Det var en blanding af den "sorte" skole og den grundtvigsk-koldske friskoletradition. Men det var især en skole præget af en usædvanlig personlighed: Johanne Vagning
I sommer var det 50 år siden, jeg afsluttede min skolegang med studentereksamen. Selvsagt gjorde jeg mine tanker i den anledning, og bl.a. tænkte jeg tilbage på begyndelsen - mine første tre år i Middelfart Privatskole, hvor jeg begyndte skolegangen i april 1943. Bygningen findes endnu i Søndergade, men er for længst overgået til andet formål. Den havde eksisteret som privatskole, før frk. Vagning overtog den, men for mig er den først og fremmeste frk. Vagnings skole. Jeg ved også, at den blev forsøgt ført videre, men jeg mener ikke, det lykkedes i ret mange år. Det er aldrig nemt at videreføre et andet menneskes livsværk og slet ikke, når det drejer sig om en så markant personlighed som Johanne Vagning.

Jeg ved ikke, hvornår hun er kommet til at hedde Vagning ligesom sin yngre søster, pianistinden Esther Vagning. For deres far hed Ebbe Nielsen og boede i Teglværksgade. Han var tømrer og ordnede mange ting i skolen.

Jeg har fået fortalt, at frk. Vagning efter højskoleophold kom hjem og hjalp med at passe sin mor, som var syg. I det små begyndte hun at lære nogle børn at læse, skrive og regne. Det foregik alt sammen i hendes hjem i Teglværksgade, men det greb om sig, og hjemmet kunne ikke i længden rumme de mange børn, der gik i skole dér.

Jeg har en kopi af et billede, der viser frk. Vagning med 50 børn foran hjemmet i Teglværksgade. Hvordan det overhovedet har kunnet lade sig gøre, forstår jeg ikke. Da det blev muligt at erhverve privatskolen i Søndergade, har det uden tvivl været en kærkommen forandring.

DÉR begyndte jeg som nævnt i første klasse i april 1943. Ikke med den store begejstring, for vi skulle gå i skole om eftermiddagen, og det betød jo en afbrydelse af min leg. Men jeg fandt dog hurtigt ud af, at der også var noget spændende ved det. Især var jeg interesseret i at lære at læse rigtigt. Skrive ville jeg også gerne lære, for så kunne jeg skrive et brev, mens at regne forekom mig temmelig kedeligt.

Dermed er også nævnt de færdigheder, det drejede sig om. Jeg var lige ved at skrive først og fremmest, men det ville ikke være rigtigt at sige, at det først og fremmest drejede sig om at lære at læse, skrive og regne.

Selvfølgelig skulle vi lære det, men frk. Vagnings skole var først og fremmest en hjælp til at danne og dueliggøre os til livet.

Hendes skoleform var noget helt for sig. Hvis jeg skal karakterisere den, vil jeg sige, at hun på forunderlig vis magtede at forene noget af det bedste fra den såkaldte sorte skole med noget af det bedste fra den grundtvigsk-koldske friskole. En kombination jeg aldrig senere har mødt.

DEN "sorte skole" viste bl.a. sit ansigt i indøvelsen af de nødvendige færdigheder. Vi skulle lære dem, og vi skulle kunne dem. Ikke nogenlunde, men ordentligt, så vi kunne bruge dem i livet.

Altså terperi? Det er jo det ord, der normalt bruges polemisk mod den sorte skole, men jeg synes ikke det er dækkende. Jeg vil hellere bruge ordet gentagelse, idet jeg mindes en sætning fra Mikkelsens latinbog: "Repetitio est mater doctrinae" - gentagelse er lærdommens moder.

Frk. Vagning kendte næppe den sætning, men hun har i sin undervisning demonstreret den.

En anden mindelse om den sorte skole var karaktergivningen i hvert fald fra tredje klasse. Jeg har gemt nogle få skrive- og stilebøger, hvor hver eneste opgave har fået to karakterer - én for selve opgaven og én for orden. Men jeg har ingen erindring om, at karaktererne nogen sinde blev sammenlignet og brugt til den yderst tvivlsomme konkurrence, som jeg har mødt senere i mit skoleforløb.

Ej heller blev de brugt for at signalere noget til hjemmet. Var der noget, hun ville sige til vores forældre, skulle hun nok selv gøre det. Og det skete, når der var brug for det, og ikke ved de tåbelige og for lærerne tidsrøvende forældrekonsultationer, som jeg nogle gange har været med til med mine egne børn.

