Han delte vandene

Morten Weiss-Pedersen

Han delte vandene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

John Enoch Powell, konservativ britisk politiker, holdt for 40 år siden en tale, der gav ham et eftermæle som fuldblods racist. Men det, han egentlig sagde, har vist sig at være profetisk

For knap 10 år siden, den 8. februar 1998, døde i en alder af 85 år en sand stridsmand for Herren, John Enoch Powell. En mangesidig mand: Brite, sprogforsker, digter, soldat og officer, polemiker og politiker, som igennem årtier oftest fra sidelinien prægede engelsk politik. Mange var for ham, endnu flere imod.

Men uanset holdning var Enoch Powell ikke til at overse. Han delte vandene. Hånet i musik og tekst af The Beatles i sangen "Get Back", gjort til grin af Monty Python i flere sketches, "Travel Agent" og "Election Special" og i 1976 hyldet af en selskabeligt overrislet Eric Clapton under en koncert i Birmingham.

Hvem var han så, Enoch Powell, som i mere end 30 år sad i Parlamentet, i begyndelsen som konservativ og siden hen som nordirsk unionist? Og som i perioder både var finansminister og sundhedsminister i konservative regeringer?

EN enkel karakteristik af Enoch Powell er ikke nem. Dertil havde han i forhold til gennemsnitsborgeren alt for mange sider. Sprogligt og intellektuelt begavet langt ud over det sædvanlige, bl.a. demonstreret ved at tale græsk som femårig og ved udelukkende at score topkarakterer ved sluteksamen som klassisk filolog og ved som 25-årig at blive udnævnt til professor i græsk ved Sydney University.

Herudover efterlod han mere end 30 bøger lige fra digte over historiske værker, biografier og oversættelser til politiske kampskrifter med fokus på England, nationen og nødvendigheden af en konsekvent og liberal økonomiindretning af samfundet.

En imponerende produktion ved siden af, at Powell også fandt tid til at lære sig 12 sprog, bl.a. urdu, for at kunne tale med ikke-engelsktalende indere i sin valgkreds igennem 25 år, Wolverhampton South West.

PÅ den baggrund skulle man tro, at Enoch Powell var en støvet bogorm, men nej. Fysisk udfoldelse i forbindelse med rævejagt til hest og lyst til at tjene i Anden Verdenskrig lå ham nær. Således avancerede han efter at have været én af Montgomerys ørkenrotter i Sahara fra menig til den yngste brigadegeneral nogen sinde i den engelske hær uden at have gennemført en egentlig officersuddannelse.

Men havde The Beatles, Monty Python, Manfred Mann samt mange lederskribenter og politiske modstandere ikke ret, når de over en bred kam satte Enoch Powell i bås som en højresnoet, racistisk og nationalromantisk tumling og bizar klovn i britisk politik?

Og det er da også ganske vist, at Powell med basis i sin kolossale viden og sine slebne retoriske evner lejlighedsvis på næsten Churchill-niveau elskede at kaste sig ud i verbale slagsmål med sine modstandere - som oftest med Powell som vinderen.

Lige så rigtigt, at "talen ved mange lejligheder snarere holdt Powell end omvendt". Men det at være en kamplysten debattør gør jo ikke pr. definition én til fascistoid populist. Det vil en Søvndal og en Lykketoft nok have sig frabedt.

Fakta er vedrørende Enoch Powell, at der under hans polemiske og frygtløse debatlyst gemte sig en på mange måder forstående og moderat politiker. Eksempelvis ved som sundhedsminister at indlede en kampagne imod de kummerlige forhold, som man i 1960'ernes England bød patienterne på landets sindssygehospitaler.

På samme måde som Powell stod bag et initiativ rettet imod at integrere immigranter fra de gamle engelske kolonier ved at tilbyde dem job på normale vilkår og til overenskomstløn i sundhedssektoren som kontrast til ufaglært beskæftigelse som f.eks. gadefejere. Et initiativ, der sikrede "racisten" Powell masser af "farvede stemmer" ved succesvalget i 1970.

Ligeså var han i forhold til emner som dødsstraf, homoseksuelles rettigheder, abort og skilsmisse ikke en reaktionær hardliner. Dødsstraf fandt han primitiv, abort var for ham et personligt og moralsk anliggende på linie med at være homoseksuel. Og endelig så han også mere liberalt på skilsmisser end mange af sine samtidige.

MEN hvad er så grunden til, at der snart 10 år efter hans død klæber en uafrystelig fordom til Powells eftermæle: John Enoch Powell var en fuldblods racist?

Årsagen skal findes den 20. april 1968, da Enoch Powell på Midland Hotel i Birmingham holdt en årsmødetale for medlemmerne af The West Midland Conservative Political Centre.

Ikke en kedsommelig årsmødetale af den slags, der går 13 af på dusinet, men en tale, der er blevet kendt som Enoch Powells "Rivers af Blood Speech". Emnet for talen var ghettodannelsen i Englands større byer som konsekvens af den massive indvandring fra Commonwealth-landene i 1960'erne.

I den kontekst citerede den klassiske filolog Powell fra Vergils Æneide "Et Thybrim multo spumantem sanguine cerno". På dansk: ("Når jeg ser fremtiden for mig, fyldes jeg af bange anelser.) Jeg ser som romeren Tiberen skumme med meget blod."

Og så faldt der ellers brænde ned over Powells syndige hoved. Allerede dagen efter fyrede Edward Heath Enoch Powell som medlem af den konservative oppositions skyggekabinet. Spektakulært var ligeledes, at i tusindvis af slagteri- og havnearbejdere i dagene efter talen nedlagde arbejdet og gik i støttedemonstrationer for den konservative Enoch Powell.

Men var det alligevel ikke udtryk for en afart af racisme at sammenkæde immigrationsbølgen med "blodigt skum i floden?"

Jo, hvis det var det, som Powell havde udtrykt som det eneste. Det er ikke tilfældet, hvis man gør sig den ulejlighed at læse talen i sin helhed. Budskabet var enkelt: Ukontrolleret indvandring kan medføre en ghettoficering af landet og implicit en risiko for radikalisering af indvandrermiljøerne baseret på had til normalsamfundet.

EN Forkert diagnose? Nej. Historien siden 1968 giver Powell ret. Enhver avislæser eller tv-seer vil næppe glemme billederne af brændende politibiler i Vollsmose og synet af brandmænd på flugt fra stenkastende unge andengenerations-indvandrere.

Eller hvad med bomberne i London og Madrid, som netop blev gennemført af utilpassede unge fra Pakistan og Marokko? Som ved optøjerne i forstæderne til Paris og i Brixton, Toxteth og Handsworth er billedet det samme. Masseindvandring skaber parallelmiljøer til samfundet og udgør en klar sikkerhedsrisiko.

Metaforen "Floder med skummende blod" var måske en kende usædvanlig og eksotisk, men omvendt ikke noget forkert billede på, hvad Europa har oplevet de seneste årtier af vold, brændende huse og biler og etnisk aggression.

Så polemikeren Powell var ikke en banal racist, der holdt en "hatespeech" i Birmingham for 40 år siden. Snarere var han en modig mand, der turde stå op imod det politiske Establishments Correctness og fastslå det banale. Evner et land ikke at begrænse indvandringen og samtidig bl.a. via arbejde at integrere fremmede borgere, så truer et frygtindgydende socialt og etnisk kaos.

Det var Powells budskab med gyldighed i 1968 i England og i 2007 i Danmark, hvor unge radikale muslimer aktuelt sidder på anklagebænken for at have planlagt større bombeangreb forskellige steder i København. Stokrose- og kolonihaveidyllen er så sandelig en saga blott i det danske folkehjem.

SÅ Enoch Powells eftermæle er positivt. Han var en principfast og stædig stridsmand, hvis prognoser for antallet af indvandrere holdt stik. Samtidig satte han ord på en almen bekymring over indvandringen ikke blot i England, men i hele Europa dækkende de seneste 40 år.

Powell bør således som alle de andre små klarsynede drenge i "Kejserens nye Klæder" tages alvorligt i den offentlige debat. Er synspunkterne af og til provokerende og lejlighedsvis chokerende, bør de have rum alligevel. Dissens og tænksomme provokationer er sunde for debatten og bør mødes med argumenter frem for med anklager om populisme og racisme.

Det var og er arven efter John Enoch Powell, der sagde, hvad han mente, og i sidste ende fik ret.

Morten Weiss-Pedersen, Kåsvænget 11, Strib, Middelfart.

Han delte vandene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce