Danmark lugter for meget af ost. Hvad med at tage lidt af stemningen og livsholdningen med hjem fra de sydlige himmelstrøg, feriedanskerne lige har forladt.
Ferien er over det ganske land. Danskerne rejser jorden tynd som aldrig før. For en stund er det et plus med ekstra krydderi på maden, den grænseløse imødekommenhed, som man typisk møder under varmere himmelstrøg, og en mere passioneret livsførelse, som den giver sig til udtryk i vrikken med hofterne og mere flirten.

Vi nyder det alle, mænd som kvinder og ældre som unge. Vi nyder at "de andre" ikke er praktiske, tilbageholdende og reserverede, og vi værdsætter deres mere vitale livsglæde. Men hjemme igen bliver låget lagt på.

I Danmark bliver de åbne sandaler og den løse t-shirt båret med rolig og jordbunden mine. Den ekstra friværdi bliver brugt fornuftigt. Og vi nikker anerkendende til hinandens badeværelses- og køkkenfliser, der typisk er hvide, forskellige nuancer af grå eller brun eller, hvis det er gået hedt for sig, granitsorte. Praktisk er godt.

Og den måde at tænke på gjorde Danmark til et stærkt industriland. Det er ikke uden grund, at Danmark i dag er et af verdens rigeste industrilande. Den danske industrikultur, skabt på basis af landbrugskulturen, benene på jorden og fliden herfra kombineret med den socialdemokratiske ånd med fokus på fællesskab, velfærd, fladskærme og carporte til alle, har skabt en enorm udvikling.

Men vi er under pres. Høje lønninger og kortere levetid for produkter udfordrer dansk produktion og industri. Og spørgsmålet er om vi kan og er nødt til at overføre noget af det, som vi oplever at "de andre gør" til vores egne handlemåder?

Hvis vi vender tilbage til de vrikkende hofter kontra praktiske sandaler og løse t-shirts, så presses vi af et massivt fokus på det ydre.

Mange kvinder vil sikkert nikke genkendende til en skræmmende mængde af meget feminine, meget velklædte og æggende kvinder fra ferierejserne. Set med de positive briller kunne vi kalde det for æstetik og sanselighed. Mens den danske mand er under beskydning for manglen på galante manerer og for ikke både at mestre at være mand, kunne snakke følelser og passe børn på samme tid.

Men også set fra et erhvervsmæssigt synspunkt er vi under pres. Industrikulturen er under opløsning og stærke nationer er dem, der mestrer konceptudvikling, at tænke nyt i forhold til produktionsprocesser og som formår at tiltrække den bedste arbejdskraft.

Lad mig tage det sidste først. Selvom København scorer en mådeholden 11. plads på City Majors liste over de byer, hvor det er bedst at leve, så er det ikke nogen hemmelighed, at København eller Danmark som sådan ikke er blandt de steder, hvor det er mest attraktivt at arbejde eller studere. Blandt andet skræmmer manglen på sol, og det er svært at konkurrere med verdens førende metropoler. Men også kultur spiller en rolle. Mange udefra har svært ved at finde sig til rette.

Den australske ambassadør, Sharyn Minahan, bliver i Politiken citeret for at sige " Jeg kan godt føle, at jeg skal holde albuerne inde her i landet. Hjemme i Australien er der en anden følelse af plads og rummelighed"

Eller som Malaysiskfødte Maya, der rejser jorden rundt med sin britiskfødte mand og bygger golfbaner, fortæller: "Danmark er det første land, hvor jeg ikke har haft nemt ved at møde nye mennesker. Folk er meget lukkede, så det er svært at komme ind på livet af dem. Og jeg savner glæden mellem mennesker - bare lidt blinken med øjnene og lidt flirt", som hun tilføjer med et smil.

Maria fra Portugal fortæller: "De første år jeg var her, troede jeg, at folk nærmest kunne falde døde om ved siden af hinanden uden, at nogen ville reagere. Med tiden er jeg blevet bedre til at genkende den danske varme og lune, men jeg forundres stadig over, at man slet ikke snakker til folk, som man ikke kender. Og at man hurtigt virker mærkelig, hvis man prøver på det!".

Der er ganske givet mange forskellige oplevelser af at bo og arbejde i Danmark. Gode som dårlige. Men oplevelser som ovenstående bør tages som et vink med en vognstang, hvis man vil tiltrække arbejdskraft.

"Danmark lugter af ost", som konferencier, Anne Skare Nielsen, sagde ved Vækstfondens årsmøde. Når udlandet tænker på Danmark, så tænker de på ost. Der er meget godt at sige om ost, men der er langt fra visioner om at være banebrydende til at blive forbundet med klassiske mejeriprodukter.

Ser man på hjemmesiden for Forsknings- og Innovationsstyrelsen, så er ambitionen at Danmark bliver et af verdens mest konkurrencedygtige og innovative lande og har verdens førende skoler indenfor innovation.

Men den ambition lugter mest af ost, skal man tro Business' Week's opgørelse over verdens førende 60 design- og innovationsskoler, hvor kun et enkelt dansk initiativ, nemlig Kaospiloterne, figurerer på listen.

Danmark vil gerne være et foregangsland indenfor innovation. Målsætningen er at være blandt verdens førende innovationskulturer og ikke mindst at få spredt en innovationskultur til hele landet.

Men det kræver andet end snak og innovationsdage, hvor vi puster de gule balloner op, hiver enkeltstående succesfirmaer op af hatten og inviterer allerede kendte innovationseksperter, der gentager de budskaber, som deres bankbøger i forvejen bugner af.

Og her er det min påstand, at skal vi for alvor suse op af diverse hitliste og skabe banebrydende initiativer, så kræver det et brud med den jordbundethed og materielle komfortabilitet, som er vores arv fra industrisamfundet.

Og nu vil jeg inddrage kyssekultur og en samtale på en dansk bar mellem en mandlig brasiliansk ingeniørstuderende og en dansk kvindelig arkitekt.

Den unge mand udbryder: "Havde jeg været i Brasilien nu, så ville jeg havde forsøgt at kysse dig", hvortil den unge kvinde befippet, men tydeligvis også smigret svarer: "Det er slet ikke tilladt her, man må ikke kysse indenfor. Hun fortsætter med et undskyldende træk på skuldrene "Det er Danmark det her". Den unge initiativrige mand er dog ikke den, der giver hurtigt op, så han foreslår: "Jamen skal vi så gå udenfor?"

Et pragmatisk ordsprog siger "Kan man ikke få den man elsker, så må man elske den man får". Men måske er det at sætte barren for lavt, trods alt? Kan man ikke få den man elsker, så kan man måske finde på noget andet! Og hvis Danmark lugter lidt for meget af ost, så kunne vi måske ændre det?

Mit bud er at vi skal give mere plads til det fandenivoldske, det sjove, og til at kombinere vores stærke regelrethed, det slidsomme og krejlerkulturen med det sanselige.

Det vil måske ikke alene tage osten ud af de flotte ambitioner om Danmark og danske virksomheder som banebrydere, men også gøre det lidt sjovere at være her?

Derfor vil jeg opfordre alle til at huske feriens flirt og til at tage andet end den vin, som I har drukket på balkonen, med hjem. Så gør I dansk erhvervsliv en tjeneste.

linni rita gad

Struenseegade 45, København N, er konsulent