Hvornår bliver glæden et mål?


Hvornår bliver glæden et mål?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Man kan hæve effektiviteten på stort set alt. Derfor fik vi bl.a. tremmekalve og burhøns. Og de var ikke kønne at se på. Lad det ikke gå skolebørnene lige sådan

I en tid hvor alt skal målsættes i skolen, savner jeg et mål, der retter sig mod glæde og livslyst.

Skolens virke handler om samfundets børn og deres hverdag, men hvis man ser på de seneste års fokusområder, skulle man tro, at det at vokse op som samfundsborger i Danmark udelukkende skal handle om effektiv indretning til arbejdsmarkedet.

Det er vel ikke noget nyt, at skolen befinder sig under konstant pres. Skolen er en af samfundets vigtigste institutioner, og værdikrigen om den er derfor en naturlig del af et dynamisk samfund. Det, der foregår i skolen, vil naturligt nok afspejle det, der sker i det øvrige samfund.

I disse år betyder det, at begreber som målsætning, målstyring og effektivitet presses ned over skolens hverdag. En vigtig katalysator for denne udvikling har i høj grad været de famøse PISA-undersøgelser, hvor vi har kunnet se sort på hvidt, at danske børn er verdens dårligste (... til at læse i de yngste klasser).

Efter disse chokerende afsløringer er skoleverdenen - med undervisningsminister Bertel Haarder i spidsen - gået amok i læseudvikling, udarbejdelse af individuelle handleplaner og målsætningsforløb helt ned i børnehaveklassen. Hele målet med al skole, undervisning og børns barndom er pludselig blevet læsning.

Testning er et godt redskab til afdækning af elever med særlige vanskeligheder og til at samle op på lærerens undervisning enkelte gange i løbet af et skoleforløb, men nu bruges læseudviklingsskemaer (LUS) på alle børn, der testes op til flere gange om året, og forældresamtaler over det ganske land handler efterhånden kun om den enkelte elevs faglige standpunkt.

Elevernes læseudvikling og faglige standpunkt er simpelthen blevet det eneste succeskriterium ved evalueringen af eleverne, og man ser ikke længere elevens udvikling som en proces, der skal udvikle sig i eget tempo. Hvis eleven ikke er læser i slutningen af 1. klasse, er undervisningen dumpet, og eleverne dømt dumme.

Nu kommer så uddannelsespolitisk ordfører Charlotte Dyrmose (K) med et forslag om, at der skal være mulighed for at niveaudele børnene fra 1. - 7. klasse. Forslaget er egentlig ikke overraskende i forhold til den udvikling, vi har set i skoleverdenen.

Det følger meget godt op på den kassetænkning, testresultaterne kan presse ned over børnene. Hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud, og dele de allerede gennemkategoriserede børn fysisk? Hvis det eneste mål med skolen - og barndommen - alligevel skal være at score højt i PISA-undersøgelser, er det da en højst effektiv måde at gøre det på.

Misforstå mig ikke. Jeg synes, at det er fantastisk, når børn lærer. Jeg kan selv blive rørt til tårer, når alle mine små børn læser, lærer og arbejder energisk og engageret i timerne. Men det gør de altså også uden Læseudviklingsskemaer (LUS), individuelle handleplaner og teoretiserede og skematiserede læsemål. De gør det, fordi børn af natur er nysgerrige og videbegærlige, og hvis man blot giver dem tid og rum til at udvikle sig i eget tempo, bliver de glade og stolte læsere.

Har vi overhovedet lært noget af erfaringerne med tremmekalve og burhøns? Har vi ikke lært, at man kan hæve effektiviteten på stort set alt? Men gør man det for enhver pris, bliver det ikke kønt at se på, og det efterlader ofte en med en grim smag i munden. For hvor er glæden?

Hvorfor prioriterer man ikke målsætninger, der sikrer glade børn, der føler sig trygge og velstimulerede i skolen? Målsætninger der tager udgangspunkt i, at læreren med sin store faglighed og tid til engagement nok skal styre processen i den rigtige retning.

