Danmark var på ingen måde selvskreven deltager i opbygningen af De Forenede Nationer. At vi var med, kan vi måske takke handelsflåden og de danske søfolk for
Når Danmark i 1945, som et af de oprindelige medlemslande, blev inviteret til at deltage i sejrherrelandenes opbygning af De forenede Nationer og var med til at underskrive FN-traktaten den 26. Juni, 1945, skyldes det flere ting og sikkert mange overvejelser blandt sejrherremagterne.

Oprindelig var vi slet ikke inviteret til at deltage i San Francisco-konferencen, hvor 45 lande var indbudt . De var alle "allierede", som det hed i slutdokumentet fra Washington-konferencen den 1. Januar, 1942 , hvor begrebet United Nations blev lanceret. Disse allierede var :"allied in the struggle against Germany, Italy and Japan", og dermed også de sande sejrherre, da det hele var slut.

Derfor er det også korrekt, at benævnt FN som en sejrherreorganisation efter 2. Verdenskrig, nøjagtig som Folkeforbundet var det efter 1. Verdenskrig.

I løbet af konferencen blev Danmark - sammen med 5 andre, mindre lande inviteret - og da Polen på grund af uenigheder om regeringsdannelsen ikke kunne møde op, blev slutdokumentet underskrevet af de "oprindelige" 50 lande, herunder Danmark, der dog ikke blev betegnet som en" allieret nation", men som en "tilknyttet nation" ("associated nation"), hvad nok de fleste ikke ved.

Hvad var så baggrunden for, at Danmark, trods alt, kom med til sidst og som det tynde øl ?

Ja, det beroede naturligvis på de sejrende stormagters vurdering af vores status. Tager man Sovjetunionen først, må vi konstatere, at der ikke var megen sympati tilovers for os.

Som Stalin tørt konstaterede på Jalta-konferencen. "så havde danskerne jo selv lukket dem (tyskerne) ind, da de kom den 9. April" - samtidig var han også ganske klar over, at vi den 22. Juni, 1941, i strid med grundloven, havde arresteret en række kommunister og til overflod også 2 kommunistiske rigsdagsmedlemmer.

To måneder senere havde Rigsdagen forbudt DKP, inden da havde regeringen godkendt oprettelsen af Frikorps Danmark, der alene var rettet imod Sovjetunionen - og endelig havde vi i november samme år tilsluttet os Anti-kominternpagten, der ligeledes var rettet ensidigt imod Sovjetunionen. Når Stalin således så på Danmark med dyb skepsis, har det sine absolut gode grunde.

Anderledes så det ud med Danmarks forhold til USA. Her spiller den berømte "Grønlandstraktat" fra den 9. April, 1941 en afgørende rolle. På baggrund af denne traktat sikrede den danske ambassadør i USA Henrik Kauffmann Grønlands forsyningssikkerhed under hele krigen samt amerikansk støtte til den legendariske Nordøstgrønlands Slædepatrulje, der opsporede og nedkæmpede tyske forsøg på oprettelsen af vejr-og radiostationer på Grønlands østkyst.

Samtidig sikrede den amerikanerne eneret på den grønlandske kryolit, der indgik som et vigtigt råstof i fremstillingen af det krigsvigtige aluminium og, ikke mindst, de baserettigheder, der stadig udgør et vigtigt element i det samlede forsvar af Den nordamerikanske Kontinent.

Med udgangspunkt i disse baser sikrede USA sig" kontrol med vejret" i Nordatlanten (vigtigt for såvel vejrforudsigelserne for Europa, som for Murmansk-konvojerne, der var essentielle for Sovjetunionens forsyningssituation under krigen).

Desuden kunne amerikanerne, med udgangspunkt i baserne, gennemføre en langt mere effektiv kamp mod de tyske ubåde i "slaget om Atlanten". Endelig anvendte man i høj grad disse baser som linkstationer i overførslen af fly fra USA til Storbritannien.

Med Grønlandstraktaten - og bekræftelsen af den efter krigens ophør - var der ikke megen tvivl om amerikanernes overvejende velvilje over for Danmark.

For Storbritanniens vedkommende var forholdet i høj grad præget af englændernes forhold til den danske modstandsbevægelse. Det var briterne, der styrede og forsynede modstandsbevægelsen og det var dem, der drog nytte af modstandsbevægelsens aktiviteter.

Som bekendt sagde Montgomery, da han kom til Danmark den 12. Maj, 1945, de berømte ord om modstandsbevægelsen, at den havde været "second to none". Lad så være, at udtalelsen nok specielt var møntet på modstandsbevægelsens efterretningsvirksomhed, der bestemt var "uovertruffen", alligevel viser Montgomerys ord, hvor betydningsfuld modstandsbevægelsen var i britisk optik.

Skal man gøre regnestykket op, er der stor velvilje fra såvel USA`s som Storbritanniens side overfor Danmark, mens Sovjetunionens (berettigede) skepsis er til at føle på. En del skepsis fra de vest-allieredes side overfor os, har der dog også været tale om. Der var hele spørgsmålet om vores holdning i forbindelse med selve besættelsen 9. April 1940, om vores aktive samarbejdspolitik med tyskerne fra juli 1940 til august, 1943, og om vores leverancer, ikke mindst af fødevarer og vigtige industriprodukter til Tyskland - alt sammen trækker det fra i regnskabet.

Hvorfor blev vi så alligevel inviteret med til San Francisco-konferencen i 1945 ?

Svaret er, at der mangler en vigtig brik i det overordnede regnestykke: Den danske handelsflåde og de danske søfolk, der sejlede i allieret krigstjeneste under hele krigen ! Et kapitel i Danmarks- og krigshistorien der aldrig har fået den opmærksomhed, det fortjener.

Hvad var det så, der gjorde handelsflådens og sømændenes indsats så afgørende ?

Svaret findes i en række, ikke særlig kendte, kendsgerninger om denne indsats:

Under 2. Verdenskrig sejlede 6351 danske søfolk i allieret krigstjeneste - og af dem omkom alene 981 - et tabstal på 15,4 %.

Sammenligner man det med de tilsvarende tabstal for norske og hollandske søfolk i tilsvarende, allieret krigstjeneste, så mistede nordmændene 13,5 % og hollænderne 14,0 % af deres søfolk. Det giver vist et meget godt billede af den danske indsats !

Skal man måle indsatsen på en anden måde, kan man sige, at danske handelsskibe med en samlet tonnage på mere end 500.000 BRT sejlede i allieret krigstjeneste under 2. Verdenskrig, det vil sige, at næsten samtlige 240 danske skibe i oversøisk fart indgik i den allierede krigsindsats. Hertil kommer, at mange danske søfolk gjorde tjeneste i andre, allierede nationers skibe.

De danske søfolk sejlede i alle farvande kloden rundt med alle former for krigsvigtigt materiel fra olie og ammunition til soldater under de allieredes invasion i såvel Nordafrika som i Normandiet.

De vilkår, disse søfolk sejlede under, var ekstremt barske med nervepirrende konvojsejlads og hyppige torpederinger uden informationer hjemmefra og oftest til en særdeles beskeden løn.

Vilkårene er glimrende beskrevet i svendborggenseren og krigssejleren Evald Brincks bog fra i år med den pessimistiske, men meget realistiske titel: " ... de vil aldrig blive husket".

Hvordan har man så vurderet denne danske indsats ? Ja, man kan se på et par eksempler. Den norske statsminister Nygaardsvold vurderede i 1941 den norske handelsflådes indsats i allieret krigstjeneste til at modsvare krigsindsatsen af 1 million mand!

Det fik formanden for Det danske Råd i London til at vurdere de danske søfolks indsats som svarende til mindst 125.000 mand!

Nu var det næppe upartiske udtalelser, derfor er det interessant, at Noel Baker fra det britiske Ministry of War Transports i 1942 udtalte følgende: "Hvem ved, om ikke det var den halve million tons dansk handelsflåde, som de danske søfolk bragte til britiske og allierede havne, der blev den afgørende margin i kampen om Atlanterhavet".

Ret meget tydeligere kan det da vist ikke konstateres, hvilken rolle den danske handelsflåde og de danske søfolk spillede under 2. Verdenskrig, og det vidste de ledende britiske og amerikanske politikere godt, det fik regnestykket til at tippe over til dansk fordel, og derfor blev Danmark inviteret med til San Fransisco-konferencen.

Hvad skete der så med sømændene, da krigen var slut. Ja, de kom til at dele skæbne med sydslesvigerne efter genforeningen i 1920: Da de sidste taler var holdt og de sidste flag halet ned - og parolerne: "I vil ikke blive glemt" stadig rungede i luften - vendte man ryggen til dem og gik sin vej. Siden har ingen interesseret sig for dem: De BLEV glemt!

Niels Peter Frederiksen

Thujavej 133, Odense SV er lektor