Hun var kun 18 år og havde fået sin første hyre som telegrafist. Uheldigvis var den norske kaptajn både sur og urimelig, så rejsen i 1956 Antwerpen-Kuwait og retur blev en blandet oplevelse
Jeg sidder oppe ved Nordfyns herlige kyst ud til Kattegat og venter spændt på at se det største skib, som nogen sinde er stævnet ud fra Lindøværftet. Det skal på sin jomfrurejse som det hedder. Det får mig til at tænke på min jomfrurejse som nyuddannet telegrafist fra Svendborg Navigationsskole. Jeg var 18 år og en af de første piger på skolen.

Det var i 1956, og jeg skulle efter endt eksamen påmønstre en norsk tankbåd på 36.000 tons i Antwerpen.

JEG møder frem med hjertet oppe i livet og meget spændt på de oplevelser, der venter - men den ramme lugt af olie og maskiner svider stadig i mine næsebor, når kaptajnen toner frem for mit blik.

Aldrig i sine 40 år til søs har han tolereret kvinder om bord!

Hvis det ikke var, fordi vi absolut skulle sejle i dag, så havde rederiet aldrig kunnet påtvinge ham en kvindelig gnist!

"Så skrub du nu ned og se, om du kan finde ud af det!"

Hans tvivl og skepsis rammer min egen i højere grad, end han vist regner med. For det her med mekanikken er ikke lige min stærke side.

Vi sejler ud af havnen, og da jeg tænder for senderen, starter den med et så uventet højt brag, at jeg falder ned af taburetten. Sådan har det da aldrig lydt på skolen...

Alligevel lykkes det mig på ubegribelig vis at få kontakt med havnekontrollen og meldt afgang.

JEG ER bare 18 år, ung og uerfaren og skal leve op til ansvaret for 36.000 ton skib og en besætning på 53 mand. Samtidig skal jeg fungere som sekretær, skatteekspert og lønudbetaler for verdens sureste mand.

Her hjælper hverken blå øjne, flotte ben eller smægtende ungpigesmil.

Tværtimod - en dag får jeg en svada så stor som et fjeld på hans syngende norske, fordi jeg tørrer mit undertøj udendørs på dækket.

Hans søfolk har ikke tid til at gå på tre ben!

Det forstår jeg overhovedet ikke meningen af.

Men jeg forstår, at han brokker sig over en aldeles ufuldstændig vejrmelding. De morser nu også så skrækkeligt hurtigt fra den vejrstation.

Jeg finder et udtryk som selv hr. Suresen" ikke kan imødegå.

"Vi er inde i en død zone", hævder jeg, når jeg ikke kan få kontakt. Det må han bøje sig for, selv om der på denne tid er temmelig mange af slagsen på vej til Persergolfen.

En matros er blevet ked af livet. Det er vist noget med hende der hjemme. Jeg har jo qva mit job lidt indsigt i korrespondancen hjem over.

Nu har han hængt sig. Lige midt på Middelhavet. Kaptajnen vil have ham med hjem, og han bliver pakket ned i kølerummet, og min appetit daler væsentligt ved tanken om ham dér midt imellem provianten, men jeg glemmer det dog snart.

EN AF vore matroser kommer til mig og ville gerne sende et telegram til de militære myndigheder i Norge for at bede om udsættelse med militærtjenesten.

Da jeg har fået kontakt med Bergen Radio og har sendt budskabet, får jeg svar efter nogle dage, men jeg kan ikke rigtig få fat i, hvad de sender.

"De morser meget dårligt", tænker jeg og beder om gentagelse. Da jeg har gjort det femte gang, synes jeg, det bliver for pinligt. Så jeg giver ham den udsættelse. Det har jeg dårlig samvittighed over den dag i dag.

DET står mig helt klart, at Skipper har ret i, at jeg er en katastrofe. Men, som jeg tænker, hvis han nu var lidt flink, så kunne jeg have indrømmet min manglende erfaring og måske fået lidt af den hjælp, jeg som ung og grøn ganske enkelt trænger til.

Sådan er det ikke. Jeg lærer mit "sømandssprog" på denne sejlads. Det kommer til mig endnu i dag i situationer, da nervøsitet eller magtesløshed tager overhånd. Så bliver mit sprog anderledes og ganske bramfrit.

Havet i solopgang og solnedgang bliver min trøst i min ensomhed. Jeg får tænkt mange tanker om min verden og min fremtid. For jeg må ikke tale med, "fraternisere" hedder det, med de andre besætningsmedlemmer. De er jo mænd og nogle af dem ganske under min officersrang.

Gennem Middelhavet med kurs mod Egypten. Port Said i sigte. De indfødte sælgere vælter om bord. Deres leder hedder Moses og vil købe mig af kaptajnen.

Fristelsen er ganske givet umådelig stor, men manglen på telegrafist heldigvis større, så salget bliver ikke til noget.

"Pas på dem, de kan stjæle fløden op af kaffen. Lås din kahyt og hold dem væk!" lyder kaptajnens besked.

Det er dog en forfærdelig mistillid at have til disse stakkels, fattige mennesker, som kun har dette levebrød.

Turen gennem Suezkanalen er bemærkelsesværdig. Vi må sejle i konvoj, da der i kanalen ligger mange skibsvrag på grund af krigen i 1956, da Storbritannien og Frankrig foretog en militæraktion.

I radioarbejdet på turen ned bliver jeg reddet af en hjælpsom kollega på et andet norsk skib i konvojen, som telefonisk forsyner mig med de data, jeg mangler til min gnavne kaptajn.

Vi er sejlet ind i Det røde Havog skal laste olie ved Kuwait. Jeg har haft lidt knas med mit knæ i varmen, og en morgen går det galt. Knæet låser fast og er ikke til at rokke. Det gør forfærdelig ondt.

Styrmanden giver mig lidt smertestillende, og kokken tilbyder at se på det. Han har forstand på led, siger han.

Men ellers tak.

Jeg sidder på min nylig indkøbte kamelsaddel og tuder. Eneste dansker om bord, en lille skibsdreng fra Esbjerg, kommer og trøster og får "på hatten" af skipper. Mandskabet skal ikke mænge sig med officererne.

Jeg halter rundt med en omvendt kost som krykke og må hele tiden have smertestillende midler, og da vi kommer til oliepieren ud for Kuwait, bliver selv kaptajnen nødt til at forholde sig til mit uheld. Jeg bliver båret ned til et lægetelt på kajen.

Lægen kan intet gøre, men beordrer kaptajnen til at sende mig til Kuwait til en nærmere undersøgelse, hvilket medfører en køretur igennem bagende ørken, hvor hver eneste lille sten på vejen føles som en amputation af benet.

Knæet bliver røntgenfotograferet, men da en meniskskade er et stykke løsrevet brusk, kan det åbenbart ikke ses på røntgenbilledet. Så jeg får en lægeattest med tilbage til Skipper, hvor der står "Fit to work". Klar til arbejde.

"Ja, du skal jo heller ikke bruge knæet," siger kaptajnen. Han har en lægeerklæring, og den retter han sig efter.

Men knæet sidder stadig bøjet og smerter. Og det gør det hele vejen tilbage til Europa. Så jeg telegraferer hjem til mormor og skriver, at jeg har haft et lille uheld - og får svar tilbage.

"Kom du bare hjem, jeg skal nok hjælpe dig med den lille."

Ankommet til Antwerpen må jeg nu tage det endelige opgør med "Kaptajn Sur".

Han vil ikke afmønstre mig på trods af, at mit syge ben er skrumpet ind til en mager lille benstump, mens det andet ligner en elefantfod. Han har jo attesten, og det koster 20.000 om dagen at ligge og vente på en ny "gnist".

Nu er jeg virkelig bare 18 år og helt alene. Men jeg skyder hjertet op i livet og insisterer på at blive sendt hjem.

Jeg bliver sendt ned på kajen, hvor jeg sidder på min kamelsaddel ude af stand til at gå med min køjesæk - helt alene i verden. Et besætningsmedlem lister hen til mig. Han er mørklødet, vi har aldrig før talt sammen. Han siger til mig:" Du skal ikke være ked af det. Der står skrevet i Koranen: "Two mountains can never touch each other, but people can."

Tak min ven. Det var sande ord.

Den norske skibspræst kommer forbi. "Jamen lille ven, sidder du dér?" Han redder mit liv, jeg får hjælp og bliver sat på et tog hjem, hvor der går et smertefuldt år på krykker, før jeg omsider får førligheden tilbage.

DEN sure kaptajn lærte mig, hvordan det er at være den svage, den usikre, den magtesløse.

Han lærte mig, hvorledes mine medmennesker ikke skal behandles.

Men han lærte mig også at blive voksen, at stå inde for mig selv og kræve min ret.

Jeg er ham tak skyldig - for min jomfrurejse.

Hanne Skaalum, Rødbyhøjen 23, Thurø, Svendborg, er socialrådgiver og forfatter.