Montenegro er udstyret med én af de smukkeste kyststrækninger i Europa. Men bag turisternes begejstring huserer en korrumperet magtelite. Og den får lov - også af EU.
De færreste turister i Montengro véd, hvad der gemmer sig bag den smukke kyststrækning. Det ved EU godt - men prøver at lade som ingenting.

"Hver dag bliver jeg standset af folk på gaden, som siger: 'Åh, vær nu forsigtig ..'", fortalte Vanga Calovic, da jeg for nyligt var i Montenegro.

Calovic leder græsrodsgruppen Netværk til Fremmelse af Det Civile Samfund, MANS, som beskæftiger sig med korruption, borgerrettigheder og lignende. Hun hævder, der i Montenegro hersker "et klima af angst".

Montenegro var til 2006 formelt i statsforbund med Serbien, men reelt er Milo Djukanovic Europas længst regerende leder. Han blev første gang premierminister i 1991 og er det nu for femte gang, kun afbrudt af perioder som præsident.

Han og hans kreds kører Montenegro som deres private business og tåler ikke indblanding, siger kritikere. Avisen Dan bringer hver dag på forsiden et tal og et foto af sin grundlægger:

"Hvem myrdede Dusko Jovanovic?" spørges der. Tallet er antallet af dage siden det uopklarede mord, og de 1500 er netop rundet. Andre mord har været på højtstående politifolk, og sidste år blev lederen af landets anden regeringskritiske avis, Vijesti, gennembanket.

Dét er alt sammen noget, de fleste turister, som kommer for at bade fra Montenegros smukke Adriaterhavskyst, ikke interesserer sig for. Mere overraskende er det måske, at heller ikke EU - som Montenegro snarest muligt vil optages i - virker særligt interesseret.

Montenegro var en af de seks 'konstituerende republikker' i det socialistiske Jugoslavien. Men mens andre i 1991 besluttede at træde ud af føderationen, stemte 96% af montenegrinerne i '92 for at blive sammen med Serbien. Det var et resultat, Milo Djukanovic som premierminister havde ført kampagne for:

"Milosevic er noget af det bedste, som kunne ske for Jugoslavien i dette øjeblik, hvor blodsugende, fascistiske kræfter i Kroatien og Slovenien prøver at tilintetgøre alt det, som er skabt mellem 1945 og til i dag. Jeg er stolt over i disse historiske øjeblikke at kunne stå skulder ved skulder med ham", sagde Djukanovic i 1992.

Også i '97 stemte Djukanovic for Milosevic som (rest)Jugoslaviens præsident - men året efter begyndte han en kampagne for at gøre Montenegro til en selvstændig stat. Hvorfor kovendingen?

En professor i politisk psykologi siger om Djukanovic's parti: "DPS er en politisk kamæleon uden mage i Europa: Fra at være kompromisløse tilhængere af føderationen med Serbien, omskabte de sig til fortalere for en uafhængig stat".

En kamæleon kan fuldstændigt skifte farve for at tilpasse sig omgivelserne - og det var netop, hvad Djukanovic gjorde, da han brød med Milosevic: Serbien var ikke mere nogen regional stormagt, men svagt og fattigt og havde i omverdens øjne skylden for krigen i det tidligere Jugoslavien - og alt det kunne Montenegro blive fri for ved at erklære sig selvstændigt.

Måske var det dén pragmatiske overvejelse, der i maj 2006 overbeviste 55% om at stemme for (med 45 imod) Montenegro som selvstændig stat. At Djukanovic selv var drevet af pragmatisme og ikke nationalfølelse, viser hans tidligere 'serbiske nationalisme' - men nogle hævder, at pragmatismen ikke var på landets, men på egne vegne.

Det meste af Djukanovic's regeringstid har der gået rygter om, at han i 90'erne storsmuglede (især) cigaretter. Det skal være sket i samarbejde med den italienske mafia og Milosevic, som han brød med for at få en større del af profitten. Hvilket alt sammen er gætværk, for selv om italienske dommere længe har villet undersøge sagen, har Djukanovic haft diplomatisk immunitet.

Måske vigtigere har han også haft 'det internationale samfunds' støtte, fordi der i området - med Bosnien, Albanien og Kosovo som naboer - var en faretruende mangel på stabilitet. Den kunne Djukanovic som ubestridt leder levere, og til gengæld var Vesten villig til at overse mistankerne for smugleri - men også andre 'skønhedsfejl'. Og det er man endnu i dag.

I juni udsendte den internationale NGO Freedom House en rapport, Lande i transit 2008, om demokratiets tilstand i 29 lande. Montenegro står i forhold til lande i regionen kun bedre end Albanien, og mediefriheden er i forhold til sidste år endnu mere indskrænket.

"I de 16 år, siden indførelsen af flerpartisystemet i Montenegro, har de samme politiske kræfter domineret (...). Den offentlige sektor bliver ved at være politiseret, hvilket begrænser udviklingen af en parti-uafhængig offentlig service, politi, domstole, valg og medier. Ligesom den hindrer kampen mod korruption", skriver Freedom House bl.a.

Efter de mange år ved magten har eliten "kapret" staten og lader den arbejde for sine private interesser, mener kritikere. En ny lov favoriserer f.eks. "lokale banker" frem for udenlandske ved at lade dem arbejde for regeringen - men der findes kun én lokal bank, og dén ejes af premierministeren, hans bror og søster, hans partis næstformand og af nogle få andre med tilknytning til de to familier, siger Calovic.

Samme kreds har nyligt tjent snesevis af mio. euro via hemmelige ændringer af planlovgivningen, som MANS kun tilfældigt opdagede.

Resultatet af den slags 'forretninger' er, at mens 11% af befolkningen er direkte fattige - det samme tal som for fire år siden - så er en lille 'elite' blevet styrtende rig. En elite med en vis foragt for de love, andre må følge.

Ingen er i Montenegro blevet dømt for korruption, men premierministeren sagde for nylig, at det vil ske i slutningen af juli. Hvilket fik mange til at spørge, hvordan han vidste dét.

Som bekendt er det et grundlæggende demokratisk princip, at premierministeren - som leder af den udøvende magt - ikke bør have noget at gøre med den dømmende magt, domstolene. På den anden side er de færreste i tvivl om, at regeringen har indflydelse på ethvert led i systemet, hvilket også loven om interessekonflikter antyder.

Loven skal hindre korruption og kræver bl.a., at visse offentligt ansatte og politikere indberetter deres og deres families ejendom til en kommission.

Djukanovic opgav ikke dele af sin ejendom og overførte ikke beføjelser i sine private firmaer - fordi han glemte det. Den forklaring accepterede kommissionen til kontrol af loven - hvilket har ført til, at mange flere glemmer at indberette deres ejendom.

På samme måde har næstformanden for Djukanovic's parti deltaget i et 200 mio. euro stort byggeprojekt i kystbyen Budva - uden byggetilladelse. Dét har gjort det svært at overbevise folk om, at de bør standse deres 'vilde byggeri', som især kysten er hærget af. Som Europa-Parlamentets rapportør opfordrede, da han i juni var i landet: "tillad ikke, at Deres kyst omskabes til en betonjungle".

I december krævede Europa-Parlamentet i en resolution bl.a., at landets "regering og domstole sikrer al nødvendig hjælp til italienske domstole, så de kan afslutte undersøgelserne om organiseret kriminalitet og tobakssmugling, som ansete montenegrinske politikere er indblandet i, og som kan blive fulgt af udskrivelse af internationale arrestordrer".

Efter dét vink afgav Djukanovic forklaring til en italiensk domstol i Bari, men ellers er EU ikke til stor hjælp - til tider tværtimod, mener Vanga Calovic.

EU-parlamentet krævede, at Montenegro bekæmper "systemisk korruption" og kriminalitet, som skabes af selve systemets folk, og at man undersøger Djukanovic og hans kreds.

Men et par måneder efter resolutionen - og få dage før forårets præsidentvalg - mødtes Javier Solana med Djukanovic og hans præsidentkandidat og roste dem for landets demokrati og økonomi.

Calovic mener, EU gerne vil hjælpe Montenegro hen mod et demokratisk samfund - men samtidig ikke vil undvære den stabilitet, Djukanovic står for.

"Borgerne forvirres af EUs blandede budskaber. De ved ikke, om de skal bekæmpe korruption og folkene bag den - eller tværtimod hylde de mennesker som demokrater".

EU lader til for enhver pris at ville have stabilitet. Spørgsmålet er, hvor stabilt dét er på bare lidt længere sigt.

Uffe Andersen

Anneksvej 68, Farsø, er cand.mag. og freelancejournalist med speciale i reportager fra det tidligere Jugoslavien. Bor i Serbien store dele af året.