Respekt for hinanden og tillid til hinanden er forudsætningen, hvis ikke forholdet mellem mennesker skal falde sammen
Der er mange personer og figurer i bibelen. Nogle er mere perifere end andre. Dermed ikke sagt, at de ikke er interessante.

Perifere mennesker har også et liv, der kan være med til at udvide ens erkendelse. Ligesom kendisser og VIP'er kan være de mest enerverende og kedelige mennesker og grundlæggende uinteressante. Én af de perifere er Levi fra Det ny Testamente nærmere bestemt Markusevangeliet kapitel 2,14-22. Vi hører om ham i efteråret.

Vi møder kun Levi denne ene gang. Hans forhistorie må vi gætte os frem til. Han er tolder og som sådan forbundet med fordomme, der ofte er destruktive og marginaliserende. Vi ved ikke om han har en familie. Han har kollegaer, der alle er toldere, men er de hans venner?

Lad os i denne kronik forfølge ham og følge med ham for at se, hvad der blev af ham og hvad han egentlig er udtryk for.

Tolderen Levi sidder naglet til sin toldbod et sted i Jerusalems bagende sol. Man kan næsten se ham for sig. Han sidder helt alene. Det jødiske folk henvender sig kun til ham, fordi de skal. Han opkræver nemlig penge til romerne og det er ikke populært.

Når han er færdigt med sit arbejde, går han hjem til sit hus, men der er ingen, som besøger ham og vil kendes ved ham. Han spiser sin mad selv, han taler med sig selv, han håber måske, at Gud er med ham, skønt alle andre fortæller, at han er gudløs og fortabt.

Levi må betragtes som identitetsløs. Når han er ene hjemme, vil han ikke kendes ved sig selv, når han er sammen med andre, er han marginaliseret, når han færdes i byen, går han langs med murene, så man ikke engang kan se hans skygge. Sådan forestiller vi os ham i første omgang.

Men Levi skal også betragtes som en søgende mand.

I mangel på mening søger han forgæves efter spor og indgange, der kan give hans liv en ny og anderledes horisont. Det ligger i hans gener.

Sprogligt stammer Levi fra Levitterne, et præsteskab i det gamle Israels historie, der vandrede gennem ørkenen og søgte efter det forjættede land. Levi er som Ahasverus, den vandrende og søgende jøde, datidens postmodernist. En ørkenrotte i den belyste metropol.

I den nulevende amerikanske forfatter Paul Austers bøger kredses der om menneskets manglende oplevelse af identitet og sammenhæng.

Levi er faktisk navnet på en af hovedpersonerne i Austers roman trilogi New York.

Den handler om Levi, der bevæger sig hvileløst rundt i byen, bor på små usle værelser uden vinduer, så ikke engang solen kan give lys. Mad har han ikke råd til. Venner er der ingen af, heller ingen familie. Kun overfladiske og til tider perverse bekendtskaber, der kommer og går og kun ønsker at snyde og udstille ham.

Ud over hans sociale niveau er han også et søgende mennesker.

Han søger efter en mening med sig selv og med tilværelsen. Derfor optræder der i romanen snurrige kort over byer, labyrinter, trapper og skakter og snørklede notesbøger og dagbøger, der alle har det tilfældes, at de kræver en tydning, at man i de underlige mønstre skal finde en mening. Og her prøver Levi sig frem, her udspiller han sit liv. Her leder og søger han.

Men hans søgning ender som en kinesisk æske. I det øjeblik han har nået målet, den sidste æske er åbnet, så er der ingenting, æsken er tom.

Levi søger efter noget, men finder det ikke. Bag alle ordene, bykortene, de røde notesbøger er der ingen endegyldig mening. Ingenting er således, hvad Levi fandt. Og alligevel oplever man, at Levi forsones med dette ingenting.

Måske fordi han til stadighed skal åbne nye bøger og færdes i nye labyrinter, hvis han vil finde mening. Eller fordi meningen lige netop er, at man bliver nød til at lede efter den. Den er ikke hugget ind i stentavler men sidder i hjertet. Ånd er over skrift, evangeliet over loven.

Jesus kalder Levi. Han er måske den første, der i lang tid har talt til han som til et menneske. Ingen kalkuler, intet toldersprog, men direkte og uden tøven lyder det: "Følg mig".

Og Levi fulgte med uden at blinke. Det kræver trods alt sin mand at rejse sig op og efterlade sit gamle liv bag sig, sit arbejde og sine materielle gelændere. Og så ellers bevæge sig ud i det fremmede uden anden rygstøtte end et ord fra et menneske, en invitation til at følge med. Ingen garanti for et bedre liv, ikke en økonomisk fortjeneste eller muligheden for et indbringende job.

Den danske præst og filosof K. E. Løgstrup har i en prædiken fra 1939 tolket kaldelsen af Levi ud fra begreberne ry og ære.

Ry er det samme som et omdømme. Det er den mening andre har om os, hvad de mener om os, og hvad de fortæller. Et ry får man som regel i kraft af egne evner og ihærdighed. De bedrifter, vi udfører her i livet, giver os et omdømme hos andre mennesker. Vi spejler os i vores ry. Der er ligefrem mennesker, der ene og alene lever for ry og omdømme. Og der er igen andre, som lever af dem. Alle de kulørte blade tjener penge på det. Forfængelighedernes forfængelighed.

Ære er derimod noget ganske andet. Vi kan ikke leve uden ære og som med ry er ære noget, vi giver hinanden. Men i modsætning til et ry, man kan skaffe sig ved egen hjælp, så er æren noget, man har krav på og noget vi skylder hinanden.

Her hjælper evner og talenter og lovgivning intet.

Ære udspringer ifølge Løgstrup af, at vi som mennesker grundlæggende møder hinanden med tillid og denne tillid appellerer til at behandle hinanden respektabelt. Også den vildfremmede.

Uden respekt for hinanden og uden tillid ville forholdet mellem mennesker falde sammen. Derfor er der heller ingen overvejelser hos Levi. Han følger blindt Jesu ord, har tillid til det, der siges, at invitationen til efterfølgelse vitterligt var vel ment.

Levi hører vi ikke mere om. Vi ved ikke om han senere fulgte Jesus. Vi ved ikke om han genoptog sit arbejde og fortsatte som tolder. Vi ved ikke, om han rejste bort fra byen. Måske fandt han sig selv i en af Austers bøger. Måske blev han præst ligesom sine forfædre, levitterne. Måske flakker han rundt ude i grænselandet, ene men lykkelig og ikke ensom.

Billedet med den unge vin, der skal på nye sække peger på det. Alt skal blive nyt. Det gamle sprænges som mørnede sække og den unge vin skal flyde og berige de mennesker, som tro på ordene. Levi rejste sig og fulgte efter. Resten fortoner sig.

Det er måske grundtonen i kristendommen, at den lader os være enestående mennesker men ikke ensomme.

Vi færdes selv af sted, som i Austers romaner, vi går i blinde, men der er lys forude. Selv i døden er der én, som lyser for os. Vi er os selv men ikke enlige. Det er kristendommens styrke. Uanset hvor vi færdes, er Gud med os. Det ligger i selve kaldelsen. Man er kaldt på. Ved navns nævnelse. Som man er det i dåben. Gud kalder på det enkelte menneske, nævner det ved rette navn: Levi, Peter, Johannes - "Følg mig".

Alt bliver nyt og intet gammelt skal begrænse denne velsignelse: nye horisonter, nyt mod på livet, et nyt håb, der åbner døre og lader fremtiden komme os i møde uden angst og mismod og mistillid.

anders kjærsig

Nr. Søby Præstegård, Årslev