Børn skal stimuleres, de skal lære at udvise respekt, de skal være modtagelige for undervisning, de skal være interesserede og lærelystne, men de skal først og fremmest kunne komme skolen åbne og positive i møde. Skolen står med hele barnet og dets barndom i hænderne. Derfor bør det overordnede mål for den danske skole være glæde og fokus på barnets naturlige lærelyst.

Hvis skolen skal afspejle og rette sig mod voksenlivet, må målsætningen også gøre det. Jeg tror ikke, at mange voksne har indsnævring af mangfoldigheden som mål for livet. Og jeg tror ikke, at ret mange voksne ville stille sig tilfreds med et konstant pres udefra, at blive målt og vejet flere gange om året - og blive fundet for let - og at blive dyrket så ensidigt, som de sidste års læsefokus har været udtryk for. Børnene bliver gladere og dygtigere, hvis de lærer af liv og lyst; ikke for at avancere i internationale læseundersøgelser og LUS-skemaer.

Og så kommer spørgsmålet, om jeg i virkeligheden tør at skrive ovenstående. Angsten for at blive stemplet som uprofessionel, bagstræberisk og uambitiøs sidder der jo. Tør nogen virkelig standse op og sige, at det ikke bør være et mål i sig selv, at danske børn nu læser tidligere? Ja, for måske er det i virkeligheden det virkelig professionelle at gøre: Droppe alle skematiserede tilgange til børn og stole på, at man selv kan se barnet, høre barnet, føle barnet og læse barnet.

Den danske lærer er (indtil den sidste reform af læreruddannelsen) uddannet i pædagogikken og didaktikken; ikke i ensidig dyrkning af fagene, og det er den bedste underviser barnet kan få.

Børn udvikler sig ikke tidsmæssigt i samme skemaer. Hver enkelt barn har krav på at blive set, som den de er, og blive stimuleret i overensstemmelse hermed. Individualiseret undervisning er ikke vigtigt for at presse børnene men for at støtte og udvikle den enkelte, og individualiseret undervisning er ikke at underkende fællesskabet, men tværtimod at lade den enkelte blomstre i mangfoldigheden.

Det er det, den dygtige danske refleksive lærer kan, og det er derfor, at det er fuldstændig trygt at overlade barnet og metodefriheden til den danske lærer.

Jeg er overbevist om, at vi sagtens kan få presset en udvikling igennem, der på sigt placerer små danske børn langt bedre i internationale undersøgelser, og jeg er sikker på, at vi kan blive væsentlig mere effektive med opdeling og målrettet træning, men det var ikke det, jeg tog min uddannelse for, og det er i øvrigt heller ikke det, jeg ønsker for min datter, der lige er startet i børnehaveklasse.

Jeg vil arbejde med hele mennesker, udfordre dem, virke med dem, lære med dem og glædes med dem. Jeg vil være så meget mere stolt, hvis vi kunne sige, at i Danmark har vi ikke nødvendigvis de børn i verden, der læser tidligst, men vi har verdens gladeste børn.

Jeg priser mig lykkelig over, at jeg er i et skolemiljø, hvor vi tør sige, at målsætning og målstyring udelukkende er den voksnes arbejdsredskab, hvor vi kun kender PISA fra det skæve tårn, og de eneste LUS vi har, er dem vi har kravlende i håret.

Jeg er selv efter 12 år i folkeskolen landet på en friskole. Jeg ser i virkeligheden ikke den store forskel på børnene, der er søde, åbne og glade som udgangspunkt begge steder, eller på lærerne, der er dygtige, refleksive og udviklingsorienterede begge steder.

Men der er stor forskel på den frihed der hersker i de to skoleforme. Den offentligt ansatte lærer ligger under for et konstant præstationspres ovenfra. Et pres der ikke får den ventede effekt, da alt for meget tid går til formalisering af alt arbejde. I friskoleverdenen kan disse pres vælges fra, og resultaterne er da også tydelige. I friskolen har læreren mulighed for at vælge presset fra og barnet til. Vi kan bruge al energi på at forholde os til de børn, der er i vores varetægt, og vi kan og tør give tid og rum til barnet.

Lad nu børnene og lærerne få fred og ro til at glædes og trives.

Lene Rønn

Sædekildegårdvej 141, Odense SV er lærer på Glamsbjerg Fri- og Efterskole

Hvornår bliver glæden et mål?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce