George W. Bush og eftermælet


George W. Bush og eftermælet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Han er ikke populær, hverken ude eller hjemme, George W. Bush, som om nogle få måneder forlader det amerikanske præsidentembede. Men er det nu retfærdigt?

Om godt fem måneder går George W. Bush af som De Forenede Staters præsident, og man skal langt tilbage i tiden for at finde en præsident, der forlader embedet med meningsmålingerne på så lavt et blus.

For en mand, der tiltrådte embedet i januar 2001 med yderst beskedne mål, nemlig nationalt at sænke befolkningens skatter og ellers stort set blot at forbedre skolesystemet, så fremtidens amerikanske unge ville kunne stå mål med fremtidens stigende krav, og internationalt at vise et mere ydmygt amerikansk ansigt og holde sig borte fra at prøve at løse alle verdens problemer, så må man sige, at det endte med at blive en helt anden embedsførelse end forventet.

Han kom fra en politisk stærkt engageret familie, hvor bedstefaderen havde været en kendt og agtet republikansk senator, og hvor faderen havde et endnu mere guldrandet CV og var endt som den solide, højt agtede vicepræsident til Ronald Reagan i otte år og så fire år selv i Det Hvide Hus som Reagans efterfølger og arvtager.

Selv om faderen efterfølgende tabte sin sidste valgkamp til demokraten Bill Clinton, så var der i hele landet fortsat stor sympati for Bush-navnet, så George W. til dels båret af denne sympati vandt guvernørposten i Texas i 1990'erne, mens hans politisk begavede lillebror Jeb blev guvernør i Florida. Og der var allerede tale om, hvem der i næste generation skulle tage arven op, men den fremtid er måske nu tabt på gulvet.

Han havde ellers fået gode karakterer for sit arbejde som guvernør i Texas, hvor han havde formået i mange vigtige politiske og statsøkonomiske anliggender at bygge bro mellem demokrater og republikanere.

Det var denne politiske samarbejdsvilje, han ville tage med til Washington, hvor der i årevis ikke havde været meget af slagsen. Og det, som han var mest stolt over at have fået gennemført i Texas, var en fornyet fokus på skolevæsenet, der ikke blot skulle sikre en forbedring af systemet, men også at intet barn blev ladt i stikken.

Det engagement fik han megen ros for i befolkningen, og han lovede i valgkampen for præsidentembedet, at han ville arbejde for et lignende system for hele USA. I stedet var der en række ting, der lå og ulmede rundt omkring i verden og begyndte at blusse op samtidig med, at han tiltrådte som præsident.

Der var gået omkring 10 år siden Sovjetunionen faldt, hvor USA så pludselig havde stået som den eneste magtpol i verden. Det som USA havde forfægtet, nemlig frihed og hele listen af menneskerettigheder samt demokrati og kapitalisme, havde sejret. Men et USA som den eneste magtpol i verden, og dermed både verdens storebror og politibetjent, kunne naturligvis ikke vedblive i det lange løb. Pol skaber modpol, og der kom flere af dem.

Rusland begyndte for alvor ar rejse sig fra støvet hjulpet på vej af milliarder af rubler i olie og gasindkomster, men magten blev igen konsolideret i Kreml, og demokratiet fik andenrangsbehandlig mens pressefriheden blev knægtet. Og så begyndte man systematisk at kigge på nogle af nabostaterne for at prøve at genindlemme dem i en russisk interessesfære.

Tjetjenien har for længst opgivet sit håb om uafhængighed, og Georgien er nu kommet på aktivlisten, mens der kigges med interesse på Ukraine og de baltiske lande. Og Rusland råder stadig over store arsenaler af atomvåben.

Kina rejste sig hastigt gennem Bush's præsidentperiode og er stadig midt i sin renæssance og allerede nu verdens trediestørste økonomi, kun overgået af USA og Japan. Det vil ikke vare længe, før den er den største, og den gør allerede nu sin magt gældende vis-a-vis Taiwan og har vundet stor indflydelse i Afrika, hvor det er de olierige lande, det gælder. Og Kina råder også over et atomvåbenlager og er i fuld gang med at bruge store penge på militært udstyr.

