Håndtering af kriminelle unge


Håndtering af kriminelle unge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hårdere straffe og skrappere sanktioner er rygmarvsreaktioner mod stigende ungdomskriminalitet. Men indgrebene bør være mere nuancerede.

Ifølge Politiken skulle der aktuelt være 300-400 storkriminelle børn og unge, under 18 år, i københavnsk kommune.

Hvis det forholder sig sådan, er der sikkert lignende tal for Odense og andre storbyer i Danmark. Summa summarum - vi har et ulmende samfundsproblem med en etnisk slagside, som jævnligt popper op i lys lue og som vel rundt regnet består af 2500-3000 børn og unge på landsplan.

Den etniske slagside understøttes af en anden nylig offentliggjort rapport, som peger på, at hver fjerde efterkommer af indvandrere er dømt for kriminalitet.

Selvsagt giver denne udvikling stor frustration, og politiske udmeldinger om hårdere straffe og sanktioner har præget overskrifterne de seneste måneder. Men vandene skiller, og når pædagogiske eksperter udtaler sig, er det ofte med en afstandstagen til alt der minder om "tvang" og "sanktioner". 

Jeg vil i denne kronik argumentere for, at vi bør erkende, at der er tale om to grupper af kriminelle børn og unge.

Hvor nuværende praksis kan håndtere den første gruppe, fejler vi fælt i indsatsen mod den anden gruppe, som består af de storkriminelle børn og unge. Derfor er det nødvendigt at tage et kritisk kig på særligt to underliggende og ofte uudtalte præmisser, hvorfra hele vores behandlingsmæssige og lovgivningsmæssige praksis tager afsæt i forhold til håndteringen af udsatte børn og unge.

 

Inden vi vil se på hvilke præmisser jeg taler om, vil jeg definere de to grupper af børn og unge, vi taler om her. For vi kan groft sagt inddele dem i to hovedgrupper (uanset hudfarve).

Gruppe 1 består af børn og unge, som begår småkriminalitet såsom: at stjæle tøj eller en øl i Fakta. Eller maler graffiti på en jernbanevogn eller slår på tæven ved en byfest, men som ellers overordnet trives nogenlunde. 

Den anden gruppe (gruppe 2) kan lærere, pædagoger, socialrådgivere, skolepsykologer og nærbetjente ofte udpege meget tidligt. Det er de børn og unge, som fylder efter arbejde og som diskuteres i kaffestuen.

Der er ofte tydelige tegn på, at de mistrives og de har en antisocial og grænseoverskridende adfærd. Det er populært sagt den gruppe, som skaber avisoverskrifter og som udfordrer de professionelles faglige identitet og idealer og igangsætter tanker som: "hvorfor er der ingen, der gør noget?", "hvorfor bliver de børn ikke tvangsfjernet efter vores talrige indberetninger", Hvordan kan de få lov til at hænge ud på gaden" mv.

Den første gruppe er faktisk ikke det store problem, for her fungerer vores praksis og samarbejde mellem politi, skole og kommune ganske godt og præmisserne udfordres ikke. Disse børn og unge kan vi nå med løftede pegefingre, vedholdende insisteren, ved at få forældrene på banen og igangsætte korterevarende behandlings- og fritidstilbud såsom støtte-kontaktperson og indmeldelse i en fodboldklub.

Den anden gruppe er langt mere vanskelig. Disse børn og unge handler efter humør og impulser. De har ofte også psykiatriske lidelser. De har ringe eller ingen støtte hjemmefra. Eller også lever de i en parallel verden, hvor forældrene ikke aner, hvad de laver udenfor lejligheden. De hører ikke efter pædagogen/læreren, de slår de andre børn og nogle gange de voksne. De tolker andres intentioner og adfærd negativt og reagerer med at angribe fysisk og verbalt. De tager våben med i skole, og hænger ud i grupper hvor rastløshed og seje attituder dominerer. De bruger ofte stoffer og alkohol på daglig basis.

Lad os nu se på hvilke præmisser jeg taler om, og illustrere hvorledes det i praksis giver problemer.

Den første præmis lyder sådan her: "Mennesker vil inderst inde det gode". Dette synspunkt henter sit afsæt i filosoffen Rousseaus tænkning, og går ud på at mennesket fødes "godt", og at det er et mangelfyldt miljø, som kan skade børn så meget, at de havner som storkriminelle. 

Præmissen holder faktisk, og understøttes af udviklingspsykologien, så længe vi definerer "det gode" som en disposition til at knytte sociale bånd til andre og mestre sin omverden.

Men problemet med at bruge denne præmis i forhold til de omtalte børn og unge er, at skaden allerede er sket. Disse børn og unge har oplevet talrige svigt og er præget af mistillid og uhensigtsmæssige problemløsningsstrategier. Derfor kan vi ikke indrette vores tiltag i tråd med denne præmis og tro, at så længe vi sætter mulighederne op, så vil de frivilligt blive vel modtaget på et tidspunkt.

Med mistillid i hukommelsen og hash-tåger i hovedet og alkohol i blodet, er der ingen der evner hverken at lave eller overholde aftaler og forpligtelser. Dette er situationen for mange af disse børn og unge, som i øjeblikket er i "fri dressur" og hænger ud på gaden/banegården. Også selvom de er i et dagtilbud, så er der eftermiddage, aftener og nætter og ikke mindst weekender, hvor der ingen opsyn er, men hvor fællesskabet og gruppens negative normer styrer.

Den anden præmis har afsæt i vores socialliberale og demokratiske samfundsmodel og lyder nogenlunde således: "Hver enkelt individ er ukrænkelig og har ret til og skal sørge for sig selv og sin familie".

I praksis ser vi denne præmis udspille sig, når beviserne skal være særdeles tungtvejende og veldokumenterede, før kommunen kan tvangsfjerne.

Tag dokumentarudsendelsen om lille Jørn som et eksempel. Vi kan på mange områder prise os lykkelige for, at disse rettigheder og værdier sættes højt i vores samfund, men det har altså også en menneskelig pris. 

Selvom gennemgangen er kortfattet, så ser jeg disse to underliggende præmisser som en del af forklaringen på, at vi har så lav en succesrate i forhold til den omtalte gruppe.

Jeg mener , at vi bør passe på ikke at ende ud i en enten/eller tænkning. At nedsætte den kriminelle lavalder, at indføre en ungdomsdomstol med klippekort, at oprette særlige bootcamps efter en kognitiv-adfærdsterapeutisk tankegang kan alle være tiltag, som er del af en alsidig "palet" af snesevis af andre tilbud og "skal"-foranstaltninger. Bredden kan måske øge successraten. Det bør være et spørgsmål om både/og.

Fanges vi i idealistiske "skyttegrave", hvor pædagogiske eksperter og politikere står på hver sin side med paraderne oppe, så svigter vi disse børn og unge, og vi hæmmer kreativiteten. Debatten synes nogle gange at køre af sporet, og blive til et spørgsmål om, hvorvidt man er for eller imod at spærre børn og unge inde.

Ingen har lyst til at bruge sanktioner og indespærring, men det kan være nødvendigt for at få disse børn og unge ud af den negative kriminalitetsspiral og få et afsæt til at kunne behandle, hjælpe og støtte dem. Det er alt for sent, når de først er fyldt 15 år. Lad os i behandlingskredse åbne op for nye initiativer, også selvom de indeholder tvangsaspekter, som kan være svære at sluge.

Jeg tror på, at vi kan minimere antallet indenfor gruppe 2, ved at turde debattere og "rokke" ved gældende præmisser.

Lige nu har vi eksempler på 12-13 årige, som har 20-25 kriminelle forhold bag sig, og som i bund og grund ikke ser deres adfærd som problematisk. Set i lyset af, at justitsministeren for få måneder siden nedsatte en arbejdsgruppe til at kulegrave feltet, så er inspiration og ideer vigtige at få på bordet.

Hermed er bolden givet op til alle praktikerne derude. Vi kan og bør kunne gøre det bedre - både for de omtalte børn og unges skyld og for samfundet som helhed. 

thomas klint

Nørrevænget 35, Odense er socialrådgiver og psykolog

Håndtering af kriminelle unge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce