Rammes du af sygdom er det slemt. Viser det sig at være en kronisk sygdom, er det værre, for så skal du måske have offentlig hjælp. Og så er det klogt at være i topform
Måske har du lagt mærke til reklamekampagnen for fagforbundet 3F: Benny blev ydmyget af kommunen. Måske har du også tænkt: dette kunne aldrig ske i min kommune. Men det sker i din kommune - det sker for din syge nabo eller kollega - de bliver ydmyget.

Da min 17-årige nevø pådrog sig en arbejdsskade i højre hånd efter at have arbejdet 6 uger på et bådebyggerværksted, henvendte han sig på kommunen, da han troede sig berettiget til sygedagpenge. Men her var kassen lukket.

"Du er under 18 år og bor hjemme hos din far. Du kan ingen penge få. Kan du ikke arbejde med den anden hånd", lød svaret. Først da Træ-Industri-Byg gik ind i sagen, blev pengekassen åbnet, for selvfølgelig var den 17-årige berettiget til sygedagpenge. Der lød ikke så meget som en undskyldning til ham fra kommunens side. Sådan byder man unge mennesker velkommen på arbejdsmarkedet.

Men det er ikke spor bedre i Nordfyns Kommune, hvor jeg selv bor.

For et par år siden var jeg vikar i hjemmeplejen i den daværende Vissenbjerg Kommune. Desværre fik jeg hurtigt nogle sygedage, som Vissenbjerg Kommune ikke var forpligtet til at betale for. Jeg henvendte mig derfor til min egen kommune, og fik at vide, at jeg ikke var berettiget til sygedagpenge. Efterfølgende satte jeg mig selv ind i reglerne og fandt ud af, at jeg blot skulle have x-antal arbejdstimer inden for x-antal uger, og det krav kunne jeg sagtens opfylde.

Jeg kopierede derfor lønsedler og sendte en klage til kommunen, men hørte intet. Da ansættelsen i Vissenbjerg ophørte, skal det siges, at kommunen havde så meget pli, at den udbetalte løn for de pågældende dage, og min klage til egen kommune bortfaldt naturligvis.

Det var derfor med bange anelser, jeg kastede håndklædet i ringen sidste år i august og lod mig langtidssygemelde. Jeg fik hurtigt en sagsbehandler A, som blev afløst af sagsbehandler B. I november fik jeg diagnosen på Odense Universitets Hospital: Morbus Bechterew, som er en gigtsygdom i rygsøjlen. Så havde jeg også samtidig fået forklaringen på min træthed og smerterne.

C blev min næste sagsbehandler. Både for A og B havde jeg nævnt, at mit fremtidsperspektiv godt kunne være et fleksjob. C var derimod af den opfattelse, at jeg skulle raskmeldes. Det var hun, fordi kommunens lægekonsulent havde misforstået en bevægelighedstest, som jeg havde været igennem på OUH. Jeg nævnte også for C, at jeg kunne være interesseret i et fleksjob, da jeg ikke forventede, at kunne arbejde mere end måske 20 timer. Dette fejede hun straks af bordet, og sagde at jeg ikke var berettiget. I stedet foreslog hun, at jeg søgte et deltidsjob!

Nu fulgte så en fase med partshøring. I min naivitet troede jeg, at mine udtalelser også havde gyldighed, men jeg skulle snart blive klogere.

Den 14. maj meddelte kommunen, at sygedagpengene ophørte samme dag. Men jeg kunne naturligvis klage over afgørelsen. Hvilket jeg selvfølgelig gjorde. Jeg fik også tid på afd. C på OUH, og ros til afdelingen, fordi man under strejken alligevel kunne finde en tid til mig få dage efter min henvendelse.

Den 20. maj sendte jeg min klage til kommunen. Den 8. juni sendte jeg et tillæg til klagen, som lige nåede at ankomme inden klagefristens udløb. Heri gjorde jeg opmærksom på, at der kunne indhentes nye oplysninger fra OUH. Jeg kontaktede også C telefonisk og meddelte dette, ligesom jeg atter pointerede, at bevægelighedstesten fra OUH var misforstået.

Alligevel valgte kommunen ikke at gøre brug af de nye oplysninger fra OUH. I stedet fandt man en gammel udtalelse fra egen læge, der daterede sig helt tilbage til november 07. Denne udtalelse dannede grundlaget for "raskmeldingen" og dermed ophøret af sygedagpengene. I samme "raskmelding" stod der, at jeg kunne søge om fleksjob/arbejdsprøvning. Besynderligt ikke? Først siger kommunen, at jeg er rask, men nu kan jeg pludselig godt søge om fleksjob!

For at komme i arbejdsprøvning, skulle jeg henvende mig i kontanthjælpsafsnittet. Men der fulgte ingen penge med, da jeg ikke var berettiget til kontanthjælp. Jeg spurgte C, hvad hun havde tænkt, at jeg skulle leve af, mens jeg var i arbejdsprøvning, og om hun selv arbejdede gratis? Det fik jeg selvfølgelig ikke noget svar på.

Da jeg samme dag tog op på Nordfyns Kommune med min ansøgning om arbejdsprøvning og revalideringsydelse, udspillede der sig følgende farce.

Først talte jeg med D i jobcenteret. Her blev jeg henvist til jobkonsulent E. Sammen fandt vi nogle mulige steder for en arbejdsprøvning. Da jeg spurgte E om revalideringsydelse og hvilken økonomi, jeg kunne regne med, svarede hun, at det var ikke hendes bord. Jeg skulle gå over på ydelseskontoret.

Her talte jeg med F, som sagde, at jeg skulle henvende mig i jobcenteret. Jeg gik nu tilbage til D og bad hende finde en person, der kunne tage stilling til min ansøgning om revalidering.

Så blev jeg henvist til G. Hun var ny i jobbet, og syntes min sag så lidt kompliceret ud, så hun bad om hjælp af H. Nu blev jeg placeret i matchgruppe 4, og der blev foretaget en samlet vurdering.

H sagde, at jeg skulle henvende mig på ydelseskontoret igen. Her talte jeg atter med F som henviste til I. Hun fik papiret, som H havde udfyldt. Efter nogen tid kom hun tilbage med en stor stak papirer, som jeg skulle udfylde for at få kontanthjælp. Jeg svarede, at det var ikke det jeg kom for - havde hun da slet ikke læst papiret, som H havde udfyldt? Jeg var også blevet tildelt en ny sagsbehandler J, men hun var ikke at træffe, så jeg cyklede hjem med uforrettet sag.

Min klagesag ligger nu i statsforvaltningen i Aabenraa. Her er sagsbehandlingstiden 3 måneder. I den tid kan jeg så vælge, om jeg vil spise mursten eller gøre brug af kassekreditten med 14% i rente. Er det rimeligt, at fordi man rammes af sygdom, så skal man også rammes på økonomien på grund af lemfældig sagsbehandling?

Kommunerne prøver ihærdigt på at parkere borgerne alle mulige andre steder end på sygedagpenge. Men det er kommunerne, der har fået til opgave at løse problemet, når borgere rammes af kronisk sygdom. Man kan ikke bare returnere syge borgere til det ordinære arbejdsmarked eller a-kasserne endsige parkere dem på kontanthjælp. Her vil mange slet ikke være berettiget til ydelser. Har man fast ejendom, eller en ægtefælle med bare en almindelig lønindtægt, er der ingen hjælp at få.

Men det er selvfølgelig bekvemt for kommunerne, for på den måde er der ingen udgifter forbundet med de syge borgere. Sygedagpengene er reduceret, og det er jo et politisk mål for Claus Hjort Frederiksen.

Kommunerne har derimod pligt til at gøre brug af de redskaber de har, eksempelvis arbejdsprøvning og revalidering, og disse tiltag skal iværksættes mens borgeren får sygedagpenge - ellers må sygedagpengene forlænges.

Når man som borger får tildelt en sagsbehandler, erfarer man hurtigt, at vedkommende ikke er advokat for én, men derimod advokat for de mange borgere, som synes, at skattetrykket er for højt. Den ånd, der hersker i de nye storkommuner, er ikke meget anderledes end dengang, da sognerådsformanden selv sad og klaprede med låget på pengekassen.

Dette cirkus med sygedagpenge, ville jeg ikke engang ønske, at min værste fjende skulle igennem.

Måske lige med undtagelse af Claus Hjort Frederiksen.

susanne nielsen

Sasserod 16, Morud