I en højere sags tjeneste


I en højere sags tjeneste

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Odenseaneren Jens Carl Adolph Carlsen-Skiødt var konservativ folketingsmand, men først og fremmest var han troens og den 'lille mands' utrættelige forkæmper

Den 21. september 1920 var der valg til Folketinget. Blandt kandidaterne var den 54-årige handelsgartner Jens Carl Adolph Carlsen-Skiødt fra Odense. Han var først blevet opstillet som kandidat for Det Konservative Folkeparti ti dage før, og man skulle synes, han dermed fik mere end travlt med at føre valgkamp og deltage i de vælgermøder, der før radio og tv var de absolut vigtigste i en valgkamp.

Men det første vælgermøde fandt sted den 12. september, og det var en søndag. Som stærkt troende kristen måtte Carlsen-Skiødt derfor melde fra; det tredje bud, "du skal holde hviledagen hellig", stod over denne verdens politik. "Jeg blev saa hjemme i Stilhed Søndagen over, og det var der intet Tab ved, hverken for mig eller for Partiet," som han skrev i sine erindringer fra 1948. Næppe mange nutidige politikere ville vist have udvist en lignende selvudslettelse - eller være sluppet af sted med det. Men Carlsen-Skiødt blev valgt.

Det var i det hele taget kendetegnende for denne usædvanligt flittige og engagerede mand, at troen stod over alt andet. Han kom fra en husmandsfamilie i Barløse på Vestfyn, født 1866.

Selvom han havde gode anlæg for det boglige, blev han ikke skolelærer eller præst, som han helst ville, for som det var tilfældet for mange andre fra beskedne kår, var der ikke råd til en boglig uddannelse. Han blev i stedet uddannet som gartner og i 1892 gift med skovfogeddatteren Elisa Cathrine Sørensen fra Tybrind. I 1897 købte de Krogsagergaard i Vor Frue Landsogn ved Odense og drev dér et efterhånden større gartneri.

I de små landsbyer omkring Krogsagergaard, Ejby, Biskorup og Killerup, holdt Carlsen-Skiødt og hans ligesindede i Indre Mission omkring år 1900 hyppige religiøse møder, men de savnede en kirke i nærheden.

Derfor igangsatte de et regulært lobbyarbejde med delegationsture til Christiansborg for at påvirke politikerne og indsamlede frivillige bidrag til kirken. Resultatet blev, at biskop Balslev i maj 1909 kunne indvie Vor Frelsers Kirke ved den nuværende Ejbygade.

Carlsen-Skiødts engagement var også stærkt i missionsarbejde, hvor han havde flere ledende poster, og i det faglige arbejde var han fra 1902 med i ledelsen af Almindelig dansk Gartnerforening, 1921-39 som formand. Fra 1905 var han endvidere medlem af Vor Frue Landsogns sogneråd, 1909-21 som formand. Det var derfor en særdeles erfaren organisationsmand og lokalpolitiker, der i 1920 blev overtalt af folk fra Indre Mission til at stille op til Folketinget, hvortil han altså blev valgt - sammen med formanden for Konservativ Ungdom, John Christmas Møller.

De to havde næppe meget andet tilfælles, end at de var medlemmer af det samme parti. De holdt begge deres jomfrutale i Folketinget i forbindelse med finanslovsdebatten i oktober 1920, men ganske sigende for forskellen på de to holdt Christmas Møller en lang, polemisk tale som medførte kraftige modsigelser, mens Carlsen-Skiødt i al stilfærdighed men med et blomstrende sprog gjorde opmærksom på et par af sine mærkesager:

Der måtte arbejdes for det danske mindretal syd for den nye grænse, for "det forekommer mig, at den lovpriste tyske Kultur i høj Grad har været kædet sammen med den pansrede Næve." Så henledte han opmærksomheden "paa den stærkt stigende - man kunne næsten sige forfærdende - Indførsel af Spiritus...Man har sagt om Hunnerkongens Hest, at hvor den traadte, groede der intet Græs; det kan med nogen Ret siges om Kong Alkohols Hest." Den fynske gartner tordnede særligt mod "Nyhavnskvarteret, hvor Røveri, Vold, Utugt, ja, Mord, ikke er nogen Sjældenhed...vor Hovedstad behøver ikke at have den Slags Kvarterer."

Endelig talte han varmt for at hjælpe børn født uden for ægteskab. Han mente, staten måtte gøre noget mere aktivt for at hjælpe ugifte kvinder, der var blevet gravide, idet der forekom alt for mange "Forbrydelser, Fosterfordrivelser og Barnemord."

Konkret foreslog han oprettelsen af statsligt støttede "Fødehjem" i hver landsdel, hvor "disse unge hjælpeløse Mødre kunne gaa hen." Carlsen-Skiødt viste her en forståelse for de piger, der "var kommet galt af sted", som lå langt fra den simple forargelse og fordømmelse, der ellers var almindelig i tiden.

I det hele taget viser en gennemgang i Rigsdagstidende af de emner, hvor Carlsen-Skiødt markerede sig i Folketinget, en levende interesse for "den lille mand": lærlingeforhold, fattiglov, sygekasser, handicapforsorg og boliglovgivning var områder, hvor han engagerede sig.

Hertil kom naturligt nok forhold vedrørende gartneri, mindre landbrug samt kirkelige forhold.  Forholdene for "Biografteatervæsenet" havde også hans opmærksomhed, og hans holdning til censuren var helt klar: hellere for meget end for lidt! "En Hovedopgave for Censuren maa være at værne om vort Lands Ungdom."

Carlsen-Skiødt var med helt fremme, når det gjaldt den tekniske udvikling: allerede i 1923 talte han varmt for, at en kommende Lillebæltsbro ikke kun skulle være for tog, men at den skulle fremtidssikres ved også at være for "Automobiler": "Det er et Køretøj, der hører Fremtiden til, og man skal ikke stoppe for Fremtidsudviklingen," som han sagde.

Hans kristne og sociale livssyn bød ham at gå stærkt imod et område, som de fleste ellers så som fremtiden: sterilisation af mennesker, man ikke mente, det var i egen eller samfundets interesse fik børn. "Racehygiejne" kaldte Carlsen-Skiødt det med et udtryk, der allerede dengang havde en ubehagelig klang.

Fra Folketingets talerstol tordnede han i 1929 imod en lovgivning, der i uhyggelig grad ville vende den tunge ende nedad og var videnskabeligt betænkelig. Men forgæves: kun otte stemte imod en lov, der i årtier medførte sterilisation af hundreder af ofte ulykkelige mennesker.

I flere andre tilfælde var Carlsen-Skiødt på kant med partilinjen og dermed partileder Christmas Møller.

Afgørende blev det i 1939, da han stemte imod en ændring af grundloven, som Christmas Møller havde gjort til sin mærkesag. Især var Carlsen-Skiødt imod at afskaffe Landstinget. Grundlovsforslaget faldt ved en folkeafstemning - et knusende nederlag for Christmas Møller, der trak sig som partiformand. 

Men det betød også, at flere af de konservative, der havde stemt imod forslaget, måtte forlade Rigsdagen - officielt frivilligt, men som Carlsen-Skiødt udtrykte det: "Den faldne 'ny Grundlov' spærrede for min Opstilling." Eller sagt med andre ord: lugten i bageriet var blevet ulidelig.

De sidste år af sit liv helligede Carlsen-Skiødt sig det kristelige liv og et omfattende forfatterskab af digte, salmer, børnebøger, folkelige noveller og romaner samt lokalhistorie.

Forfatterskabet tog dog allerede fart, da han kom i Folketinget, for, som han skrev i erindringerne, det gav mere "Fritid, som jeg syntes maatte udfyldes paa en nyttig Maade," hvilket altså var at skrive især opbyggelig, kristen litteratur.

Næppe mange nutidige politikere vil sige, at folketingsmandatet giver masser af fritid, ligesom de vel heller ikke ville sætte kirkegang højere end valgmøder.

Men J. C. A. Carlsen-Skiødt var i egen opfattelse først og sidst Guds mand. Alt andet kom i anden række. I erindringerne konkluderede han selv : "Jeg fik Plads i Kongens Raad. Vel en beskeden Plads, et af de mange Navne, der gemmes i Rigsdagens Arkiv; men som ellers snart vil blive glemt."

Så beskeden behøvede han nu ikke være.

Da han døde i 1950, fyldtes Domkirken af taknemlige folk fra kirke, politik og gartneri. Den tidligere kirkeminister Vilhelm Fibiger ramte nok ret præcist, da han i sin mindetale slog fast, at "han var en Fredens Mand men ikke veg - han havde sine Meningers Mod. Han forstod, at Politik og Kristendom netop bør gaa i Spænd."

lars christensen

Nyborgvej 213, Odense SØ, er ph.d. i historie

I en højere sags tjeneste

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce