Hvem laver sovsen?


Hvem laver sovsen?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bertel står i køkkenet, for Gitte har stadig pubertetstraumer fra dengang, da kvinderoller var et skældsord. Det skulle der gøres noget ved, men det gik ikke helt efter planen

Jeg sad en efterårsdag og samtalede med mig selv, og det lød omtrent sådan her: Få nu lært det franske og/eller italienske sprogs finurligheder, hvis du virkelig vil gøre alvor af det længere ophold sydpå, du altid har fablet om. Engelsk og til nød en smule tysk, som du plejer at klare dig med, åbner ingen døre for alvor i disse lande - åh, en sædvanlig turist med et begrænset ordforråd, tænker de og tager et professionelt smil på. Nej, du må lægge sjælen i udtalen af de romanske sprog, hvis du vil høre et dybtfølt oui, oui eller si, si fra dem, du henvender dig til under sydlige himmelstrøg.

Et brev for nylig fra min penneven Bertel i Odense bekræftede mine anelser om, at det var tidstypiske, årstids-typiske tanker, jeg gjorde mig, selv om hans emner så sandelig var nogle andre end mine. Efterår kalder på fordybelse og omjustering, man vil tage skeen i den anden hånd og gøre noget af det godt igen, som man ellers mener at have forsømt, overset eller fortrængt.

Bertel skrev:

"Far laver sovsen her i lejligheden, jeg står ved kødgryderne, og sådan har det været, siden Gitte og jeg flyttede sammen. Det har ligesom givet sig selv, efter at hun betroede mig, at "mor i køkkenet" ikke var hende. Hun kunne lægge en frossen pizza i mikroovnen og få den varmet op, men heller ikke ret meget mere. Jo, og koge et par æg, men de havde tendens til enten at blive for blødkogte eller for hårdkogte.

"Gør det noget"? spurgte hun så med store uskyldige øjne, som gjorde mig totalt blødkogt i vor forelskelses første berusende fase.

Selvfølgelig gjorde det da ikke noget. Jeg gav et show til bedste i køkkenet og balancerede virtuost med gryder og pander. Det skulle jeg nok tage mig af, hun skulle slet ikke bekymre sig, det var livet for kort til og så videre.

Nå, elegant omgang med køkkenredskaber er ikke nødvendigvis ensbetydende med god mad på bordet, og lad mig straks sige, at mine gastronomiske færdigheder er mådelige. Men en bøf med spejlæg eller en kotelet i karrysauce kunne det altid blive til.

Jeg improviserede med råvarerne, kødet og grøntsagerne og erindrede ellers, hvordan min mor havde båret sig ad i køkkenet. Thi hvad mor foretager sig ved kogeplader og ovne, er som bekendt altid det rigtige.

Eller er det?

FOR ET par måneder siden var jeg så uforsigtig at rose en bedre middag - syntes både jeg og Gittes far - som Gittes mor havde lavet hjemme hos sig selv i huset i Dalum.

Var det stegt flæsk med persillesovs? Med en øl til, ja, selvfølgelig var det det, men Gitte blev helt forkert i ansigtet, da jeg udtalte mine lovord ved bordet. Hun klirrede unødigt med bestikket, blev aggressiv i bevægelserne og måtte forlade bordet.

Hendes mor så på mig med hævede øjenbryn og et vidende blik. For hende var datterens reaktion tilsyneladende ikke uventet. Jeg anede et mindre uudtalt familiedrama ved den lejlighed i Gittes mors dagligstue, men først senere fik jeg en forklaring og en opklaring på hændelsen, da jeg havde hende i telefonen:

"Jo, ser du", begyndte hun, "Gitte har hadet at stå i køkkenet fra hun var teenager i l970'erne, da hun skældte mig ud for min "kvinderolle". At jeg stillede mig tilfreds med at opvarte far, som hun udtrykte det. Samtidig var hun jo sin fars øjesten, hun så op til ham, men det måtte heller ikke være.

Hun var godt gammeldags jaloux på mor ved gryderne, det er sagen. Og når gæster roste min madlavning, sad hun og krummede tæer og så på mig med nedadvendte mundvige. Hun var sød, var hun! Jo, jeg mener det, og historien er egentlig bare trivielt tidstypisk og samtidig gældende for enhver generation af mødre og døtre.

Men Gitte er blevet ældre - eller er hun? Stikker hun stadig i sit pubertetsoprør? Noget kunne tyde på det. Bare hun dog kunne få et mere afslappet forhold til dette at stå i køkkenet. Du må rose hende lidt, hvis hun forsøger, ikke?"

Den tyggede jeg lidt på. Her fik jeg så at sige den familiemæssige baggrund for, at Gitte havde svært ved at forlige sig med frikadellerne, i hvert fald hvis hun selv skulle lave dem.

Nå, men en uge efter hendes opførsel ved moderens middagsbord - som jeg havde påtalt at være både barnagtig og uhøflig - lod det til, at hun var blevet klogere. Hun ville tage skeen i den anden hånd og melde sig til et kursus i madlavning under et af de folkelige oplysningsforbund, og det var også for dårligt, at jeg hele tiden skulle stå for madlavningen, tilføjede hun.

Okay, okay, det var dog en slags selverkendelse, selv om jeg bestemt ikke havde noget imod at stå i køkkenet. Men fint nok, det ville være rart med en afveksling i arbejdsgangen, og hvis hun havde lyst så...

Det var et ugentligt aftenkursus, Gitte fulgte, onsdag fra klokken 19 til 20, og i samme tidsrum ville jeg gå til en forelæsningsrække med den lokkende titel, "Himalaya, oplev Mount Everest", havde jeg bestemt.

Sagen er, at som dreng ville jeg være bjergbestiger, så blev jeg bibliotekar, ha, ha, og netop i mit fødselsår 1953 besteg den newzealandske bjergbestiger Edmund Hillary som den første Mount Everest.

Der var noget at leve op til, man kunne faktisk ikke komme højere her på Jorden.

Jeg troede, forelæsningerne ville handle om disse bjergbestigningers rent praktiske og ikke sjældent tragiske historie i Himalaya.

Men nej, en kronraget mand i luftige gevandter ville have os tilhørere til at opleve vort eget indre Mount Everest ved meditation og østerlandsk visdom.

Det kunne være meget godt, men det var ikke lige det, jeg var kommet efter. Det var en kende for luftigt, følte jeg efter et par forelæsninger. Jeg gik slukøret hjem ved ottetiden.

Der var lys i lejligheden hjemme, havde vi glemt at slukke, før vi gik? Nej, Gitte var kommet før mig, og med et rødvinsglas i hånden og en kende snøvlende præsenterede hun mig for en souffle på køkkenbordet, som så meget hævet ud: "Resultatet af mine foreløbige timer i fransk madlavning. Tør du sætte tænderne i, for jeg tør ikke".

"Gitte for pokker, du skulle have taget et begynderkursus i madlavning", sagde jeg skævt smilende. Og da jeg fortalte om mine luftige oplevelser i Himalaya fik vi et fælles grineflip ud over det sædvanlige.

Den aften besluttede vi at spise ude, og latteren fik god plads mellem mundfuldene.

Med venlig hilsen,

Bertel."

Knud Terp, Glumsøvej 3, Brønshøj, er forfatter.

Hvem laver sovsen?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce