Helligknud og hans søn

Bent Hansen

Helligknud og hans søn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Både Knud den Hellige og sønnen Karl den Gode endte deres liv foran alteret i en kirke. Begge blev siden helgenkåret, og en rest af dem begge findes i to odenseanske kirker

De fleste husker måske Harald Blåtand for den runesten, han satte for sig selv i Jelling, hvor han stolt bekendtgjorde, at han gjorde danerne kristne. Det er selvfølgelig en tilsnigelse, for selv om han gjorde kristendommen til officiel statsreligion, gik der lang tid, før den for alvor slog igennem hos bonden på landet, der stadig ofrede til Odin og Thor, og hos de senere konger var det ikke meget bedre.

Knud den Fjerde var den første konge, der for alvor satte kirke og tro i system. Han indførte mange skatter og tiende, den første kirkeskat i danmarkshistorien, som tilflød kirken og det i en mængde, så kirker og klostre over hele landet skød op i en hidtil uset fart.

Samtidig med, at han satte indenrigspolitikken på dagsordenen, havde han også ambitioner uden for landets grænser. 20 år forinden havde den normanniske fyrste, Vilhelm af Erobreren smidt de sidste vikinger ud af England og derved stoppet for en givtig udplyndring af landet mod vest.

Nu ville Knud én gang for alle reetablere vikingernes herredømme og havde derfor samlet en vældig flåde på mere end 1000 skibe og tilmed fået støtte fra sin svigerfar i Flandern i sommeren 1085.

Hele flåden lå nu klar oppe i Limfjorden, og besætningerne ventede forventningsfulde på signalet til at sejle af sted på plyndrings- og erobringstogtet, men kongen selv var endnu ikke ankommet.

Han var på vej op gennem Jylland, men fik pludselig dårlige tidender om, at kejseren for det Tyske Rige var begyndt at røre på sig syd for grænsen.

Knud turde ikke tage af sted med flåden og efterlade landet ubeskyttet mod den tyske kejserlige hær og drog nu sydpå for at lave en fredsaftale.

Forhandlingerne tog tid, og krigerne oppe ved Limfjorden blev mere og mere utålmodige. Det var sommer, høsten stod for døren, og hvis den ikke snart blev hentet ind, truede den med at rådne op ude på markerne. Samtidig blev beboerne nordenfjords mere og mere vrede, for det var dem, der skulle forsyne den enorme hær med mad og drikke.

Knuds bror, Oluf, blev sendt ned for at skynde på kongen, men kongen blev så vred, at Oluf blev lagt i lænker og sendt til svigerfaderen i Flandern.

Derefter sendte han bud til den ventende hær, at hvis nogen dristede sig til at tage hjem til høsten, så ville de blive idømt strenge tvangsbøder.

Knud havde nu sin aftale med den tyske kejser, men tiden for angrebet var forpasset.

Året efter ville Knud atter samle flåden, men uroen bredte sig mere og mere. Dette var gnisten, der antændte utilfredsheden, godt hjulpet på vej af vreden over de mange nye skatter og truslen om bøderne.

Til sidst brød oprøret ud i lys lue, og Knud valgte klogeligt at vende om og søge tilflugt på Fyn, nærmere betegnet Odense, hvor han havde en kongsgård og mange af sine støtter. Troede han.

DA de ankom til Odense, bad han Erik, sin ene bror, om at bringe dronningen, de to døtre og den ene søn i sikkerhed.

Først afslog Erik ønsket og bad Knud om at følge med til Sjælland, men denne afviste at flygte fra oprørerne. Derpå lovede Erik at opfylde kongens ønske. Knud havde kun sin hird, livvagten, hos sig, i alt 17 mand.

Den 10.juli 1086, en overskyet sommermiddag vandrede Knud ud fra kongsgården med sine mænd, deriblandt også den yngste bror Benedikt, hen til Albani Kirke, en gammel trækirke, som var opkaldt efter den engelske Skt. Alban.

Det hed sig, at det var Knud selv, der under et togt til England 10 år tidligere havde hjembragt knoglerne fra englændernes første helgen. Man troede, at knoglerne ville bringe ham held i erobringsforsøget på England, og samtidig var det en indbringende forretning for Albani-kirken, fordi mange mennesker gav almisser til helgenen.

Utilfredsheden ulmede i byen, og snart var en stor skare bevæbnede mennesker forsamlet uden for kirken. Nogle havde også bragt fakler med, og de kastede dem nu mod kirken, men rigtigt brænde ville den ikke, og et kraftigt regnskyl slukkede forsøget på at indebrænde kongen og hans folk.

Angriberne lod sig ikke slå ud. Med økser huggede de nu store huller gennem de mørnede trævægge, og en hidsig kamp udspillede sig. Én efter én bukkede kongens folk under for de vrede oprørere, og til sidst måtte også kongen lade livet.

Som den eneste havde han valgt ikke at kæmpe imod, men knælede oppe ved alteret og blev først ramt af en sten i hovedet. Et spyd i siden gjorde det endeligt af med Knud den Fjerde.

Benedikt, kongens bror, var som den eneste undsluppet. Hårdt såret havde han gemt sig i et herberg, men blev fundet af oprørerne, trukket ud ved fødderne og dræbt med en utrolig brutalitet.

Om aftenen kom munkene frem fra deres skjulesteder og begyndte at begrave ligene af de døde. Knud og hans bror blev begravet inde i kirken. Nogen tid efter kom Edel, Knuds enke, og krævede at få kongens lig flyttet. Han skulle ikke hvile i det land, som på forræderisk vis havde dræbt deres egen konge i en kirke, men da man åbnede kisten blev munke og enke alle blændet af et stærkt lys, og man lod ham ligge i kisten.

Danmark fik en ny konge, Oluf. Den bror, der var blevet fængslet af Knud. Men det var som om, han skulle sone mordet på storebroderen, for i de syv år, han regerede, var landet præget af misvækst og hungersnød, derfor tilnavnet, Oluf Hunger. Det måtte være Guds straf over morderne.

Ingen ved, hvad der blev af Oluf. Han forsvandt bare og blev afløst af Erik, Knuds bror, som skulle bringe Edel og kongens børn i sikkerhed.

Erik fik senere tilnavnet Ejegod, for med ham begyndte det atter at gå godt. Måske fordi han fik foretræde for paven, som udnævnte Knud til helgen. Der var nemlig begyndt at ske mirakler ved graven. Og det var noget ganske særligt, fordi Knud den Hellige var Danmarks første helgen. Senere blev helgenen flyttet til den nye stenkirke i Odense, der passende kom til at hedde Skt. Knuds kirke.

Knuds døtre blev gift oppe i Sverige, men Karl, den eneste søn, kom i pleje hos sin onkel i Flandern og denne tog ham med på det første korstog til det hellige land.

Karl gjorde sig fortjent til megen hæder, og på et tidspunkt blev han endog tilbudt den mest hæderfulde stilling for en ikke-gejstlig i den kristne verden: konge af Jerusalem.

Men Karl afslog tilbuddet og drog hjem til Flandern, hvor han blev fyrste, og med samme ildhu som sin far satte han reformer til fordel for kirken i gang.

På et tidspunkt var der atter bud efter Karl. Den tyske kejser døde uden at efterlade sig arvinger, og atter faldt blikket på Knud den Helliges søn. Men også denne gang afslog han tilbuddet om at blive en af de mægtigste mænd i den kristne verden.

Karl slægtede sin fader på, og selv i døden havde de en del til fælles, for Karl blev myrdet foran alteret og siden gjort til helgen.

Han ligger stadig i den kirke, hvor han fandt sit banesår, og i slutningen af 1800-tallet blev en lille knogle fra Karl den Gode skænket til den katolske Albani Kirke i Odense. Her ligger det som et helligt relikvie ikke langt fra Knud, der ligger i domkirkens krypt.

Bent Hansen, Thorsgade 34, Odense C, er lærer og fortæller.

Helligknud og hans søn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce