste hovedstad også et opera- og kulturhus, bygget på havnen efter en international arkitektkonkurrence, der havde Henning Larsens tegnestue som vinder. Det bliver et moderne glashus med udsigt til hav og fjeld. Pris: Én milliard danske kr. (Hvor længe er det, vi i Odense, der altså er på størrelse med Reykjavik, har talt om et multikulturhus?)

Hvordan kan det lade sig gøre, at 300.000 mennesker kan skabe en moderne, velfungerende - og velhavende - velfærdstat?

Er det historien om humlebien, der strengt taget ikke kan flyve og heller ikke burde gøre forsøget. Men gør det alligevel?

Særlig har det kaldt på undren, at en række unge erhvervsfolk har vist sig som dristige igangsættere, der drager på økonomiske vikingetogter langt uden for Islands grænser, herunder til Danmark. Hvad bilder de sig egentlig ind?

Det anslås, at de unge finansfolk har investeret ca. 130 milliarder danske kr. i udlandet, i Danmark alene ca. 35 milliarder. De mange penge er bl.a. gået til at købe Danmarks fjerdestørste bank, erhvervsbanken FIH, (pris: syv milliarder) og til helt eller delvist at købe bl.a. Magasin, Merlin, Sterling Airways og Maersk Air, B&O, Royal Unibrew og ejendomsselskaberne Nordicom og Keops.

Ikke mindst har det islandske medieselskab, Dagsbrúns beslutning om at udsende en gratisavis til alle danske husstande vakt opmærksomhed.

Hvor kommer pengene dog fra? spørger man vantro. Der går mange rygter herhjemme, bl.a. om at "det nok er mafia-penge", der står bag. Rygtet stammer formentlig fra, at den islandske bank, Landsbanki Island, ejes af en mand, Björgólfur Gudmundsson, der i dag betragtes som Islands rigeste.

Han grundlagde sin formue ved at overtage og udvikle et bryggeri i Leningrad lige efter murens fald for derefter at sælge det med milliardfortjeneste til hollandske Heineken. Men Björgolfur Gudmunsson, der i øvrigt er en god ven af Danmark, står ikke bag gratisavisen i Danmark.

DE penge, der investeres i Danmark, kommer formentlig via lån i hovedsagelig engelske banker, og lånene har naturligvis kun kunnet etableres, fordi bankerne har tillid til de islandske investorer.

Der er er tale om fem investerings- og finansierings-grupper, hvoraf de fleste ledes af unge, energiske og dygtige mænd. De har udnyttet den situation, at penge har været og delvis fortsat er billige at låne på verdensmarkedet. Det har de benytttet sig af for at kunne købe og sælge virksomheder i udlandet med fortjeneste, videreføre gamle - Magasin - eller prøve noget helt nyt - f. eks en gratisavis i Danmark.

Det har været dem til nytte, at de ejer flere islandske og udenlandske banker, men først og fremmest at de har evnet at tjene mange penge selv. De er business-folk og har ingen politiske ambitioner med deres investeringer.

Der har været saglig og usaglig kritik. F.eks. har det været kritiseret, at det har været svært at gennemskue selskabernes ejerstruktur, hvad det også er. Udenlandske analyseinstitutter har peget på det uheldige i, at der i et vist omfang er tale om krydsejerskab, bl.a. at banker yder lån til foretagender, de selv er medejere af, og at man kan købe aktier og belåne dem til yderligere køb. Begge dele er ved at blive afviklet.

DET ER muligt, at de islandske iværksættere er overmodige og tror, de kan gå på vandet. Men at møde dem med fornærmelse må enten skyldes dansk hovmod fra den tid, da vi var herrer over hele Norden, eller at man har glemt, at vi lever i en globaliseret verden, hvor navnlig penge ikke kender grænser.

Vi har for længst solgt ud af arvesølvet, jvf. at Berlingske pludselig kom på norske hænder og nu efter megen tumult er på engelske. Jeg har som gammel avismand pr. definition svært ved acceptere gratisaviser, men hvad er vane og fordomme, og hvad er ægte bekymring på folkestyrets vegne?

De nye kapitalkræfter fylder meget i det islandske samfund, og det har givet anledning til ængstelse på Sagaøen. Der er i Island i dag kun én betalt daglig avis, det gamle og respekterede Morgunbladid, der er politisk selvstændig, men på linje med Islands største parti, det konservative Selvstændighedsparti, der i mange år har været dominerende i islandsk politik.

Morgunbladid har et oplag på ca. 50.000. De nye finansfolk har grundlagt og driver i dag med stor succes en gratisavis, Nyhedsavisen, der i et oplag på ca. 100.000 kommer til 80 pct. af Islands husstande.

Herudover kommer der endnu en gratisavis (oplag: 50.000), der delvis ejes af Morgunbladid og politiske ugeblade.

Morgunbladid er fortsat den førende avis, bl.a. på grund af sit debat- kultur- og navnestof, men den er økonomisk trængt på grund af vigende oplag og vigende annoncemængde til lavere priser og endelig stagnerede abonnementspriser.

Venstrefløjen, der altid har været relativ stærk i Island, havde håbet på at få et talerør med den nye avis, men Dagsbrún har meget kløgtigt nylig ansat det konservative partis tidligere leder, fhv. statsminister Thorsteinn Paulsen, som chefredaktør.

Den nye avis er saglig og sober og ligner på mange måder den avis, den konkurrerer med - og det samme vil vi sikkert få at se i Danmark.

Tilbage bliver, at der i et samfund på 300.000 sjæle skal en stærk politisk magt til at afbalancere så dygtige og betydelige kapital-kræfter. Er Island ved at få Berlusconi-lignende tilstande? Spørgsmålet blev heftigt diskuteret i fjor. Men i og med at den nye, store gratisavis ligner en "rigtig" avis og har en uafhængig redaktionel linje, er debatten forstummet.

DET ER private kredse, der står for ekspansionen i udlandet. Men naturligvis er det i Island af største betydning for alle, også det private erhvervsliv, hvordan det går med den nationale økonomi.

Det går godt, skal jeg hilse og sige, måske for godt. Det syder og koger, ikke blot i de varme kilder. Regeringen kæmper mod overophedningen. Inflationen er på ca. syv pct. - og underskuddet på betalingsbalancen på 16 pct. af bruttonationalproduktet.

Renten er forhøjet 15 gange i de sidste to år og er nu på 13 pct.

Den islandske regering under den nyligt tiltrådte Geir Haarde, der er økonomi- og tidligere finansminister, har set skriften på væggen.

En lovet skattenedsættelse er blevet halveret fra to til én pct., der er lavet fornuftige aftaler med arbejdsmarkedet, renten er hævet, og det offentlige byggeri dæmpet. Trykket er ved at blive taget af kedlerne.

Den danske Nationalbank er da også fortrøstningsfuld: Den islandske økonomi er så fleksibel, at "genopretningen næppe bliver langstrakt", vurderer Nationalbanken i sin seneste kvartalsoversigt.

Og sådan vil det nok gå. Island har ingen humlebier.

Men er selv én.

Bent A. Koch, Carl Plougs Vænge 6, Odense M, er tidligere chefredaktør.

Island er en humlebi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce