Hver femte idrætsforening undlader at indhente den lovpligtige børneattest, viser ny undersøgelse foretaget blandt 274 fynske idrætsforeninger
"Vi kender de trænere, vi ansætter."

Sådan er der mange foreninger, der svarer, i en ny undersøgelse foretaget af to bachelorstuderende ved Syddansk Universitet.

Undersøgelsen er gennemført for at få indblik i, hvordan idrætsforeninger forholder sig til den lovpligtige indhentelse af børneattest, derblev indført tilbage i juli 2005.

På trods af at kulturministeren for nyligt har konkluderet, at lovenvirker efter hensigten, så viser det sig, at hver femte idrætsforening undlader at indhente den lovpligtige børneattest, hvilket resulterer i, at børneattesten ikke er så effektiv i bekæmpelsen af seksuelle krænkelser som først antaget.

Når foreningerne ikke indhenter børneattester ved nyansættelse af trænere og ledere, er der tale om en alvorlig pligtforsømmelse, hvor man i værste fald risikerer at give frit spil til pædofile.

Foreninger, der undlader at indhente børneattester, undskylder sig med, at de ikke har lyst til at 'udstille' eller 'mistænkeliggøre' personer, men samtidig tyder meget på, at mange foreninger har berøringsangst overfor det tabubelagte emne. For de fleste foreninger giver berøringsangsten udslag i, at man bliver handlingslammet og stikker hovedet i busken.

Det er helt forståeligt, at man i foreningerne har svært ved at forholde sig til problemet. Berøringsangsten er et resultat af, at børneattesten stiller spørgsmålstegn til de tillidsrelationer, der indgår i idrætten. Idrætten i Danmark bygger på den frie foreningsdannelse og på frivillighed, og som følge heraf har de frivillige idrætsforeninger historisk set været i stand til at opretholde en høj grad af autonomi, hvor man til gengæld for offentlig støtte selv organiserer og udfører aktiviteter uden statens indblanding. En kultur, der strider mod kontrol, love og overvågning.

Formålet med børneattesten er, at den skal have en præventiv effekt således, at personer med pædofilidomme afholder sig fra at søge job, hvor de skal beskæftige sig med børn under 15 år, og hvis de alligevel søger, at den positive attest afslører forholdene. Men hvis foreningerne ikke benytter børneattesten falder formålet til jorden. Hvordan får vi idrætsforeningerne til at indhente børneattesten?

Undersøgelsen viser, at det i høj grad er de mindre foreninger, der tilsyneladende har det største problem med at tro, at seksuelle krænkelser kan ske hos dem og derfor indhentes børneattesten ikke.

Når foreningerne er af den holdning, at 'det sker ikke hos os - højst i naboforeningen', så er der tale om en holdning om, at 'alle kender alle', og der derfor ikke er grund til at indhente attesten på personer, man 'kender'. På den måde undgår foreningerne at forholde sig til problemet, hvilket betyder, at problemet beskytter sig selv mod eksponering.

Lovgivningen om børneattester gør det pligtigt at indhente børneattest ved nyansættelse og beskæftigelse af personer i idrætsforeninger, på musik-, ballet-, danse- og rideskoler samt motions- og fitnesscentre.

Loven er en rammelov, og personkredsen, der omfattes, er således kun nyansatte personer, der i sit virke har direkte kontakt med børn under 15 år. Et oplagt tiltag kunne derfor være at udvide rammen for loven således, at loven også kommer til at omfatte allerede ansatte på lige fod med nyansatte personer.

Begrundelserne for, at dette tiltag endnu ikke er sket, går generelt på, at en sådan overensstemmelse mellem nyansatte og allerede ansatte måske vil føre til unødige afskedigelser af ansatte, såfremt de allerede ansatte ikke vil samtykke til indhentelse af børneattest, hvilket kan skyldes flere grunde, og manglende samtykke kan derfor ikke regnes for ensbetydende med en positiv børneattest for allerede ansatte personer.

Omvendt kan man stille sig spørgende over for, hvorfor disse forhold skulle være anderledes gældende over for nyansatte. Man må gå ud fra, at langt de fleste af de allerede ansatte personer ikke har noget at skjule, og at størstedelen derfor vil samtykke til indhentning af børneattest.

Indhentningen af børneattest skal ses som en nødvendig foranstaltning i beskyttelsen af børn, og at det derfor ikke er risikoen værd at undlade at indhente børneattester på allerede ansatte.

Hvis de allerede ansatte ikke samtykker til indhentningen må en fritstilling af disse personer være en rimelig konsekvens.

Krænkelser af børn er forbundet med tvetydige aldersgrænser. Som nævnt fremgår det af børneattesten, hvis en person er blevet dømt for seksuel omgang med børn under 15 år.

Men ifølge straffelovens §224 er det strafbart at have seksuel omgang med børn og unge op til 18 år, som man er betroet til undervisning, uanset om den unge selv er villig eller opfordrer til seksuelt samvær.

Det betyder altså, at det ikke fremgår af børneattesten, hvis personen er dømt for seksuelle krænkelser af unge mellem 15-18 år i undervisningssammenhæng. Derfor er det nærliggende at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor børneattesten ikke dækker gruppen af 15-18-årige.

Nu da Kulturministeriet har konstateret at børneattesterne har en positiv effekt vil det være oplagt at tage det næste skridt og udvide børneattesten til en aldersgrænse på 0-18 år.

I Danmark har vi ud over børneattesten ingen børnebeskyttelsesstrategier for at undgå seksuelle krænkelser. Dette fravær er et problem i sig selv. I 1989 tiltrådte Danmark FN's børnerettighedskonvention, hvor det bl.a. lyder, at medlemslandene skal iværksætte lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af børn mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug. Hermed er Danmark forpligtet til at udforme en samlet børnebeskyttelsespolitik.

Men dette er endnu ikke sket og derfor lever vi ikke op til den pligt vi har skrevet under på i konventionen.

I forhold til børneattesterne er spørgsmålet nu om Kulturministeriet har glædet sig for tidligt? Har de stillet sig tilfreds med børneattesterne som middel til at beskytte børn mod seksuelt misbrug?

Undersøgelsen er gennemført med deltagelse fra 257 fynske idrætsforeninger. Selvom undersøgelsen ikke er repræsentativ for hele landet, vil et overført estimat af resultaterne svare til, at vi står med et regnestykke, hvor 20 pct. af de formentlig 6-7.000 idrætsforeninger med ungdomsudøvere, knap 1.500 foreninger, ikke gør hvad de skal.

Man må antage, ligesom i så mange andre sammenhænge med lovbrud, at den dømte kreds af pædofile kun er toppen af isbjerget.

Hvad med de mange personer, der aldrig er blevet dømt grundet manglende anmeldelse eller manglende beviser, eller de personer, der overtræder de etiske og moralske regler, men ikke selve straffeloven - hvordan sikrer vi os mod at holde disse personer ude af foreningerne?

Kender vi egentlig hinanden så godt, som vi tror?

stine sørensen

Solfaldsvej 6, Odense

Mere om emnet

Se alle
Sportsklubber bryder loven - undlader stadig pædofiltjek

Sportsklubber bryder loven - undlader stadig pædofiltjek

Sportsklubber dropper pædofilitjek