Hermed nærmer jeg mig den anden side af frk. Vagnings skoleform: den grundtvigsk-koldske friskoletradition.

Kontakten med hjemmet var meget afgørende. Frk. Vagning havde altid god forbindelse med vore hjem. Hun kendte vores forskellige baggrund og kunne derfor også tage individuelle hensyn og gjorde det. Jeg er sikker på, at hun opfattede sin skole som vore hjems forlængede arm med de særlige opgaver, der var overladt til hende.

Ud over indøvelsen af de nødvendige færdigheder fik vi fortalt bibelhistorie, danmarkshistorie, naturhistorie og geografi. Vi lærte f.eks. også at se på et kort og at kende de europæiske lande og deres hovedstæder. Dem har jeg kunnet siden tredje klasse.

Og vi fik lært at synge - både ind imellem fortællingerne og i lokalet med klaveret, hvor der også blev sunget morgensang hver dag med de elever, der mødte om morgenen. Det kom jeg også til i tredje klasse.

Og så ser jeg frk. Vagning, når vi havde sunget morgensalme, rejse sig, lægge brillerne på klaveret, folde hænderne og bede Fadervor.

VI lærte også at brodere - alle sammen. Også vi drenge. Jeg har endnu mit andet broderi, en bakkeserviet til min mor. Det første var en barberserviet til min far. Det var sådan set meget sjovt. Bare ikke at bruge fingerbøl. Det var for "tøset". Senere har jeg opdaget nytten, når jeg skulle sy knap i en jakke.

Frk Vagnings skole var en kristen skole. Det kunne vi ikke være i tvivl om. Hun prædikede ikke, men måden, hun fortalte bibelhistorie på og hele hendes væremåde, vidnede derom.

Og hun ville gerne lære os menneskelige dyder som f.eks. sparsommelighed. Ikke noget med at kassere en blyant eller en griffel - vi brugte også tavler - der kunne skrive bare lidt endnu.

Vi skulle lære respekt for maden. Jeg glemmer aldrig, da hun engang havde fundet et stykke mad i skraldespanden. Vedkommende, der havde smidt det dér, gjorde det næppe igen.

Og vi skulle være ærlige. Jeg glemmer aldrig selv, da hun afslørede mig i at skrive af efter facitlisten og oven i købet prøvede at lyve mig fra det. Det har siddet i mig hele livet. Det var jo ikke bare en lærer, jeg havde gjort vred, nej, det var min skolemor, jeg havde gjort ked af det ved at misbruge hendes tillid. Og så var der kun én vej: at bede hende om tilgivelse.

NÅR vejret var godt, tog hun os somme tider med ud på en lille spadseretur. Den kunne gå til en legeplads, hvor hun fortalte noget om de vilde blomster, vi så, og så ellers legede med os. F.eks. "To mand frem for en enke".

På hjemvejen kunne vi foretage en lille afstikker ind på kirkegården, så hun kunne se, om der var pænt på hendes mors grav. Hører det måske ikke også med til god opdragelse at sørge for det?

Også større udflugter mindes jeg. F.eks. hele skolens tur til Snoghøj Gymnastikhøjskole, hvor Jørgine Abildgaard sluttede dagen i højskolens smukke kirke.

Frk. Vagnings arbejdsindsats var enorm. Tænk bare at have undervisning både formiddag og eftermiddag. For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at hun i den tid, jeg gik i hendes skole, havde en hjælpelærer, frk. Jensen, som på sin egen måde arbejdede i frk. Vagnings ånd. Men netop derfor stod og faldt skolen med frk. Vagning.

Hun var leder, blev kaldt skolebestyrerinde, men jeg mener, den eneste dækkende betegnelse er skolemor. For hun var som en mor for os. Og hun betragtede os og behandlede os som sine børn. Vi forstod det vel ikke altid dengang, men sådan var det sikkert også med vores biologiske mor. Først senere i livet forstår man.

Og frk. Vagning glemte os ikke, når vi ikke længere gik i hendes skole. Hun fulgte os, spurgte til os og interesserede sig for, hvordan det gik os. Selv oplevede jeg at have hende med til min studenterfest. Det var en stor glæde for hende, men også for mig. Hun havde jo lagt den gode begyndelsesgrund. Og hun er den eneste lærer, jeg hele mit liv har næret en så ægte respekt og ærbødighed for.

Jørgen G. Hansen, Møllemarken 2, Vester Skerninge.