Erik Aalbæk Jensen var illegal under krigen og brugte ofte den tid tematisk i sine romaner ved at beskrive, hvad krigen gør ved mennesker. Ikke mange af dem forekommer lykkelige.
Ved Hesselagergård i nærheden af Lundeborg går en sti mod øst ned til stranden. Her går man langs marker, engdrag med vandløb og blandet skov, næsten som var man midt i et billede af guldaldermalerne. Både ved stranden og længere inde i skoven findes flere huse, som ikke er af nyeste dato.

Her forestiller jeg mig altid, at Bertel Kratholm og Hardy Bunken roede i land og faldt om på stranden, da de havde taget flugten fra det nordlige Langeland til Fyn ved en herregård et sted syd for Nyborg.

Bertel og Hardy er ikke historiske unge mænd, men de to hovedpersoner i Erik Aalbæk Jensens roman Kridtstregen. Bogen - der senere blev filmatiseret - har både den psykologiske indsigt, lyrikken, en snert erotik og nostalgi indvævet, sådan som Aalbæks bøger har det. Men herudover er der en dramatisk handling, som er stærkere, end vi ellers ser i hans bøger.

Aalbæk selv var illegal under krigen, og det har givet ham meget romanstof. Men Bertel og Hardy var deserterede østfrontskæmpere, og beskrivelserne fra østfronten er flere steder så rå og realistisk, at man ved, han må have førstehåndsberetninger fra de russiske slagmarker.

Dramatikken udspiller sig både som de to's flugt gennem Danmark og som beretninger fra fronten og fra tyske kvarterer på Sjælland - han zig-zag'er både i tid og sted, og den nutidige handling ses som sammenvævet med den tidligere.

Aalbæks bøger skrider aldrig fremad i lige og ubrudt linje, men krydser frem og tilbage mellem personer og tid, hvilket giver dem alle en stærk litterær kvalitet - man taber aldrig tråden.

Samtidig ser man de samme temaer gå igen hele tiden, varierende og med forskellige udgangspunkter, men forbavsende ens: psykologisk forståelse af personer, ofte lidt enspænderagtige.

Lyrikken krydrer teksten fra først til sidst med stærke naturbeskrivelser, farverige og detaljerede - og for det meste fra hans hjemstavn, Vendsyssel.

Allerede i hans debutbog Dommen fra 1949 fylder det psykologiske spil mellem magtfulde personer og deres omgivelser hele temaet ud. Selv om bogen virker noget tynd og karikaturagtig, vises allerede her hans psykologiske indsigt og senere så farverige naturbeskrivelser.

Erotikken gløder i alle bøger, han synes at være forelsket i mange af sine beskrevne kvinder. De fleste beskrives nænsomt og blidt - enkelte får et krassere portræt. Utvivlsomt har han beskrevet kvinder, han selv har mødt eller kendt, men hans tolkning af deres væsen må naturligvis være hans egen.

Nostalgien og længslen mod en tabt ungdom ses flere gange - ofte som et af de mange zig-zag spring bagud i personernes liv, hvor det igen og igen er krigens illegale arbejde, han fortæller om. Og midt i det har vi igen lyrikken og - især - erotikken vævet ind. Kvinderne fra fortiden dukker op igen, når personen vender tilbage for at søge sin ungdom - eller sig selv.

I Drømmen om det glemte og I heltespor er det længselen efter denne forsvundne tid, personen søger - begge gange en halvmoden mand, som er i krise. Ungdommen og dens udadvendthed, det illegale arbejde - og ikke mindst kærligheden fra dengang - ses som det egentlige liv.

Opgøret med datiden og mødet med kvinden får voldsomme konsekvenser, fordi tiden går fremad og ikke i ring.

Helt bogstaveligt beskri-ver Aalbæk det, da hans hovedperson i I heltespor ikke kan kende stedet, det glorificerede sted, hvor våben blev kastet ned - det er groet til.

Datiden er i enhver forstand groet til - men måske finder han i stedet sin datids kvinde igen?

Til gengæld er der ingen lykke for ham, der drømmer om det glemte, forgangne og tror, han kan fortsætte sin ungdoms kærlighed uantastet af årenes begivenheder. Temaet i Drømmen om... er både erotisk og nostalgisk, men samtidig sørgmodigt og bittert.

For en gangs skyld skildrer han to kvinder med krasse og negative farver i helt bogstavelig forstand. De er magtmennesker på hver deres måde, og den ene er både u-erotisk og charmeforladt. Her fylder klichéen måske for meget, men grundtemaet, drømmen om fortids kærlighed og det umulige ved at søge den, er en mesterlig skildring af sikkert manges hemmeligste tanker.

Måske BLEV Aalbæks fem tidligste bøger ikke så kendte, men med Perleporten bragede han igennem med en kollektivroman, der både havde missionen som magtfaktor, spillet mellem køn og mellem børn og voksne og - ikke mindst - et lyrisk grundtema, samtidig med at handlingen i bogen skrider frem og tilbage mellem det lille sogns beboere.

Drengen Erling er omdrejningspunktet, om end ikke eneste hovedperson, og vi ser verden før krigen fra hans lidt kuede position. Erling, der tydeligvis er en afspejling af Aalbæk selv, dukker op igen i senere bøger fra det nordjyske. Journalist-forfatteren, den søgende og altid tilbageskuende tidligere sabotør står så levende i Aalbæks beskrivelser.

I de to sammenhængende bøger, Herrens mark og Magtens folk har vi den unge og den midaldrende Erling, der finder sin kvinde - og bliver skilt igen - i en stadig hårdere efterkrigstid. Det er magten - her ikke som religion, men som politik.

Det tilbageskuende blik, drømmen om ungdommens kærlighed, får også her et helt tema, vemodigt og lidt bittert. I en tidligere skrevet bog, Sagen, møder vi Erling igen, men langt senere, da han som biperson i bogen har fundet sammen med en kvinde, som han kendte engang. Er det sit eget liv, som han her forsigtigt lægger frem i romanens form?

Kvinderne fylder som nævnt meget i hans bøger - de friske og stærke kvinder, altid med lysende hårbrus og solbrændte arme. De er milde, og de er aktive, de kører bil i susende fart og ryger i ét væk, der er en forbavsende lighed mellem alle hans kvindelige personer.

Og på mange måder også mellem hans mandlige hoved- og bipersoner. Skribenten, den evigt søgende og funderende midaldrende hovedperson er udgangspunktet i flere af hans romaner. I randen har vi magtens mænd, storpralende, storrygende og i det hele taget store i adfærd.

Morale viger Aalbæk ikke tilbage fra. Ofte går det dem galt. I det hele taget møder vi ikke mange lykkelige mennesker i Aalbæks romaner - de fleste sidder fast i en grå hverdag eller kæmper for en umulig kærlighed.

Det er hverdagstemaer, der bliver gjort store og vedkommende, fordi Aalbæk går så dybt ind i sine personer, både gennem deres replikker og deres handlinger. De mindste ting fortælles så indgående og udtryksfuldt, at man ser hele personen for sig og lever med.

Hele tiden har man naturen, ofte landskabet fra Vendsyssel i baggrunden, fint malet op i sommerens farver eller vinterens gråhvide toner. Lyrikken er hele tiden med.

I Kridtstregen går Aalbæk på mange måder anderledes til værks. Her er det mere krigen, og hvad den gør ved mennesker, der er hovedtemaet. Aalbæk går tæt ind i både de illegale og de østfront-frivilliges tanker og ind i de tyske officerers, så man føler sig som medspiller uanset hvor, han flytter fokus hen.

Aalbæk selv var en periode i tyske koncentrationslejre. Bortset fra et par bisætninger i Kridtstregen skriver han aldrig om den tid. Han kunne utvivlsomt have skrevet både gruopvækkende og malerisk om den, men han valgte det åbenbart fra og koncentrerede sig i stedet om det illegale og en idealisering af den tid.

Som sådan overlevede han måske bedst mentalt. Og blev en fremragende skribent på det.

Inge Dam, Slotsgade 1 b, Nyborg.