Gymnasieeleverne er blevet mere studieparate, men meget kan blive endnu bedre i gymnasieundervisningen. Lærerne for eksempel
Diskussionen om, hvorvidt gymnasiereformen har vist sig at være en succes eller en fiasko, har sat sine tydelige spor i den offentlige debat, men først i slutningen af juli måned dimitterede de elever, der for knap tre år siden indledte deres tilværelse som reformens prøvekaniner. Som elev er man derfor først nu i stand til pragmatisk og nuanceret at vurdere reformens duelighed - i praksis.

For der er ingen tvivl om, at den overordnede hensigt med gymnasiereformen er enestående: At tilføre undervisningen et tværfagligt element og dermed skabe mere studieparate elever, som i fremtiden kan realisere regeringens drøm om at udvikle det danske samfund til et vidensamfund.

Jeg hører blandt de mange elever, der i slutningen af juni måned dimitterede som de første under den nye ordning, men lad mig allerede nu fastslå, at jeg ikke hører blandt dem, der unuanceret og håndfast stiller sig kritiske over for reformen. Som et velkendt ordsprog siger, kræver al forandring tilvænning, og efter min mening er gymnasiereformen bestemt ikke en undtagelse - tværtimod.

Således kommer diskussionen om, hvorvidt reformen har været en succes eller en fiasko, i realiteten til at handle om, hvorvidt de implicerede parter, herunder skolernes administrative organer og lærere, har eller ikke har udvist tilstrækkelig vilje til at tilvænne og tilpasse sig de ændrede forhold.

Hermed imidlertid ikke sagt, at de implicerede parter ikke må forholde sig kritiske - for det ville da være både underligt og usædvanligt, hvis en reform af denne kaliber kunne implementeres, uden at der skulle foretages større eller mindre justeringer af dens indhold undervejs.

Og sådanne justeringer er da også blevet foretaget i løbet af de seneste tre år. For eksempel har ønsket om at sikre faglig fordybelse og mindst mulig forvirring betydet, at antallet af tværfaglige forløb i den første halvdel af elevernes første skoleår er blevet skåret ned fra fire til to.

Derudover kan nævnes, at man efter reformens første leveår besluttede at flytte den obligatoriske dansk-historie-opgave til første skoleår, fordi eleverne i løbet af andet skoleår, hvor opgaven oprindeligt var placeret, i forvejen er hårdt presset med relativt mange fagtimer, lektier og skriftlige opgaver i de enkelte fag samt en større studieretningsopgave.

Eksemplerne ovenfor illustrerer tydeligt det faktum, at man fra administrativt hold kontinuerligt har været opmærksomme på reformens svagheder og samtidig været villige til at foretage de kvantitative justeringer, der har været nødvendige for at forbedre mulighederne for faglig fordybelse, og som derudover har medvirket til at lette arbejdsbyrden for både lærere og elever.

En tilsyneladende eksisterende administrativ tilbøjelighed til at foretage forbedrende justeringer af reformens oprindelige indhold er imidlertid ikke den eneste forudsætning for, at der kan tales om netop reformen som en succes. I sidste ende er det nemlig lærerne, der kommer til at spille den mest afgørende rolle, simpelthen fordi det er dem, der bærer ansvaret for elevernes faglige opdragelse.

Som nævnt tidligere kommer ønsket om at forbedre elevernes studieparathed konkret til udtryk, idet undervisningen tilføres et tværfagligt element. Dette sker i faget almen studieforberedelse, der blev født med udtænkningen og siden realiseret med implementeringen af gymnasiereformen.

I almen studieforberedelse arbejder sædvanligvis to fag sammen om belysningen af en eller flere faglige problemstillinger, der knytter sig til et overordnet emne. Selve faget optræder i forløb, der foregår sideløbende med eller isoleret fra den øvrige undervisning.

Formålet med at udsætte eleverne for almen studieforberedelse er at skabe en bevidsthed om de enkelte fags begrænsninger i forhold til belysningen af den eller de faglige problemstillinger, som eleverne med tiden selv skal udtænke og formulere.

Via et kendskab til de enkelte fags metoder og teorier skal eleverne med andre ord forstå, hvordan flere forskellige fag kan arbejde sammen om at behandle nogle fagligt relevante problemstillinger på en nuanceret og fyldestgørende måde.

Almen studieforberedelse er imidlertid ikke kun en stor mundfuld for eleverne; netop fordi der er tale om tværfaglige forløb, bliver lærerne tvunget til at arbejde endnu mere sammen, end det har været tilfældet førhen; i almen studieforberedelse kan lærerne ikke planlægge og koordinere undervisningen uafhængigt af hinanden. Faget stiller med andre ord ikke bare store krav til lærernes samarbejdsevner, men også til deres samarbejdsvillighed.

Og hvad netop lærernes evner og villighed til at samarbejde med hinanden angår - det, man kan kalde den kvalitative, menneskelige eller snarere den mentalitetsmæssige eller paradigmatiske udfordring i den praktiske implementering af gymnasiereformen - falder kæden (efter en ellers smertefri tur igennem min personlige rekonstruktion af reformens første tre leveår) desværre af.

For selvom lærerne i starten mødte den tværfaglige udfordring entusiastisk og optimistisk ved øjensynligt at investere mængder af energi og seriøsitet i at vise deres nye elever, at de allerede fra begyndelsen beherskede den fundamentale forandring til perfektion, skulle der hurtigt opstå dybe vanskeligheder, som end ikke kvantitative, administrative justeringer kunne udrede.

Personligt oplevede jeg, at lærerne med tiden blev mere og mere irriterede og forvirrede; særligt i begyndelsen trådte mange af dem frem for klassen og udtrykte opgivende, beklagende og frustrerende, at reformen ikke har ført andet med sig end en umenneskeligt stor arbejdsbyrde samt tilsvarende store krav, der simpelthen ikke har været mulige at opfylde i praksis. Resultatet var, at vi som elever oplevede, at samarbejdet mellem lærerne var enten svagt eller slet ikke eksisterede.

Efter at have fordøjet og reflekteret over min gymnasietid er det alligevel min vurdering, at reformens tilførsel af et tværfagligt element har gjort mig til en langt mere studieparat student end de studenter, der dimitterede under den tidligere ordning.

Jeg har stiftet bekendtskab med en række forskellige videnskabsteorier og metoder, som man ellers først beskæftiger sig med på universitetsniveau, og jeg er blevet stillet over for vanskelige og krævende tværfaglige mundtlige og skriftlige opgaver, der har lært mig at identificere og arbejde med svære, komplekse og abstrakte faglige, samfundsmæssigt aktuelle sammenhænge. Alt sammen noget, som først er blevet introduceret med implementeringen af gymnasiereformen.

Det, lærerne tilsyneladende har haft ekstremt svært ved at acceptere og affinde sig med, er, at den store forandring, som implementeringen af reformen har udgjort, ikke bare kræver simpel tilvænning - den kræver snarere en mentalitetsændring, et paradigmeskift.

Således troede lærerne øjensynligt, at de kunne realisere reformens indhold ved blot at anvende de undervisnings- og arbejdsmetoder, de havde succes med under den tidligere ordning - at disse metoder simpelthen kunne tilpasses den nye reform.

Virkeligheden har imidlertid vist sig at være en anden; reformen kan ikke realiseres ved at anvende metoder, der fungerede under den tidligere ordning - eller den mentalitet, det paradigme, der knytter sig til denne ordning. Ønsker lærerne med andre ord at lette deres arbejdsbyrde og forbedre muligheden for at opfylde reformens krav i praksis, skal de udvikle nye undervisnings- og arbejdsmetoder, med hvilke reformens indhold kan realiseres på den mest optimale måde.

Et mentalitets- eller paradigmeskift tager tid, og selv om lærerne i løbet af gymnasiereformens første leveår er blevet mere samarbejdsvillige, omstillingsparate og effektive, kan de stadigvæk arbejde på at blive bedre; der kan, hvis ellers den rette indstilling og attitude er til stede, fortsat udvikles endnu mere effektive undervisnings- og arbejdsmetoder - til både lærernes og elevernes fordel - som tilsammen vil medvirke til at forbedre de fremtidige studenters studieparathed i en udstrækning, der i sidste ende forhåbentligt vil være til ubeskriveligt stor fordel for det danske samfund.

Alexander Stephanou

Abels Allé 7, Odense SV