Vesteuropa havde gennem hele Den Kolde Krig stået last og brast med Amerika, selv om der til tider var uro og protester fra Europas venstrefløj, men med Den Kolde Krigs afslutning blev det en anden sag. Ikke med det samme, men man fandt en god anledning, da storebror i 2002 besluttede sig til at invadere Irak. Så var der ikke længere fodslag.

Europa er blevet sin egen pol og lader sig ikke længere diktere af Washington i udenrigs- og militærpolitiske spørgsmål. England og Frankrig har hver deres lille arsenal af atomvåben, men ellers er der i årevis ikke brugt nævneværdige midler på militæret. Danmark er et godt eksempel. Man burde kunne tale sig ud af problemerne, er den europæiske opfattelse.

Den muslimske verden - eller i hvert fald en del af den - er også langsomt men sikkert ved at danne pol. Det er endnu uvist, hvordan de muslimske lande vil komme til at hænge sammen og hvilke lande, der vil blive de førende, men de kan komme til at råde over en stor del af verdens oliekilder. Og Pakistan har atomvåben, og Iran vil snart have dem, og der er langt mindre sikkerhed for i netop disse to lande, at disse våben ikke kan falde i de forkerte hænder og ende hos muslimske religionsfanatiske randgrupper, der ikke har nogen skrupler med at anvende dem.

Så i de otte år, George W. Bush har siddet ved magten i Washington, er verden igen blevet opdelt i poler, blot i flere end under Den Kolde Krig. Og på så mange måder er verden blevet mere uberegnelig end tidligere. Onde tunger vil vide, at skylden for alt dette ligger hos Bush personligt, fordi han agerede som en anden Texas- cowboy og virkede som en rød klud på resten af verden, bl.a. da han straks efter sin tiltræden annullerede Kyoto-aftalen. Eller fordi han overreagerede med sit angreb på Irak som svar på muslimske terroristers 11. september-angreb på New York og Washington. Eller fordi han åbenlyst bekendte sig som aktiv kristen i en verden, der blevet mere og mere sekulær, i hvert fald hvad den vestlige verden angår.

Det er let nok, men meget forsimplet at antage sådanne holdninger, for realiteten er utvivlsomt den, at denne udvikling, hvor verden relativ kort tid efter Sovjetunionens og kommunismens fald er begyndt at samle sig i forskellige poler, ville have fundet sted uanset hvem, der havde været USA's præsident i den tidsperiode. Og det er en udvikling, der ikke lader sig standse.

Samtidig er der gennem stærkt øget international samhandel set en mærkbar økonomisk fremdrift i mange lande, der tidligere kun sloges med fattigdom og stagnation, og disse lande er gået hen og blevet konkurrencedygtige og har lukket en del af produktionsapparatet i lande som USA.

Og også her giver man Bush skylden, fordi man så ham som for ivrig efter at afslutte så mange handelsaftaler, som muligt. Men også det er en forsimplet holdning, fordi mange års aktiv indsats også før hans tid for at ophjælpe dårligt stillede lande jo netop er endt med succes mange steder.

George W. Bush går snart over i historien, og mange er glade for det. Det kan dog være, at fremtiden vil komme til at savne en mand, der uden undskyldninger og på sort-hvid facon så demokratiet og menneskerettighederne som den bedste løsning på fjendskab og krig og diktatur, så kapitalismen som den bedste løsning på fattigdom og nød, og så den rene religion hvad enten det var kristendom eller muhammedanisme, hinduisme eller buddhisme som den bedste løsning på menneskets søgen efter selvforståelse og lykke.

bernd j. larsen

519 Promontory Drive West, Newport Beach, Californien, er BA i Politisk Videnskab og Master of International Management

George W. Bush og eftermælet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce